Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ruslands invasion i Ukraine har straks sat en dominoeffekt af vidtrækkende omvæltninger i gang i dansk politik. Den utilregnelige aggression sender således chokbølger gennem Christiansborg og har fået både statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til at ændre deres prioriteter, ikke mindst i den økonomiske politik. Danmark står over for en massiv oprustning.
Begge partiledere vil forsøge at skifte fokus med overbevisning: Mens Socialdemokratiets formand kan håbe på en fornyet ‘rally-around-the-flag’-effekt, er en øget militær oprustning mod øst potentielt også en kraftfuld dagsorden for Ellemann-Jensen.
I første omgang har statsminister Mette Frederiksen annonceret, at Danmark straks vil sende to F-16-fly til Polen og i næste uge forøge det danske bidrag til Nato’s fremskudte tilstedeværelse i Estland med yderligere 200 soldater. Derudover er en mobiliseringsklar bataljon på godt 800 mand samlet på kasernen i Slagelse.
Statsministeren genopfører på sin vis fortællingen fra den første bølge af coronapandemien, hvor de udefrakommende trusler også blev beskrevet som farlige og uforudsigelige. Denne gang har hun dog undladt at sige, at der vil begået fejl. Tværtimod forsøger Mette Frederiksen at betone, at Danmark med hende som statsminister står robust og tæt allieret med USA.
“I dag er en mørk dag for freden i verden,“ sagde statsminister på et pressemøde i går: “Det, vi ser, er et militært angreb på en fredelig, på en fri og suveræn nation. Det har ikke nogen plads i Europa, og det har ikke nogen plads i vores tid.“
Efter to årtier, hvor forsvarsudgifterne først blev skåret rutinemæssigt ned og i de seneste forlig kun hævet på skrømt, har den sprængfarlige udvikling i Ukraine øjeblikkeligt gjort det til en bunden opgave at indfri det løfte, som daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt gav i 2014 på Nato-topmødet i Wales. Sådan reagerer de store partier i hvert fald: Invasionen er blevet startskuddet til en massivt våbenkapløb i de kommende år.
Oprustningen begynder nu. Tilbage i 2014 lovede Danmark ganske vist kun at ville “arbejde henimod“, at forsvarsbudgettet en dag ville komme til at udgøre to procent af bruttonationalproduktet. Men dagen er oprunden.
Fra det aktuelle niveau på 34,2 mia. kr., som blev brugt i 2021 – eller hvad der svarer til 1,43 pct. af det danske bruttonationalprodukt – er de store partier i fuld færd med at forpligte hinanden på at ville bruge op mod 15 mia. kr. yderligere, hvert år vel at mærke.
I dag er der ingen, der så meget som kunne finde på at grine af det gamle forslag fra Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup, som tilbage i 1970’erne foreslog, at Danmark helt skulle erstatte forsvaret med en telefonsvarer, der på russisk sagde: “Vi overgiver os.“ I dag er spørgsmålet efterhånden kun, hvor hurtigt Danmark skal kunne mønstre et slagkraftigt militær, som kan sikre såvel territorialt forsvar af danske land- og havområder som effektivt understøtte Nato’s afskrækkelseseffekt mod øst. Og udgangspunktet er ifølge militæranalytikere påfaldende svagt.
Den nye undtagelsestilstand kan endnu engang skabe en ‘statsminister-effekt’ og måske ligefrem genskabe den pondus, som Mette Frederiksen har mistet siden coronakrisens afslutning. For en sjælden gangs skyld står Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen imidlertid også stærkt.
Som kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina i 1999 og ikke mindst som søn af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som særligt profilerede sig på de tre baltiske landes uafhængighed efter Sovjetunionens kollaps, står Venstres formand med en hjertesag, som han virker oprigtigt optaget af.
Strategisk rummer et betydeligt øget forsvarsbudget samtidig den fordel for Venstre, at det alt andet lige vil blive vanskeligere for S-regeringen at finde midler til at finansiere nye velfærdsløfter i den kommende valgkamp.
Toprocentsmålet er det nye pejlemærke på Christiansborg. Glem for et øjeblik klima, sundhed og uddannelse, for i de kommende måneder vil et bredt flertal i Folketinget snarere fokusere kræfterne på forhandlingerne om, hvornår og hvordan Danmark kan realisere målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret.
Som altid i dansk politik er det imidlertid de udlændingepolitiske dynamikker, der fremkalder de største lidenskaber. Men også her er opbruddet opsigtsvækkende og vil kunne skabe overraskende forskydninger i det hjemlige politiske landskab. For pludselig omfavnes flygtninge.
Stik modsat den afvisende og ekskluderende attitude, der har præget dansk flygtningepolitik siden i hvert fald statsminister Anders Fogh Rasmussens epoke, er de aktuelle holdninger til håndteringen af den sandsynlige flygtningestrøm fra Ukraine fundamentalt ændret på Christiansborg:
“Først og fremmest skal vi hjælpe de mennesker, der flygter fra Ukraine, som lige nu bliver invaderet og ødelagt, og hvor menneskers liv og tilværelse bliver ødelagt og revet fra hinanden, og vores opgave er at hjælpe der, hvor der er brug for det,“ lyder det fra Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.
I en pudsig sideforskydning bruger de borgerlige partier ligefrem den forestående flygtningekrise til at angribe Socialdemokratiets forslag om at ville oprette modtagecentre i Afrika. Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede understreger, at de ukrainske krigsflygtninge, der måtte søger asyl i Danmark, “aldrig nogensinde“ skal kunne sendes videre til f.eks. Rwanda.
Officielt rummer S-regeringens forslag ingen undtagelser. Men udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) slår dog fast, at det ikke indgår i “regeringens overvejelser, at ukrainske flygtninge skal hjælpes uden for Europa“.
Tankevækkende nok har krigen i Ukraine altså bragt Socialdemokratiet i defensiven på et ellers så centralt område som asylpolitikken, men muligvis også i velfærdspolitikken, da omkostningerne til en historisk oprustning vil ændre dynamikkerne i dansk politik. Hvis sidste valg var et ‘klimavalg’, vil næste folketingsvalg snarere blive militærgrønt. /Lars Trier Mogensen