En flygtning er en flygtning

Krig er absurd. Alle krige er grundlæggende tåbelige. Man kan til nød sætte sig ind i, at mennesket løste uenigheder med blodsudgydelse i gamle dage. Men hvorfor i det 21. århundrede? Med fare for at støde middelalderentusiaster: Krig som konfliktløsningsmiddel er jo simpelthen så middelalderligt.

Ruslands krig i Ukraine lader til på en mærkelig måde at være mere relatérbar for flere mennesker i Europa og USA end de fleste andre nylige eller igangværende krige. Der er ikke nogen speget geopolitisk eller tribalistisk forhistorie, som er svær at sætte sig ind i. Sagen er rimelig enkel: Ruslands præsident Vladimir Putin har i et udslag af paranoia, storhedsvanvid, vrangforestillinger og manglende modspil sat sin hær til at invadere en selvstændig nabostat med en række kontrafaktiske påstande om Ukraine som hjemsted for folkemord og nazisme som figenblad.

Det er rystende at se historiske bygninger i Kyjiv og Kharkiv blive ramt af russiske raketter. Gaderne i Ukraines storbyer ligner noget, vi kender, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være, hvis det havde været København, Berlin, Wien eller Paris, der stod for skud.

Måske er det den samme følelse, der kom til udtryk, da Mette Frederiksen i sin tale ved demonstrationen foran Ukraines ambassade søndag lovsang “det ukrainske folks vilje til kamp“ og bød alle ukrainske krigsflygtninge velkommen til Danmark med ordene: “De første ukrainske statsborgere er allerede kommet til Danmark. I er velkomne. Der vil komme flere. I er også velkomne!“ Det var helt nye toner fra den danske statsminister; en verbalisering af medfølelse over for mennesker, der flygter fra død og ødelæggelse. Men det må jo have været ud fra en kalkyle om, at medmenneskelighed over for det ukrainske folk ikke ville virke stødende på Socialdemokratiets vælgere.

Den klamme racisme

Men som en person ved navn @Plastikfangirl tirsdag spurgte inde på Twitter: “Ægte spørgsmål. Hvad er forskellen på flygtningestrømmen fra Syrien og Ukraine? Hvordan kan det være vi tager imod på så vidt forskellige måder? Det ligner racisme, men det er ubegribeligt for mig at forstå konteksten og baggrunden.“

Reaktionerne på spørgsmålet er interessante. Et svar lyder: “Helt sikkert racisme. Uddybet handler det nok om, at man forventer, at ukraineres kulturelle ståsted er tættere på danskernes. De minder mere om danskerne, tænker man. Og så er danskerne grundlæggende bange for muslimer. De færreste ukrainere er muslimer.“

En anden i tråden forsøger at nuancere: “Jeg er vokset op med kold krig, Ukraine er i baghaven og krigen er helt klart en angrebskrig. Syrien er en ‘borgerkrig’ plus IS og er langt mere kompleks og i en anden del af verden. Jeg synes det er lidt uretfærdigt at fastslå at hvis du tænker mere på naboen, så er du racist.“

Andetsteds nogle timer senere på samme sociale medie delte tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille et opslag, som hans tidligere partikollega Henrik Dahl har lagt ud på Facebook, med ordene: “Når folk spørger: Hvorfor forlod du [Liberal Alliance]? Derfor! Forstår I det nu?“

Når man så går ind og læser, hvad det er, Henrik Dahl, der i 1990’erne blev anset for at være dygtig og ordentlig sociolog, har skrevet, er det umiddelbart svært at sætte andre ord på udgydelserne end racisme. “Ja,“ skriver den folkevalgte LA-politiker. “Der er forskel på Europa og Mellemøsten. I Europa hersker et dybfølt, folkeligt ønske om demokrati og frihed.“ Han fortsætter: “Ja: Vi er trætte af at se unge, kampduelige mænd smide deres identitetspapirer væk og hævde, at de er forfulgte og vil have asyl. Hvorfor slås I ikke for jeres ære og jeres land? Som de brave ukrainere. Det gør I ikke, fordi planen hele tiden har været en anden: At komme til Europa og snylte på den arbejdsomme befolkning der.“

Er det virkelig den slags, Liberal Alliance står for? En sociologs job er vel at iagttage og tænke. Henrik Dahl gør kun det første; hjernen, den har han tilsyneladende slået fra.

På det her punkt adskiller Dahl sig ikke nævneværdigt fra den rigsretsdømte Inger Støjberg. Fra den klummeplads, som Ekstra Bladets chefredaktion har fundet det betimeligt at stille til hendes rådighed, gav hun mandag udtryk for sin store beundring for det ukrainske folk. Putin kaldte hun “nutidens ondeste mand“ (så langt kan man være enig). Ligesom Henrik Dahl kan Støjberg ikke lade være med at bruge ukrainerne til at slå på mennesker, der er på flugt fra muslimske lande i krig. “Ved krige i Mellemøsten og i afrikanske lande er det i høj grad mændene, der først har taget flugten,“ skriver og tilføjer, at hun “længe“ har undret sig over “denne kujonagtige tilgang“, hvor mændene “har stukket halen mellem benene“ og “ladet kvinder og børn blive tilbage“.

Nu sker der jo desværre her det kedelige, at Føljeton kolporterer dette forvrøvlede, racistiske nonsens. Beklager. Et menneske er et menneske. En flygtning er en flygtning. /Oliver Stilling