Nogen skal til Mars, men skal det være Musk?

Milliardærer som Jeff Bezos og Richard Branson er ved at falde over hinanden for at være først og størst i rummet, og Elon Musk har knyttet stærke økonomiske bånd med NASA. Her bygger han raketter, der skal hjælpe med deres udforskning af Mars – og i øvrigt være store nok til at kunne transportere hans egne turister derop, når tiden kommer. Men hvad hvis den viden, forskere, astronauter og regeringer har brugt de sidste mange årtier på at indsamle om Mars ikke skulle bruges til at sætte et menneske på den røde planet, men til at holde det i live på vores egen? Spørger man forsker og rumarkitekt Tina-Henriette Kristiansen, har stjernekiggerne fæstnet blikket det forkerte sted.

Igennem sit arbejde for NASA har hun ellers igennem 22 år forsket i, hvordan livet på Mars kan lade sig gøre: Hvordan lavatunneller kan bruges som sikkerhedsrum mod kosmisk stråling, og hvordan mad kan produceres i lukkede kredsløb – uden tilførsel af vand eller vitaminer. De ekstreme scenarier, Kristiansen har forholdt sig til i rummet, ligner dog mere og mere noget, vi kan komme til at stå overfor inden for vores egen atmosfære. Derfor har hun selv vendt blikket tilbage mod planeten Jorden.

Hun mener dog stadig, der er grund til at udforske den røde planet – bare ikke af de samme årsager som NASA’s nye pengemand:

“Der er så mange spor på Mars om, at der har været et hav, et fuldt magnetfelt og en atmosfære. Måske har Mars lignet Jorden. Og vi kan jo se, der sker nogle forandringer på Jorden. Mange af dem er menneskeskabte, men der er også en anden udvikling, hvis du kigger over millioner af år. Lige nu rykker polerne sig for eksempel – hvorfor gør de det? Der er Mars jo interessant, hvis vi vil vide mere om vores solsystem, som vi jo er en del af. For mig handler det om at forstå det sted, vi er. Mange siger: Hvad skal vi dog bruge viden om Mars til? Men det svarer til at bo i København og sige, at alt det, der sker nede i Gedser, det er lige meget.“

I undersøgelsen af solsystemets Gedser har NASA igennem de senere år fået en fast følgesvend i Tesla-mogulen Elon Musk. USA’s statsfinansierede rumfartsadministration sætter i stigende grad opgaver i offentligt udbud, og selvom NASA på den måde samarbejder med flere eksterne partnere, er det Musk, der med sit SpaceX-program, er blevet ansigtet på de private interessenters indtog i den statsfinansierede rumorganisation. Igennem deres samarbejde har verden fået raketter som den delvist genanvendelige Falcon og Starship, der stadig er under konstruktion. Med sine effektive produktionslinjer og enorme budgetter har samarbejdet forandret NASA markant: “Der er jo sket mere de sidste to-tre år, end der er sket de sidste 20 år. Det har boostet hele processen. Hvor hurtigt har SpaceX ikke har kunnet bygge en raket, ift. hvor længe vi andre har været med?“ siger Tina-Henriette Kristiansen.

I det perspektiv er der ikke tvivl om, at NASA nyder godt af den viden og de ressourcer, SpaceX kan tilbyde. Det selvsamme partnerskab synliggør samtidig interessekonflikterne:

“Jeg tror, nogen af dem fra SpaceX, der udvikler store raketter til NASA, tænker, de skal bruges til rumturisme. Vi tænker, de kunne være nyttige på Mars. Og der finder du så en fælles interesse, men også en interessekonflikt. I hvert fald på det område, jeg arbejder. Der er en kæmpe konflikt om, hvorvidt Mars skal blive et turistmål, og om vi bare skal fyre alt det brændstof af for at komme ud og svæve rundt. Elon Musk er jo meget drevet af både rumturismen og tanken om kolonisering – altså den her ‘Plan B’. Og der har jeg det sådan, at jeg håber aldrig, vi kommer til en Plan B. Jeg synes, vi skal satse meget mere på Plan A.“

Når Kristiansen ikke arbejder for NASA eller underviser på RUC, er hun ansat i startup’en ARKAIA. Den privatfinansierede virksomhed arbejder med sikring af fremtidens madproduktion, bl.a. ved at udvikle vertical farming-koncepter, der kan tilfredsstille menneskets næringsbehov og som kan fungere i lukkede kredsløb, hvor “today’s cup of coffee becomes tomorrow’s cup of coffee“, som hun forklarer det.

“Rigtig meget af vores arbejde er under det tema, jeg kalder Learning from Space. Vi har sindsygt mange ressourcer og forskning, som bliver rettet mod rummet, men som giver masser af mening på Jorden: Life-support systemer som fx vandcirkulation, materialer der kan klare ekstrem kulde og varme, non-soil systemer som aero-, hydra- og aquaponics…”

Så din rumforskning er på en måde mere rettet mod Jorden? 

“Jeg synes stadigvæk, vi skal til Mars, og jeg synes, vi skal undersøge vores univers og solsystem for vores egen overlevelsesstrategi. Men det der med at lave kolonier, det tror jeg, vi lader Elon om.“

Hvad er problemet med kolonier? 

“Jeg tror bare, når man ved, hvad det er for et liv, man rent faktisk vil have deroppe… Det er et ekstremt voldsomt miljø. Men altså, man kan jo bygge samfund op fra grunden, så det er ikke sådan, at jeg siger, man ikke skal gøre det, hvis det er den eneste udvej. Jeg synes bare, vi skulle prøve at kaste os over nogle andre løsninger først. Samtidig er der et eller andet uetisk i, at nu har vi fucket den her planet op, så tager vi bare den næste.“

Er NASA’s samarbejde med Elon Musk det værd, når interesserne er så forskellige? 

“Jamen det er et interessant spørgsmål, for det, han lægger op til, er jo en segmenteret befolkning, hvor det er de rige, der kan komme afsted til Mars, hvis det hele brænder på her på Jorden. Hans rumforskning har på mange måder været vigtig for NASA, men hold da op man kunne have gjort meget for klimaforandringerne med de penge. Altså, vi kan jo godt flyve en masse mennesker til Mars, men hvis ikke vi bliver ved med at have ressourcer, der kan sendes op fra Jorden, hvordan fanden vil han så have det til at fungere? Jeg har set hans master plan [for Mars], og der er masser af store drivhuse, men der er mega mange problemer med nogen af de der projekter.“

Her nævner Kristiansen bl.a. den kosmiske stråling, hun selv har forsket i værn imod: “Strålingen er voldsom, og det er slet ikke nok beskyttelse med en lille inflatable. Og de drivhuse, de har designet, hvor man kan se grønne træer igennem… Der er i hvert fald nogle problemer der.“

“Jeg ville ønske, der var nogen lige så stærke mennesker med lige så stærk innovationstrang, der havde lyst til at gå den anden vej. Jeg tror, at sådan en som ham ville kunne løfte noget, hvis han besluttede sig for at lave flere bæredygtige tiltag til Jorden eller opfinde kernekraft uden det store faremoment. Altså hvis vi kunne lave det uden nedsmeltningsulempen, så kunne vi jo fandeme redde det hele i morgen.“

Så det er ikke nødvendigvis de private interesser, der er problemet, det er, hvad de private interessenter vil? 

“Det er jo penge det hele. Og dem der sidder med pengene, hvad de kigger på. Det er ikke, fordi jeg skal sidde og forherlige NASA, men når det er regeringspenge, så er der tit nogle formål, man tænker kan være til en større almen nytte. Når man kigger på, hvad vi fyrer af af brændstof på sådan en opsending, så er det jo helt horribelt. Så når vi sender raketter op, så skal der også være en virkelig god grund til det.“

Som ikke er at sende folk op til et luksushotel på Mars? 

“Haha, ja. Jeg er helt sikker på, at vi kunne udvikle en teknologi til at rense vores atmosfære for CO2 virkelig hurtigt, hvis vi havde pengene til det. Men det handler jo om fokus. Og lige nu er pengeinteresserne der ikke fra de private. Men når nøden er der, så skal man jo nok finde pengene.“

Hvordan får man Elon Musk til at forstå nøden? 

“Jeg tror, han har opgivet. Jeg tror ikke, han tror på at løse det her på Jorden. Eller også er der mere PR eller penge i det andet. Det er måske hans indre fantast, der får ham til at ville til Mars eller Månen. Men jeg synes sgu, det ville være meget mere cool, hvis han ville være med til at redde Jorden.“ /Asta Kongsted