Kære læser

Døren går op, og Macron kommer ind

0:00 / 0:00

French President Emmanuel Macron gives a press conference at Tourcoing's city hall as part of a one-day official visit in northern France focused on migration issues. (Photo by Ludovic MARIN / AFP)

I al sin forslidthed må udtrykket “i krig er sandheden det første offer“ være den politiske verdens svar på “at rejse er at leve“. På samme måde som enhver skribent, der gerne vil tages seriøst som rejseessayist, bør holde sig på hestelængders afstand af den gamle H.C. Andersen-kliché, må tommelfingerreglen for den drevne sikkerhedspolitiske korrespondent være, at hovedsætninger, hvor ordene krig, sandhed og offer optræder sammen, simpelthen er totalt no go.

Problemet med udtrykket er jo, at det er så sandt, så sandt. Når situationen spidser til, skal kampen om offentligheden vindes, og alle kneb gælder. (Nogle vil så indvende, at det er sikrere, at der bliver stukket en løgn end løsnet et skud.) Ingen er i tvivl om, at Ruslands regering hører til blandt misinformationens mestre, men andre kan da også være med.

Torsdag i sidste uge fandt der en lettere ophidset ordveksling sted under en pressebriefing i det amerikanske udenrigsministerium. Ministeriets talsmand, Ned Price, står bag sin pult og forklarer pressen, at USA ligger inde med oplysninger om, at Rusland arbejdede på at iscenesætte et “opdigtet angreb“ fra ukrainske styrkers side med henblik på at retfærdiggøre en militær invasion i Ukraine. Altså en påstand om russisk misinformation.

Talsmanden bliver imidlertid afbrudt af Matthew Lee, nyhedsbureauet Associated Press’ erfarne diplomati-korrespondent, som simpelthen spørger, om der foreligger dokumentation for påstanden. Hertil svarer Price, at han “lige har givet“ den. Han siger, at der er tale om “deklassificeret information“ fra amerikanske efterretningstjenester, og at oplysninger kun bliver “deklassificeret“ (dvs. gjort offentligt tilgængeligt), “når vi har tiltro til de oplysninger“. Matthew Lee siger, at han gerne vil se den dokumentation, hvortil Ned Price gentager, at han lige har givet den, hvorefter Lee påpeger, at det ikke er dokumentation at komme med en påstand og henvise til, at man ikke kan afsløre sine kilder.

“Hvis du tvivler på den amerikanske regerings troværdighed, på den britiske regerings og andre regeringers, og har lyst til, you know, at finde trøst i de oplysninger, som russerne lægger ud, så kan du bare gøre det,“ svarer talsmanden.

“Det her er vildt,“ skrev whistlebloweren Edward Snowden bagefter om det lille videoklip på Twitter. “Udenrigsministeriets talsmand fatter ikke, hvorfor Associated Press ser sig nødsaget til at skelne mellem en påstand og et faktum, og bliver tydeligt fornærmet – og derefter vred – over ønsket om, at hans påstande kræver dokument for at blive accepteret som troværdige.“

Særligt i den angelsaksiske presse, som fx danske journalister læner sig heftigt opad, når de orienterer sig udenrigspolitisk, er der en tendens til at at tage det verdensbillede, som bliver præsenteret af eurocentriske regeringer, for gode varer. Naturligvis forholder man sig kritisk, men der er nu i ugevis blevet bygget en fortælling op om, at en russisk invasion af Ukraine er uafvendelig og faretruende tæt på. Det er først her de seneste fem seks-dage, at den brede dagspresse er begyndt at forsøge at forstå og formidle, hvad der kunne være den russiske præsident Vladimir Putins motiv for at stille 100.000 mand op nær grænsen til Ukraine (læs: Nato er kommet for tæt på Rusland).

Macron har læst spillet

Mens Tysklands nye kansler Olaf Scholz beskyldes for at være som sunket i jorden, har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, effektivt og snedigt indtaget den geopolitiske scene som statsmanden, der kan løse Rusland-Ukraine-konflikten. I dag er han i Moskva for at tale med Putin, og han har spøjst nok allerede sagt, at han ser sig i stand til at levere det, han selv kalder “en historisk løsning“.

Som (det angelsaksiske medie) The Guardian skriver: “Efter en hel masse diplomatisk aktivitet, herunder samtaler med USA’s præsident Joe Biden denne weekend og tre telefonopkald til Putin, lander Macron mandag i Moskva for at forsøge at ‘de-eskalere’ det spændte opgør på Ukraines østlige grænse.“ Bemærk ordvalget. Det lyder som en duel i en spaghettiwestern, hvor revolvermænd står med afsikrede våben og venter på, at den anden skyder først. Hvis Macron fikser tingene i Moskva, står han godt forud for det franske præsidentvalg, der finder sted i april. Han står rigtig godt. Han høster de lavthængende frugter. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12