UK Parliament/Reuters/Ritzau Scanpix
Hånden på hjertet: Hvad kan egentlig redde Boris Johnson? Ikke meget, at dømme ud fra tilhørerne i House of Commons. Se bare på manden nederst til venstre. Inkarnerer hans blik ikke den cocktail af forargelse, forvirring og skepsis, briterne modvilligt har bællet de forgangne uger? Manden ovenover har øjensynligt allerede drukket for meget – eller også drømmer han sig bare væk fra Johnsons forcerede mea culpa. Påtaget ser den i hvert fald ud. Sådan at kombinere den klassiske undskyldende hånd med en albue placeret lidt nonchalant på talerpulten, må siges at være et spændende valg. Det sender næsten lige så mange blandede signaler, som Theresa Mays grimasse. Er hun mon skadefro eller skuffet, den tidligere premierminister? Og hvorfor har Boris Johnson overhovedet valgt at placere det, der ligner verdens korteste undskyldning, i et ringbind?
Ak ja, der var nok at tage fat på, da Boris Johnson mandag måtte stå skoleret i Underhuset for hvem-ved-hvilken-gang. Som reaktion på den længe ventede rapport om festerne i 10 Downing Street under lockdown, skulle Johnson både sandsynliggøre, hvorfor han var ked af det, og hvorfor han fortsat skal være premierminister. Ret beset var defensiven dog allerede begyndt tidligere på dagen. I en række tweets skrev BoJo, at det nu var toårsdagen for, at man “Got Brexit Done“. På billeder og video figurerede premierministeren i refleksjakke ved Tilbury havn, mens han talte om alle de goder, Brexit angiveligt har bragt med sig. Samtidig lancerede Johnson et nyt lovforslag – Brexit Freedoms Bill – der skal gøre det nemmere at fjerne de tilbageværende EU-regler, briterne fortsat påvirkes af.
Mens presset er størst, er Boris Johnson altså gået tilbage til en gammel traver: Flyt samtalen over på Brexit. Og hvis dét ikke skulle være nok til at overbevise briterne om BoJo’s evner som statsmand, rejser han i denne uge til Ukraine for at give sit besyv med i NATO’s fejde med Rusland. Selv om han indtil videre har overlevet “Partygate“, kæmper premierministeren fortsat for sit politiske liv. Alle kneb gælder. Uanset hvor meget Johnson forsøger at kontrollere samtalen, kan han dog ikke fjerne fokus fra embedsmanden Sue Grays foreløbige rapport. Den politiske dagsorden er fortsat fødselsdagskager, havefester med arbejdstema og en kuffert fuld af vin. Det hele er bizart og meget, meget britisk.
Da Sue Grays rapport landede mandag eftermiddag, var det ganske vist i en stærkt nedbarberet udgave. Af de i alt 16 episoder med festivitas, som Gray har undersøgt, er 12 blevet genstand for videre politiefterforskning. Den færdige rapport kan derfor ikke frigives, førend politiet har færdiggjort sit arbejde. Af samme grund er Gray blevet nødt til at holde formuleringerne relativt vage i det 12 sider lange dokument, der indtil videre er blevet offentliggjort. Selv i sin nuværende form er rapporten imidlertid bekymrende læsning for BoJo. Ikke nok med, at Sue Gray tilsyneladende er gået yderst grundigt til værks, så anklager hun Downing Street – og dermed premierministeren – for at have udvist dårligt lederskab og dømmekraft. Det damoklessværd, som hviler over Boris Johnson, er altså kun blevet mere faretruende. Skulle politiet ende med at holde Boris Johnson ansvarlig, vil det være så godt som game over.
Allerede nu synes Boris Johnson dog at fortsætte som premierminister på lånt tid. Truslen om en mistillidsafstemning i hans eget parti bliver ikke mindre med den nye rapport. Og befolkningen har for længst stemplet ham som hykler. At Johnson så hårdnakket har påstået, at han ikke har deltaget i fester under lockdown, bliver sværere og sværere at forsvare, desto længere diskussionen fortsætter. Samtidig skal BoJo holde tungen lige i munden, hvis ikke han skal forværre sin situation yderligere –særligt mens alle venter på den færdige rapport. Selv hvis Grays konklusioner viser sig mindre graverende end hidtil antaget, kan det folkelige pres nemt blive for hård kost for de konservative. Det er det nærmest allerede. Selvom Boris Johnson mandag lykkedes (nogenlunde) med at berolige partifællerne, er et lederskabsskifte snart en nødvendighed. Det vidnede de søvndrukne ansigter i House of Commons også om. /David Dragsted