Geert Vanden Wijngaert/AFP/Ritzau Scanpix
Nok havde EU og USA lovet, at Rusland hurtigt ville blive ramt af hårde, økonomiske sanktioner, men helt “Swift“ var man så alligevel ikke. Da EU fredag morgen skulle stille Vladimir Putin til ansvar med en række nye kontante tiltag, stod det i hvert fald klart, at lande som Tyskland, Frankrig og Italien havde holdt på håndbremsen.
Trods et ønske fra flere andre medlemslande om at udelukke Rusland fra betalingsnetværket Swift (the Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication), kunne man ikke blive enige om at trykke på sanktionsknappen. En bandlysning fra Swift vil ellers gøre det så godt som umuligt for banker i Rusland at sende penge ind og ud af landet – og forhåbentligt ramme både Vladimir Putin og den russiske økonomi hårdt.
Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, var i chok over tilbageholdenheden. “Jeg kan ikke være diplomatisk omkring det her. Enhver, som nu tvivler på om Rusland skal bandlyses fra Swift, bliver nødt til at forstå, at blodet fra uskyldige ukrainske mænd, kvinder og børn også vil være på deres hænder,“ skrev ministeren på Twitter. I første omgang lød begrundelsen fra Tysklands kansler Olaf Scholz, at man bør gemme Swift-manøvren til “en situation, hvor det også er nødvendigt at gøre andre ting“.
Ét forsigtigt skridt ad gangen, må man forstå. Men som Politico tørt kommenterer: “Det var uklart, hvad udløseren for yderligere sanktioner overhovedet vil være, taget i betragtning, at EU’s egen udenrigspolitiske chef allerede har kaldt invasionen ‘en af de mørkeste timer for Europa siden 2. verdenskrig’.“ Hvis ikke det er nu, vi rammer Putin med de hårdest tænkelige sanktioner, hvornår så?
Da USA’s præsident Joe Biden torsdag aften annoncerede de amerikanske sanktioner, lod det i første omgang til, at man her ville skride anderledes hårdt til værks. Biden lagde ikke fingre imellem, da han berettede om de tunge økonomiske slag, Putin nu ville blive pådraget. I den efterfølgende pressemeddelelse kunne man bl.a. læse, at USA vil sanktionere Sberbank, Ruslands største bank, ligesom også den statsejede bank VTB vil få kærligheden at føle. Direkte spurgt af en journalist, hvorfor USA ikke talte om Swift-udelukkelse, understregede præsidenten, at det var europæerne, der holdt igen. Beskeden var ikke til at tage fejl af: USA tager sin rolle som verdens vagthund alvorligt.
… Og så alligevel. Som den britiske økonomihistoriker Adam Tooze snart fik pointeret, er også de amerikanske sanktioner blevet udstyret med en enorm kattelem: Tiltagene gælder nemlig ikke for transaktioner, der er relaterede til de russiske energiforsyninger. Så længe pengene først løber gennem en ikke-sanktioneret, ikke-amerikansk bank, kan de fortsat glide frit. Eller sagt lidt mere polemisk: “Det her er sanktioner, der er designet til ikke at sanktionere […] Amerika har introduceret omfattende sanktioner mod alle de store russiske banker, men blokerer ikke de vigtigste transaktioner, som potentielt kunne føre til alvorlige omkostninger for både Rusland og USA’s vigtigste europæiske allierede.“
Der har vi desværre humlen: De tiltag, som reelt vil kunne ryste Rusland, tør USA og EU ikke tage i brug. Den russiske gas, som Europa er så afhængig af – bl.a. som følge af den forhalede grønne omstilling – forbliver det paradoksale knudepunkt. Af frygt for at ramme egne økonomier, industrier og investeringsbanker, holder man fortsat igen. Den energieksport, som om noget har været med til at finansiere den russiske krigsmaskine, kan Rusland fortsat tjene penge på, sanktionerne til trods. Den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, opsummerede absurditeterne på fredagens EU-topmøde: “Som EU køber vi masser af russisk gas, masser af russisk olie. Og præsident Putin tager pengene fra os, fra europæerne. Og han forvandler dem til aggression, invasion.“
I kampen mod Vladimir Putins autoritære regime er økonomiske sanktioner måske ikke det supervåben, mange havde håbet på. Men det mindste USA og EU nu kan gøre, er at indføre en sanktionspakke, der rent faktisk sanktionerer – om det så skal gå udover den hjemlige profit. Ifølge Red Barnet risikerer op mod 7,5 mio. ukrainske børn at blive udsat for fysisk skade, traumer og at blive drevet på flugt som følge af krigen; dens rædsler og menneskelige omkostninger er og bliver uoverskuelige. For slet ikke at tale om de tragiske følgevirkninger – herunder fødevaremangel –som krigen også kan udløse.
“Flag på Facebook kan ikke stoppe kugler eller bringe børn tilbage, som er blevet dræbt,“ skriver det bulgarske medie Fakti.bg. Det kan sanktioner heller ikke her og nu; den afskrækkende effekt er desværre mere langsigtet. Men sanktionerne er i øjeblikket det bedste middel, vi har, hvis ikke situationen skal eskalere yderligere. Derfor må frygten for stigende oliepriser heller ikke være det, der forhindrer sanktionerne i at blive reelt skræmmende for Putin. En øm pengepung kan ikke sammenlignes med menneskeliv. Det er nu, EU og USA skal vise, hvad vores såkaldt “vestlige“ værdier overhovedet er værd. /David Dragsted