Foto: Nina Subin
Da Oxfordprofessor Amia Srinivasan i 2018 udgav essayet ‘The Right to Sex’, skulle der ikke meget mere end netop dén titel til at få folk op af stolene. Vi lever i en tid, hvor flere og flere læser overskrifter og forveksler det med at have læst selve indholdet. Falder man i den fælde, kan man tolke Srinivasans rubrik som et åbent spørgsmål, og det fik flere til at råbe vagt i gevær: Er pointen ikke netop, at ingen har ret til at afkræve hinanden sex? Jo, var svaret selvfølgelig, men diskussionen var allerede blevet polemisk. Med rigelig opmærksomhed omkring sit navn, udgav Srinivasan så i 2021 en essaysamling under samme navn. Her udbygger hun sine pointer og folder argumenterne ud, så de danner konturerne af en socialistisk, feministisk utopi.
Men lad os et øjeblik vende tilbage til ‘The Right to Sex’, der netop ikke er et spørgsmål. I stedet er det en undersøgelse af sex og begær, der tager udgangspunkt i de omdiskuterede incelfællesskaber. Her samles (hovedsagligt) mænd i misogyne internetfora, hvor samtykke er et fremmed begreb, og voldtægt ofte beskrives som en menneskeret, fordi kvinder er skyld i mændenes ufrivillige cølibat (deraf incel-navnet, som er en sammentrækning af involuntary celibate).
Selvom incelbevægelsen er afsættet for Srinivasan, så er hendes egentlige mellemværende med den rolle, sex spiller som en vare. Ikke bare for de ekstreme mænd, der tror, de har ret til det, men for os alle sammen. Som Srinivasan pointerer, er det nemlig ikke hvem som helst, de ensomme mænd har lyst til at have sex med. På den måde er deres begær – den ekstreme, voldelige og ekstraordinært hadske indstilling til kvinder til trods – faktisk et produkt af det samfund, de lever i udkanten af. De fleste går rundt og bedømmer hinanden inden for nogle meget snævre idealer. Det leder frem til hendes egentlige pointe; at begær måske slet ikke er så frit, som vi kan lide at fortælle os selv (en sært ukontroversiel holdning – den heftige modtagelse taget i betragtning).
“Sex er en kulturel ting, der poserer som en naturlig ting“, som Srinivasan skriver i sit forord og senere uddyber: ‘Frie’ valg omkring seksuelle partnere er sjældent frie i et kapitalistisk, patriarkalsk samfund. Alligevel reducerer vi ofte samtalen om sex til en samtale om, at vores lyst er naturlig: Så længe der er samtykke, er der fest! På den måde reducerer vi et politisk sprængfarligt felt til et simpelt sexpositivistisk budskab om, at sex er godt og frit. For Srinivasan er den udlægning farlig. Sex er for de fleste mennesker ikke frit, bare fordi vi siger, den er det.
Lækre blondiner og politiseret begær
Begæret i det 21. århundrede, skriver Srinivasan, er politisk og rettet mod bestemte former for kroppe – hovedsagligt mod ‘the hot blonde slut’, som hun så malerisk beskriver det. Modsat er begæret eftertrykkeligt rettet væk fra (nogle) racialiserede mennesker, handicappede, tykke og/eller transitionerede kroppe.
Lidt fikst kan man sige, at hvis vi taler om at have en ‘sund og naturlig’ lyst til sex, kunne man passende stille spørgsmålet “sex med hvem?“. Det spørgsmål vil nemlig afsløre et galoperende hykleri, der tydeligst – men ikke kun – kommer til syne blandt incels. De er udtrykkelige i deres begær efter den førstnævnte arketype, mens alle andre typer (kvinde)kroppe er frastødende for dem – og nok er de ekstreme i deres krav på den krop, men begæret har de ikke fra fremmede.
Ironisk og sørgeligt nok, påpeger Srinivasan, er det lige netop de klassiske ‘fuckability’-parametre, som umuliggør det seksuelle møde; incels er ligesom alle andre ofre for de skønhedsidealer, de aspirerer til. Ligesom de kun vil have en bestemt type kvinde, vil den type kvinde som oftest have en bestemt type mand, de ikke lever op til at være.
Begær er ikke, i modsætning til hvad den gode Freud ville have os til at tro, noget metafysisk eller naturligt. Omvendt er det altid allerede skabt for os gennem de udvalgte billeder, vi ser, og de kroppe, vi tillægger værdi. I en verden renset for den værdiladning, ville den nørdede dreng sådan set godt kunne få den “lækre“ blondine uden først at have tjent kassen i Silicon Valley og omvendt. Deres begær ville nemlig være rettet mod en langt bredere vifte af kroppe, der i vores snævre nutid hverken besidder den seksuelle eller økonomiske kapital, der skal til for at have værdi på markedet.
Fængselsfeminisme
Amia Srinivasan er ikke nødvendigvis i gang med at formulere en ny feminisme for det 21. århundrede. Til gengæld er hun ganske frygtløs i sin kritik af feminismen i dens nuværende form. Ligesom sexpositivismen får røven op i klaskehøjde, er den hvide feminisme centrum for kritik i essayet ‘Sex, Carceralism, Capitalism’. Mens hvide, rige feminister har fået mere magt, er den samme udvikling ikke sket for arbejderklassens kvinder, immigranter eller racialiserede kvinder.
Med afsæt i teori fra nyere fængselskritikere som Jackie Wang, viser Srinivasan omvendt, hvordan den hvide feminisme lader sine mindre privilegerede medsøstre i stikken og “reproducerer verdens ulighed indenfor egne rækker“. Hun peger ligeledes på, hvordan hvide amerikanske feministers lobbyarbejde for hårdere fængselsstraffe for bl.a. vold i hjemmet har ramt brune og sorte mænd og kvinder uproportionalt hårdt.
På samme måde sætter hun spørgsmålstegn ved, om hårdere lovgivning imod seksuelle overgreb løser problemet ved dets rod, når vi ved, at sorte mænd i USA hyppigere bliver anklaget for voldtægt, ligesom de får langt strengere straffe end hvide mænd. Et argument som forhåbentlig vil skabe debat herhjemme, når bogen til efteråret bliver udgivet på dansk.
Da den danske samtykkelov i december 2020 blev vedtaget, udeblev samtalen nemlig om konsekvenserne ved at søge retfærdighed indenfor et straffesystem, som mange feminister ikke støtter uforbeholdent op om. Vi ved, at hvide etniske danskere generelt sigtes sjældnere og får mildere domme end personer med anden etnisk baggrund. Vi ved samtidig, at der er tendens til at fremstille minoritetsetniske unge som mere kriminelle end deres etnisk danske jævnaldrende. Derfor bør der som minimum være opmærksomhed på, om de problematiske strukturer kommer til at afspejle sig i fremtidens voldtægtsdomme. Det gør ondt at skulle gå kritisk til en lovgivning, man som feminist har støttet op om og kæmpet for at få igennem. Men Srinivasan argumenterer netop for, at feminismen igen skal hen et sted, hvor den ikke er et trygt “hjem“. Også her er Srinivasans tanker rasende relevante under nordiske himmelstrøg.
Med sine velskrevne essays, der trækker på personlig erfaring, fakta og teori, skriver Srinivasan sig ind i en stolt essayistisk tradition, som vi især kender fra amerikanske feminister som Jia Tolentino og Rebecca Solnit. Her præsenteres komplekse idéer og interessante nybrud i et tilgængeligt og personligt sprog, og det taler generelt til feminismens hæder og ære at tage den formidlende rolle så alvorligt. Forskellen på fx Solnit og Srinivasan er imidlertid, at sidstnævnte er professor på Oxford. “Feminisme er ikke en filosofi eller en teori eller sågar en holdning. Det er en politisk bevægelse, der har til formål at ændre verden til uigenkendelighed,“ skriver hun selv. Men netop fordi Srinivasans intellekt og profession lægger op til teoretisering, bliver man som læser nysgerrig på, hvilket teoretisk rammeværk, hun mon ville kunne bygge op omkring den socialistiske utopi, hun i glimt løfter sløret for.
Amia Srinivasan skriver for det meste blændende klart, bidende sarkastisk og med en imponerende nuanceret spændvidde. Hun vil genskabe en politisk kritik af sex i det 21. århundrede, og der er ingen tvivl om, at hun er den rette til opgaven. Næste gang ønsker vi os det teoretiske murstensværk, der viser os en slagplan. /Asta Kongsted
The Right to Sex bliver udgivet på dansk af Gutkind i efteråret 2022.