Foto: Scanpix
Den animerede dokumentarfilm Flugt af instruktøren Jonas Poher Rasmussen er simpelthen så god. Det var helt rigtigt set, da Det Danske Filminstituts Oscar-komité indstillede den som Danmarks forslag til kategorien Bedste Internationale Film, og det tjener virkelig til The Academy of Motion Picture Arts and Sciences’ 7.000 medlemmers ære, at de har valgt at stemme Flugt videre som en af blot fem nominerede til selve prisen.
Som spillefilm er Flugt helt sin egen. Historien er på den ene side lige ud ad landevejen, og på den anden side må den have været et temmelig komplekst puslespil at få til at gå op som fortælling, fordi den indeholder så mange lag. Kort fortalt: Amin Nawabi (pseudonym) har været instruktørens gode ven siden teenageårene. Han er veluddannet akademiker, homoseksuel og flygtning. Sin fortid har han dog aldrig talt om. Da instruktøren foreslår Amin at lave en dokumentar om ham, er der den udfordring, at han ikke ønsker at afsløre sin identitet. Løsningen er animation, som viser sig at fungere godt med spring frem og tilbage i tiden, mens man hører Amins stemme rekapitulere barndommens udviskede landskaber og den traumatiske flugt via Moskva og over Østersøen.
Jonas Poher Rasmussen sagde forleden i et interview i en britisk avis, at han håber, at Flugt kan være med til at give verdens flygtninge et menneskeligt ansigt. “Da Amin ankom til Danmark, var retorikken omkring flygtninge ikke så grim. I løbet af de seneste 20 år der den blevet mere og mere giftig. Jeg vil have, at filmen viser, at det at være flygtning ikke er en identitet – det er omstændigheder, der kan ske for alle.“
Ingen moralsk kerne
Flugt er en bittersød fortælling, som heldigvis ender lykkeligt for Amin. Hvis det var i dag, at skæbnen havde sendt ham mod de danske grænser som humanitær flygtning og asylansøger, ville hans fremtidsudsigter være dystre. Som bekendt har Danmark Europas mest højreorienterede socialdemokratiske regering, når det gælder udlændingeområdet. Derfor klingede det ekstremt hult, da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag hyldede Flugts Oscar-nominering på sin Instagram-profil med ordene: “Endnu engang er dansk film i verdensklasse! Stort tillykke til Jonas Poher Rasmussen og hele holdet bag filmen Flugt, der er nomineret til tre Oscars. Det er historisk flot. I alt har dansk film fået fem nomineringer. Stort tillykke til alle de nominerede. Det er imponerende. Og viser, hvorfor det er vigtigt med dansk kunst og kultur. Både for os selv. Men også for resten af verden.“
Næ, hvad der er imponerende her er, at Frederiksen formår at rose nomineringen uden at nævne filmens indholdet med et ord. Måske er der ikke noget at sige til det. I dansk sammenhæng er temaet om flugt og håb om overlevelse nærmest antisocialdemokratisk, selv om regeringen snakker meget om “socialdemokratiske værdier“.
Flere i opslagets kommentarspor kalder det da også, hvad det er: Rendyrket hykleri. “Wow queen af hykleri,“ skriver sangerinden Coco O. fx. “Håber du snart ser filmen.“ Den prisbelønnede forfatter og menneskerettighedsaktivist Anne Lise Marstrand-Jørgensen går lidt længere og benævner opslaget ugens mest skamløse: “Du vil sende mennesker tilbage til Syrien. Du lader med fuldt overlæg mennesker leve i dyb uvished og angst, du skiller familier ad. Du sender gamle syriske mennesker i udrejsecentre. Du tvinger unge flygtninge til at afbryde deres uddannelser og fratager dem ophold. Og så dette opslag! Lad mig citere Kirsten Thorup fra hendes takketale, da hun modtog Nordisk Råds litteraturpris i 2017 (erstat litteratur med kunst. Og spørg dig selv, hvor du står): ‘Litteraturen befinder sig lige ude på den anden side af murene, ude i kulden og sneen, i katastrofelandskaberne, ruinerne, i blæsten gennem gaderne, hjemløsheden, i smerten og sorgen, og i ekstasen og kærlighedsvanviddet, i menneskevrimlen og i de ulykkelige og lykkelige, i mørket og i lyset befinder lyset sig’.“
Hvis den pludselig meget kulturelle Mette Frederiksen overhovedet har set Flugt, har den næppe gjort indtryk. Og hvis den har, må man bare konstatere, at Danmark har en statsminister uden nogen moralsk kerne. Sikke et politisk eftermæle at sætte sig. /Oliver Stilling