Nyhedsanalysen
[fw mandag]
Mandag gik døren op, og ind trådte Oliver Stilling med en bekendtgørelse om, at Frankrigs præsident Macron var manden, der skulle redde os fra mørkets fyrste i Kreml. Oliver må ha’ drukket af den billige hvidvin, der eftersigende blev serveret ved det åndssvagt lange forhandlingsbord, for det viste sig hurtigt, at det var Macron ikke. Altså manden.
På analysepladsen debuterede vores universitetspraktikant, Jon Kvist Sommer. Her skrev han om den oversete situation, der er ved at spidse til i Bosnien. Ungdommen er i gang med at tage benene på nakken, mens en ny krig muligvis er under opsejling. Det hele lyder lidt trøstesløst: “I bosnisk folkevisdom hedder det, at selv de udsultede katte og hunde, der boede på gaderne under krigens hærgen, ikke ville spise det kød, der var i dåserne. Og at der blandt rationerne var rester fra Vietnamkrigen med overskredet udløbsdato på 20 år.“