'Ung som bly'. Rønnebæksholm.
Vi hvisker, min mor og jeg, mens vi bevæger os rundt mellem intime dagbogsagtige skildringer af hedeture på museet Rønnebæksholm. Et ældre par passerer os, og det er derfor, stemmerne sænker sig. En af os har været i overgangsalderen, den anden har ikke, men samtalen er ny og tilsyneladende privat for os begge. To højrøde løg hænger ned fra loftet.
Billedhugger Sophia Kalkau og digter og forfatterskolerektor Ursula Andkjær Olsen har med udstillingen ‘Ung som bly’ vendt vrangen ud på en række kropslige erfaringer, der normalt er forvist til lukkede kamre og ensomme erfaringsrum. Det første lange blik ned igennem udstillingen falder på en mørkerød endevæg og foran den, skulpturen ‘Uterus’. På afstand ligner den en gammeldags bombe, men ved nærmere inspektion er den et åbent og hemmeligt skatkammer.
Runde objekter og mørke, røde toner skaber et rillet indtryk af at træde ind i denne livmoder. En livmoder, der sidder i en foranderlig krop: “Fedtet hud, tunge muskler, lunger af sten, ansats til paranoia (især i går). Hedeture! (ikke i lungerne)“, står der malet med en håndskrift, der er nærværende i sin rystede uperfekthed.
De dagbogslignende optegnelser har følgeskab af mere ‘ordnede’ tekster, som titeldigtet ‘Ung som bly’: “kroppen indefra / hvor mørkt det er (for det første) / og cellerne / hvor hensynsløst tjenende et højere mål / (helhedens alter/helhedens slagtebord)“. Men det er de humoristiske meditationer over hudens talgproduktion og sindets upålidelige reaktion på hormonforandringerne, der sætter snakken i gang.
Jeg har inviteret min mor til Næstved (selvom hun ender med at køre bilen og købe cafékaffen), for jeg har ikke været i overgangsalderen, og jeg tænker på, om det er en erfaring, man skal have for at forstå ‘Ung som bly’. Det viser sig ikke at være tilfældet. Kalkaus på en og samme tid glatte og voluminøst larmende skulpturer åbner sig i takt med, at Andkjær Olsens tekster blotter kroppen og byder længere og længere ind i erfaringen. Det værker i leddene ved synet af de bemalede træskulpturer, hvis former mimer missiler, æg, brystvorter og/eller sexlegetøj.
Erfaringskløften
Jeg skammer mig lidt over at have frygtet ‘erfaringskløften’, som jeg nu vil kalde den: Forestillingen om at man kun kan relatere til det, man kender. Den ses fx blandt mænd, som, i højere grad end omvendt, går i en bue udenom film, der har kvinder i hovedrollen. Måske fordi de ikke tror, de vil kunne forstå kunsten. Måske fordi kvindelighed i sine forskellige afskygninger har været forbundet med en kropslighed, som er (for) intim.
Selv blandt kvinder er overgangsalderen en periode, mange forsøger at holde ud i strakt arm. “Jeg mærkede den nærmest ikke,“ siger moren. Aldring er skrøbelig, og den markerer et slags ingenmandsland i forhold til de roller, kvinder har været tildelt. Filosoffen Hannah Arendt skrev om ‘det politiske’, at det foregik i offentligheden. At man groft sagt blot skulle gå ud ad sin hoveddør, så var man et politisk væsen. En del af 1970’ernes feminisme handlede bl.a. om at træde væk fra den antagelse og indkredse hjemmet som en politisk arena. Pludselig var der to roller til kvinderne. Den unge, karriereorienterede amazone, som skulle smadre glaslofter. Og den stærke moder, som gjorde hjemmet til en kampplads med omsorg som sit våben. To roller som på en måde stadig levede op til det gamle madonna/whore-syndrom, der dikterer, at kvindens krop enten skal være helt synlig eller helt gemt væk. De roller efterlader nogle hulrum; pladserne til dem, der hverken kan eller vil føde eller smadre. Eller som har gjort begge dele og er på vej ind i en mindre klart defineret fase.
I udstillingens sorte rum taler vi om overgangsalderen, som min mor (med hang til overdrivelse) først påstår at have fået overstået på noget nær et døgn. Som teksterne på væggene åbner sig, kryber minderne frem. Om søvnløse nætter, overreaktioner overfor datteren (det er derfor, jeg tager imod kaffen uden dårlig samvittighed), en enkelt tudetur over ikke længere at kunne få børn – selvom det sgu da ikke var planen! Overgangen var ikke slem, men den var der. Vi taler om, at hun ikke rigtig har delt oplevelsen med nogen og om indtrykket af, at de fleste af hendes veninder tilsyneladende “også“ har sprunget fasen over.
Måske er det derfor, Rønnebæksholm næsten er tom denne lørdag. Rummene åbner sig i en kropslig skønhed, men det er en skønhed, vi ikke er vant til at ville se: Kroppene som foranderlige, vidt åbne med sved og puds i porrerne. Flade bryster, tørre slimhinder. Måske er det derfor, jeg går og hvisker – selvom ‘Ung som bly’ har vendt vrangen ud på kroppen, så jeg ikke behøver sænke stemmen. Har man selv en lille erfaringskløft i sig, er udstillingen en påmindelse om, at kroppen først og fremmest er menneskelig, og at det er forandring også. /Asta Kongsted