Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Schweiz har en århundredlang, rig og – tør man sige? – stolt tradition for bankvirksomhed og med til den hører en kundefortrolighed, som vel nærmest er på niveau med den øh tillidskultur, man kender fra den katolske kirkes skriftestol. Gennem årene må der være blevet vekslet mange indforståede blikke i den schweiziske bankverden. Forskellen er, at i den schweiziske bankverden bliver tingene ikke sagt højt. Kundens passiver og aktiver virker måske temmelig dubiøse, men den stolte bankmand kvier sig ved at spørge alt for meget ind til deres tilvejebringelse. Diskretion, diskretion, diskretion.
I 1934 indførte Schweiz en banklov, som indeholdt et punkt, Artikel 47, der specificerede den særlige schweiziske bankdiskretion. Bankloven har gjort det svært for schweiziske medier at lave journalistik om finansiel kriminalitet i landet. Alene det at være i besiddelse af andres private bankoplysninger kan føre til, at der bliver rejst tiltale mod en.
Af samme grund er ikke et eneste schweizisk medie repræsenteret blandt de næsten 50 internationale medier, som i disse dage publicerer historier i forbindelse med Suisse Secrets, det seneste skud på stammen af lækkede fortrolige bankdokumenter. Den schweiziske avis Tamedia blev tilbudt at være med, men valgte at takke nej.
Man fornemmer i det hele taget en stor forsigtighed fra de 48 mediers side. “Det er ikke ulovligt at have en konto i en schweizisk bank,“ er fx en sætning, som går igen og igen i forskellige inkarnationer. Men som det østeuropæiske journalistiske efterforskningskonsortium OCCRP (Organized Crime and Corruption Reporting Project) formulerer det, så er det “meningen, at banker skal undgå kunder, som har tjent deres penge ulovligt eller været involveret i forbrydelser – og journalister har identificeret dusinvis af korrupte regeringsembedsmænd, kriminelle og påståede krænkere af menneskerettighederne blandt Credit Suisses kontohavere“.
Suisse Secrets-projektet, som lægger sig i halen på de størrelsesmæssigt mere spektakulære Panama-papirerne (2016), Paradis-papirerne (2017) og Pandora-papirerne (2021), er baseret på 18.000 dokumenter fra den schweiziske storbank Credit Suisse, som en anonym person eller gruppe lækkede til Süddeutsche Zeitung for lidt over et år siden. Ingen kender vedkommendes identitet, men i en vedlagt erklæring om sine motiver skrev personen, at de den schweiziske bankindustris hemmelighedskræmmeri er “amoralsk“, og at bankloven blot er “et figenblad“ for bankernes “skamfulde“ medvirken til skatteunddragelse.
The usual suspects
Og hvad er der så i fangsten? De 18.000 dokumenter har relation til 30.000 kontohavere – blot en brøkdel af de Credit Suisses 1,5 mio. private kunder, og som The Guardian skriver, er der bankoplysninger om “en menneskesmugler i på Filippinerne, en børschef i Hongkong, som sidder fængslet for bestikkelse, en milliardær, som beordrede sin libanesiske popstjernekæreste myrdet og chefer, som plyndrede Venezuelas statslige olieselskab, såvel som korrupte politikere fra Egypten til Ukraine.“
Med andre ord indeholder de lækkede dokumenter lige præcis, hvad man kunne forvente. De lande, som er stærkest repræsenteret, er Venezuela, Egypten, Ukraine og Thailand, hvor de politiske og økonomiske eliter kæmper en brav kamp for at hemmeligholde finanser, som de har tilranet sig gennem årene.
Flere medier skriver, at lækket ikke kunne komme på et værre tidspunkt for Credit Suisse, bl.a fordi banken tidligere i februar som den første bank i Schweiz’ historie er blevet sigtet for at have bidraget til, at den bulgarske mafia kunne hvidvaske penge – hvilket banken har afvist blankt. Den forholder sig på samme måde til Suisse Secrets-lækket: “De sager, som bliver præsenteret, er hovedsageligt historiske, i visse tilfælde går de helt tilbage til 1940’erne, og beskrivelserne af disse sager er baseret på løse, upræcise eller selektive oplysninger, som er taget ud af sammenhæng,“ lyder det fra banken i et skriftligt svar.
Der er et eller andet ved bankdrift, som tiltrækker folk, der går lige til lovgivningens grænser. Se på sagerne i Danske Bank eller Nordea. Og tænk så på hvilke typer schweizisk bankvirksomhed må lokke til sig. Man kan stille sig tvivlende overfor, om der på sigt kommer andet end nogle forblommede hensigtserklæringer om rent trav ud af det her. Hovedreglen er dog, at når folk skynder sig at sige, at der “intet er at komme efter her“, så er det nok det modsatte, der er tilfældet. /Oliver Stilling