[fw mandag]

Sjældent har en uge haft et så klokkeklart før og efter som denne. Det er næsten ikke til at fatte, at da den blev skudt i gang, levede vi stadig i et Europa, hvor en krig syntes ret usandsynlig. Derfor lagde Oliver Stilling ud med at se nærmere på Schweiz’ århundredelange og (ubegrundede) stolte tradition for ‘kundefortrolighed’, “som vel nærmest er på niveau med den øh tillidskultur, man kender fra den katolske kirkes skriftestol“. Et storstilet læk af dokumenter fra Credit Suisse viser nemlig, at den amoralske skatteunddragelsesvirksomhed, de schweiziske bankinstitutter ernærer sig ved, lever i bedste velgående. Bankerne danser på en grænse mellem diskretion og svineri, der er så hårfin, at man må spørge sig selv om den findes.

Mandag skrev Jon Kvist Sommer også om det forestående ungarske valg. Her har en spektakulært sammensat opposition igennem de senere år kæmpet for at samle sig under et fælles banner, der har som sin eneste overskrift at få væltet landets nuværende leder, Viktor Orbán. Oppositionen, som huser alle fra den yderste højrefløj til EU-entusiastiske radikale, har samlet sig om den katolske far til syv, Péter Márki-Zay. Til april vil det vise sig, om han kan trække valgsejren hjem til den brogede alliance.