Kære læser

Omvendtslev

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Alting går meget hurtigt i de her dage. For lidt over en uge siden var situationen nogenlunde ‘normal’, og nu… ja, du ved jo selv, hvad der er sket. Vladimir Putins “militære operation“ (hans ord) i Ukraine har skabt dønninger, der får det til at skvulpe de mest overraskende steder. På få dage er alt muligt vendt på hovedet – det er det rene Omvendtslev. På godt og ondt, naturligvis.

På forsiden af dagens udgave af Politiken finder man fx en leder med en meget overraskende overskrift. “Bravo, hr. kansler“ står der minsandten. Formuleringen må have fået det til at gibbe i de af det kulturradikale dagblads gamle abonnenter, som stadig husker Tyskland i 1930’erne og “de forbandede år“, som var det i går. For at det ikke skal være løgn er lederen signeret ss. Du altforbarmende!

Okay, teksten er naturligvis ikke en lobhudling af den kansler, men af Olaf Scholz, Tysklands nuværende, socialdemokratiske statschef, der gentagne gange siden sin tiltrædelse for tre måneder siden er blevet klandret for at være den fysiske manifestation af en vag og usynlig politisk leder.

Men søndag holdt han så en 30 minutter lang tale i Bundestag, Tysklands parlament, hvor han gjorde op med årtiers tysk neutralitetspolitik og pladask annoncerede, at regeringen vil afsætte 100 mia. euro på budgettet for 2022 til en modernisering af landets militær. “Præsident Putin har skabt en ny virkelighed med sin invasion af Ukraine. Denne nye virkelighede kræver et klart svar,“ sagde Scholz. “Det har vi givet.“

Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock, som er fra partiet De Grønne, har tidligere plæderet for, at hvis Tyskland sender våben til Ukraine, så vil det blot føre mere død og ødelæggelse med sig. Men nu er hun på linje med sin chef: “Hvis vores verden er anderledes, så må vores politik også være anderledes,“ udtaler hun.

Herhjemme har Folketingets mest venstreorienterede parti, Enhedslisten, stået med lignende kvababbelser, men de går altså nu ind for, at Danmark skal støtte ukrainernes frihedskamp med våben. Det har et flertal i hovedbestyrelsen stemt for. Som Enhedslistens chefstrateg Pelle Dragsted skriver på Facebook: “[N]ogle gange bliver man påtvunget en krig. Det er den ukrainske befolkning blevet. De er blevet angrebet af en imperialistisk stormagt, som invaderer deres land for at afsætte deres legitimt valgte regering og gøre en ende på dem som selvstændigt land. Og i sådan en situation er modstandskamp legitim.“

Og således skulle der nu være 2.700 danske skulderbårne panserværnsraketter af typen M72 EC LAW (Enhanced Capability Light Antitank Weapon) på vej til Ukraine. I en artikel på DR’s hjemmeside fortæller mediets forsvarsanalytiker, at raketten “lader til at være ret intuitiv at bruge“, og at det bare kræver et lynkursus på fem minutter.

Opbakning til ukrainerne

Det er opløftende at se den store folkelige opbakning, som den ukrainske frihedskamp har fået rundt om i verden – heriblandt i Rusland. Det er Putins angrebskrig, ikke den almindelige russers. Siden Putin indledte invasionen tidligt torsdag morgen, er mere end 5.200 demonstranter blevet anholdt rundt om i russiske byer. Alene søndag blev der ifølge den uafhængige russiske menneskerettighedsorganisation OVD-Info arresteret 2.114 personer under demonstrationerne.

Herhjemme var flere tusinde mennesker samlet foran Ruslands ambassade på Østerbro i København. Ambassaden ligger i Kristianiagade, som siden invasionen er blevet foreslået omdøbt til Ukrainegade. Og pludselig holdt statsminister Mette Frederiksen (S) en tale, og alt, hvad hun sagde, lød som det modsatte af, hvad hun ellers har stået for, siden hun indtog regeringsmagten for tre år siden.

Ifølge talen, som ikke var mere impulsiv, end at den ligger tilgængelig på Statsministeriets hjemmeside, takkede hun “hele“ Danmark. “Jeg kan mærke vores stærke sammenhold,“ sagde hun. Og så forsøgte hun – som en dygtig ejendomsmægler, der skal sælge en dyr lejlighed – at få folk til at visualisere oplevelsen: “Forstil jer dette: Den ene dag lever man i frihed. Den næste dag sidder man sammenklemt og bange i et beskyttelsesrum. Sådan er det i Ukraine. Vi har alle set de forfærdelige billeder. Boligblokke under beskydning. En udbrændt lejlighed. Kampvogne i Kyjivs gader. Skræmte børn. Familier på flugt. Bomber og gru.“ Igen og igen talte hun om frihed og om det ukrainske folk, der “bærer frihedens fakkel højt“.

Cirka samtidig kunne man høre udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) – manden der har været bannerfører for kyniske og uhyggelige mellemstatslige aftaler om modtagecentre for asylansøgere i Rwanda og fængselsceller i Kosovo – tale om, at “dørene skal stå åbne“, når det handler om ukrainske flygtninge. Krig er mange ting. Man fornemmer, at Putins krig i Ukraine også er en pludseligt opstået dør, som den danske socialdemokratiske kan bruge til at få vist, at den faktisk går ind for at hjælpe mennesker i nød. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12