Nuns leave after casting their votes at a polling station in London, on June 23, 2016, as Britain holds a referendum on whether to stay or leave the European Union (EU). Millions of Britons began voting Thursday in a bitterly-fought, knife-edge referendum that could tear up the island nation's EU membership and spark the greatest emergency of the bloc's 60-year history. / AFP PHOTO / JUSTIN TALLIS
Fra vor mand m/k i London:
Der hersker et ‘blackwhite bellyfeel’ overalt, skønt dramaet umiddelbart ikke er til at få øje på. Storbritannien kunne stemme om alt eller intet i dag. Valgstederne åbnede tidligt i morges og lukker først i aften kl. 23 dansk tid. Men historiens alvor lader vente på sig. Kun yderst diskret, næsten kultisk, har nogle ganske få valgt at markere deres holdning med små klistermærker eller badges: ”I’m IN” er mest populær i gadebilledet her i London. Jo længere væk fra dette globale finanscentrum, man kommer, og jo længere ud blandt landets 382 valgsteder, desto større er lysten til et Brexit, ‘british exit’. I udkanten af Europas udkant er enhver gnist af lyst til en stadigt snævrere union for længst brændt ud. Sprogets grænser er verdens grænse.
De delikate farvebånd deler ikke folk langs åbenlyse skillelinjer, for alt er indhyllet i den britiske trikolore: Union Jack. På paradoksal vis er argumenterne for både ‘Remain’ og ‘Leave’ endt med at være næsten enslydende, til trods for at en egentlig skilsmisse i dag mellem Storbritannien og EU-samarbejdet vil blive det mest afgørende opbrud, i hvert fald siden den fælles mønt, euroen, blev indført i 1999. Forbliv er forsvind, og forsvind er forbliv. I løbet af de næste timer vil briterne kunne udløse det, som ikke lykkedes for hverken danske nej-sigere, franske non-sigere eller hollandske nee-sigere, nemlig at skubbe EU-samarbejdet i en helt ny retning.
At de fleste opfører sig både rum- og retningsforstyrrede lige nu, er tilforladeligt. For når politikere bliver nervøse, altså for alvor går i panik, begynder de at bruge deres modstanderes argumenter. I samme øjeblik forsvinder nuancerne, så kun simple dikotomier står tilbage: Vind eller forsvind, ‘Remain’ eller ‘Leave’!
Den gode gammeldags ‘newspeak’-retorik har taget over i valgkampens slutspurt, præcis som den britiske forfatter George Orwell beskrev. Ordene skrumper, og meningen slår om i modsætninger.
I de seneste dage er valgkampen op mod dagens skelsættende Brexit-folkeafstemning blevet kortsluttet i en sær form for dobbelttænkning – eller måske snarere en ‘bakken snagvendt’: Ja-sigerne, der ønsker at forblive i EU-samarbejdet, taler konstant om det patriotiske valg, og at vælgerne skal stemme ‘Remain’ for Storbritanniens skyld. Ifølge ja-sigerne er det mest nationalistiske valg altså at stemme ‘Remain’.
Omvendt med nej-sigerne, der i stedet drømmer om øget internationalt samarbejde, hinsides de øvrige 27 medlemslande i den gamle Kul- og Stålunion. Ifølge nej-sigerne skal Storbritannien træde ud af EU for derved at favne resten af kloden i nye og mere tidssvarende handels- og migrationsaftaler.
Forvirret? Ja, intet er, som det ser ud. Forvirringen er på mærkværdig vis kulmineret her på selve valgdagen. Uvidenhed er styrke. Frihed er slaveri. Krig er fred. Storbritannien er Europa. Resultatet af Brexit-folkeafstemningen vil først ligge klart i morgen tidlig. Dér begynder den egentlige kamp – om fortolkningen af folkets fortolkning af spørgsmålet: ”Should the United Kingdom remain a member of the European Union or leave the European Union?”