Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Er lyset for de lærde blot/ til ret og galt at stave? – N. F. S. Grundtvig
Folk på højskoler ligner ret meget hinanden. Det var indtrykket, jeg fik, da jeg selv gik på højskole for 10 år siden. Det var noget med at komme fra middelklassen, have en gymnasieuddannelse og et ønske om at læse videre på universitetet. Hvis vi skruer tiden godt 200 år tilbage, var det ellers den slags elitarisme, Grundtvig ønskede at udfordre.
Højskolerne blev født ud fra en grundidé om folkelig livsoplysning. På højskolerne kunne folket – dengang bønder og håndværkere – blive oplyst og dannede, så de ligesom “de lærde“ blev i stand til at deltage i samfundslivet.
I 2021 viste undersøgelsen ‘Højskolernes Mangfoldighedsanalyse’ – lavet af analyse- og konsulentfirmaet Moos-Bjerre på vegne af Folkehøjskolernes Forening i Danmark – imidlertid, at flertallet af kursisterne på lange højskolekurser er 18-25-årige med en gymnasial uddannelse – og at unge indvandrere og efterkommere fra ikke-europæiske lande er stærkt underrepræsenterede. Hvor er Brian og Mohammed blevet af, ville Grundtvig måske spørge lidt spidst?
Forstander på Ry Højskole, Ole Toftdal, anerkender da også, at manglen på diversitet er et problem. Særligt når nu det ligger i højskolernes DNA, at de skal henvende sig til alle og ikke være en specialskole for de få. Eller som Toftdal udtrykker det: “Højskoler har aldrig været et middelklasseprojekt.“
En repræsentativ myte
Menneske først og Kristen så – N. F. S. Grundtvig
Egentlig er det ikke noget nyt, at højskoler reelt ikke er repræsentative. Fra Danmark fik sin første højskole i Rødding i 1844 og frem til i dag, har forskellige samfundsgrupper været dominerende i elevsammensætningen. Professor i pædagogik og forfatter til bogen Strejftog i højskolernes idéhistorie, Ove Korsgaard forklarer, at højskolerne historisk er gået fra at uddanne bønder og arbejderklassens unge til i 1960’erne at tiltrække middelklassens børn med tilknytning til ungdomsoprøret:
“I overgangsfasen mellem at landboungdommen forsvandt og by-ungdommen vandt indpas i 70’erne og 80’erne, var der stor arbejdsløshed blandt unge, hvorfor der blev lavet økonomiske tilskudsordninger, sådan at kommunerne kunne sende unge med sociale problemer på højskole.“
Korsgaard bemærker, at kommunerne nu næsten er helt op med at have tilskudsordninger, hvilket har betydet, at sammensætningen af elever på højskoler i dag er mere ensartet end for blot 30 år siden:
“Der har altid været et misforhold mellem idealerne. Men højskolerne bestemmer jo ikke selv, hvem der går der, fordi det skal være et åbent tilbud for alle. Der er stadigvæk et ideal om gerne at ville have fat i arbejderklassen og de unge indvandrere, for dem har højskolerne sådan set aldrig fået greb om.“
Ved ikke hvad en højskole er
Sanddru Hedning, Tyrk og Jøde/ Dem har Gud i grunden kjær – N. F. S. Grundtvig
Efter en krisetid i 00’erne med markant faldende elevtal, er højskolerne i dag populære som aldrig før med udsolgte ophold og lange ventelister. Trods velmenende politiske tiltag og rekordhøje optag, er højskolerne imidlertid kommet i splid med egne idealer. For hvordan undgår man at blive et ekkokammer for en priviligeret middelklasse, når man samtidig ønsker flere elever med forskellige baggrunde?
Ifølge Ole Toftdal rummer problematikken både en strukturel og kulturel dimension. Den strukturelle dimension handler om økonomi: Statens tilskud betaler allerede for cirka to tredjedele af en højskoleelevs ophold, men hvis højskolerne skal være mere tilgængelige, må politikerne træde til med ekstra finansiering. Den kulturelle dimension er dog ikke lige noget, man kan ændre fra den ene dag til den anden. Flygtninge vil for eksempel hellere ud at arbejde i samfundet end tage på en højskole, som de ikke ved, hvad er for noget, mener Ole Toftdahl.
Udviklingschef i Folkehøjskolernes Forening, Andreas Harbsmeier, er enig i, at der er en kendskabsmæssig barriere. Dem, som tager på højskole, gør det, fordi de har snakket med andre, der også har haft et højskoleophold. Kommunikationen når aldrig frem til dem, som ikke rigtig kender miljøet.
Staten og Folkehøjskolernes Forening gør dog allerede en del for at fremme mangfoldigheden, forklarer Harbsmeier. Over halvdelen af højskolernes økonomi dækkes af statens tilskud, og højskolerne kan søge om penge i en mangfoldighedspulje, der i 2019 blev søsat for at understøtte aktiviteter, der kan bidrage til, at højskolerne får en mere mangfoldig elevsammensætning, eksempelvis blandt minoriteter.
“Det er et område, der er politisk bevidsthed omkring,“ forklarer han og fortsætter: “Man ønsker at bevare fortællingen om højskolerne som et sted, hvor man møder folk, der er anderledes. Og den fortælling udfordres selvfølgelig, hvis gruppen bliver for homogen.“ /Mathias Holm Guldberg
Mathias Holm Guldberg er idéhistoriker og freelancejournalist.