Kære læser

Kaos, diplomati og syv retter mad

0:00 / 0:00

Mandag skrev vi på denne plads, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron med sit diplomatiske soloridt i Moskva senere samme dag muligvis ville kunne bringe verden nærmere en afslutning på den højspændte militære situation ved Ukraines grænser. Vi brugte vist endda udtrykket “lavthængende frugter“. Det var nok lige lovlig kækt. Måske var vi blevet grebet af en eller anden stemning og havde oparbejdet lidt for stor tiltro til Macrons evner.

Det, der står tilbage af hans samtale med præsident Vladimir Putin, er billederne af de to i Kreml-paladset siddende i hver sin ende af et utroligt langt og helt ufatteligt grimt hvidt bord i et højloftet lokale med enorme vinduer og tilhørende røvballegardiner med ubestemmelige stofvedhæng monteret i toppen. På videoen derfra ser man Macron tale nonstop, mens Putin sidder og kigger på ham med et tomt blik. På menuen var der syv retter mad og to flasker vin (en påfaldende billig hvid og en dyr rød). Ved et pressemøde senere sagde Putin, at Macron nærmest havde “tortureret“ ham ved at snakke løs i næsten seks timer. Det blev i hvert fald ikke til nogen “historisk løsning“, som Macron havde håbet på.

I løbet af ugen har både USA, Storbritannien og Tyskland forsøgt sig med lignende diplomati, men det hele har fejlet. På et pressemøde torsdag beskrev Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov sin to timer lange samtale med den britiske modpart Liz Truss, som når stumme taler med døve: “Vi lader til at lytte, men vi hører ingenting. Vores detaljerede forklaringer lander på uforberedt område,“ sagde han med henvisning til Truss’ manglende erfaring (hun har været udenrigsminister siden september, han har haft jobbet i 18 år).

Ifølge The Guardian rodede Liz Truss muligvis en smule rundt i russisk/ukrainske geografi, hvilket – hvis det vitterligt var tilfældet – var uheldigt, eftersom hun tidligere har forvekslet Østersøen og Sortehavet [The Baltic Sea og The Black Sea, red.]. “Fru Truss, Deres viden om historie er intet ved siden af Deres viden om geografi,“ sagde det russiske udenrigsministeriums talsperson Maria Zakharova til hende og fortsatte ret groft: “Hvis nogen har brug for at blive reddet fra noget, så er det verden – fra britiske politikeres stupiditet og uvidenhed.“

Cirka samtidig meldtes det fra Berlin, at Ukraines og Ruslands respektive diplomatiske udsendinge – ikke overraskende – ikke var nået til nogen form for enighed efter en hel dags bestræbelser. Og oven i det hele indledte Rusland og Belarus torsdag en ti dage lang militærøvelse med 30.000 russiske soldater og næsten hele Belarus’ hær, mens USA’s præsident, Joe Biden, i et interview med tv-stationen NBC opfordrede alle amerikanere til at forlade Ukraine straks, idet “things could go crazy quickly“, som han formulerede det. I begyndelsen af februar stoppede Det Hvide Hus ellers med at kalde truslen fra Rusland “nært forestående“, efter at Ukraine kritiserede USA og europæiske lande for at skabe en “panik“, der kunne destabilisere den ukrainske økonomi.

Så lige nu virker det hele ærligt talt ret kaotisk. Derfor kan man ikke ligefrem kalde timingen perfekt, da Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde torsdag med udtryk som “nybrud“ og opgør med “mange årtiers ikke-stationeringspolitik“ fremlagde regeringens nye planer om at lade amerikanske soldater og materiel stationere på dansk jord – med henvisning til at Norge sidste år fik en lignende aftale med USA. Som Leila Stockmarr, der er folketingskandidat for Enhedslisten, efterfølgende sagde i Debatten på DR2, så er det ikke oprustning, der er brug for, men nedrustning. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12