Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix
Da den russiske kejser Peter den Store grundlagde Skt. Petersborg, ønskede han sig en pompøs og enestående by, ulig alt andet i Rusland: En samling af europæiske udtryk – kanaler som i Venedig og byhuse som i England. “Vinduet til Vesten“ blev byen kaldt. Det er 319 år siden. I disse dage emmer byen knap så meget af optimisme og fredelige kulturmøder.
Massive protester er brudt ud i byen, ligesom de er det i resten af Rusland. Mindst 1.700 demonstranter er blevet arresteret under protester mod Vladimir Putins invasion af Ukraine, og deres tilstedeværelse fortæller en anden historie, end den Putin har forsøgt at implementere.
Da Putin erklærede krig mod Ukraine, var det med den mærkværdige besked om, at han i fredens navn vil “afnazificere“ nabolandet. Fortællingen om et nazistisk og fascistisk Ukraine er fjernt for den europæiske offentlighed, men i Rusland er fortællingen blevet fodret til store dele af befolkningen gennem medierne.
Det er bl.a. via det statsfinansierede medie Russia Today (RT), at Putin lader sine fortællinger sive ud til befolkningen. Men det er ikke kun inden for nationens rammer, at Russia Today slår sine folder.
Med lige knap fem mio. følgere på YouTube, er RT en af de største nyhedskanaler på det verdensomspændende sociale medie. Og intet skiller sig umiddelbart ud ved propagandakanalens YouTube-side. RT er uhyre dygtige til at fremstå afmålte, objektive og troværdige. Falske historier om Ukraines drab af civile bliver præsenteret side om side med livestreams fra Nato’s pressemøder. Ulig den sovjetiske “agitationspropaganda“ – agitprop – som i midten af 1900-tallet var domineret af heftig symbolisme og stolte arbejderfigurer i alskens røde farver, er RT nærmest underspillet:
Foran et verdenskort, der emmer af klasseværelse og autoritet, står en velfriseret, troværdighedsindgydende general. Han fortæller roligt og afmålt, at Ukraines bevæbnede styrker fortsætter sine beskydninger af byerne i Donbas. De er ansvarlige for ofre i civilbefolkningen: “Jeg vil understrege, at de russiske bevæbnede styrker ikke angriber Ukraines byer. De truer ikke civilbefolkningen,“ siger Igor Konashenkov. Han er det russiske forsvarsministeriums talsperson, og Rusland ser sig nødsaget til at reagere, må vi forstå.
Desværre kan intet sandhedsserum få løgnere til at tale sandt. Og det er givetvis heller ikke så enkelt, som en rendyrket krig mellem løgn og sandhed. Nej, virkeligheden må findes et sted mellem sandheden og løgnen, i fortællingerne. Det er gennem vores kulturelle fortællinger, at vi kuraterer verden og forstår vores plads i den. Det er heller ingen nyhed, at den russiske fortælling er anerledes end den europæiske. Men når forholdene krystalliseres, og konturerne synliggør sig, som de gør i disse dage, så vækker det alligevel spørgsmålet om techgiganternes ansvar for den sandfærdige samtale til live igen.
I dag har den russiske myndighed for presse og telekommunikation truet med bøder til alle, der bringer noget som helst andet end den russiske regerings “version af sandheden“. “Tvangspropaganda“, kan man kalde det med en uhyggelig ordsammensætning.
Til DR har Google og Facebook meddelt, at “de følger situationen nøje, men henviser så til deres generelle retningslinjer for fjernelse af falske nyheder“. YouTube (som er ejet af Google) har det erklærede mål at bekæmpe misinformation. Deres politik forbyder bl.a. “indhold der benægter, at veldokumenterede, væsentlige, voldelige begivenheder har fundet sted“. Man må spørge sig selv, hvor Putins propaganda passer ind i den politik. Med over to milliarder brugere, kan YouTubes indflydelse på den demokratiske offentlighed ikke undervurderes.
Twitter besvarede ikke DR’s henvendelse, men også her er Russia Today til stede. Twitter markerede sig ellers sidste år, da det sociale medie blokerede USA’s tidligere præsident Donald Trump for netop at sprede misinformation. Om der også nu er vilje til handling, kan man kun håbe. Men nok engang venter en diskussion altså om de sociale platforme, som stadig er et ureguleret terra incognita i den demokratiske samtale.
Det er sjældent en gangbar løsning blot at fjerne konfliktende synspunkter og lukke munden på oppositionen – det er jo netop russiske metoder. Men mediernes ansvar for deres algoritmers udbredelse af misinformation skal ikke undervurderes. De sociale medier har stadig potentialet til at blive vores vinduer mellem verdensdele; til at illustrere, hvordan russiske demonstranters fortællinger ligger langt fra statens. Det nysgerrige kulturmøde, Peter den Store forestillede sig med grundlæggelsen af Skt. Petersborg, er for så vidt stadig muligt. Men medierne må påtage sig det ansvar, en sådan drøm kræver. /Jon Kvist Sommer