Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Nuancerne i det ene rødvinsfarvede slips var lidt mørkere end i det andet. Ellers var de så godt som uniformerede, de to autokrater. De er venner, Xi Jinping og Vladimir Putin. Det havde de netop erklæret forud for åbningen af Vinter OL 2022 i Beijing d. 4. februar.
I deres fælles erklæring kaldte de endda deres venskab for “grænseløst“ og skrev, at de var enige om at støtte hinanden i deres respektive anspændte forhold omkring henholdsvis Taiwan og Ukraine. Samtidig gjorde Xi Jinping det klart, at han støttede Putins indsigelser mod Nato’s ekspansioner. Det var små tyve dage inden Ruslands invasion af Ukraine.
Da Xi Jinping fik magten i 2013, vandt han også æren af at fejre Putins fødselsdag i Bali som den første statsleder i verden. Ifølge den statsejede kinesiske avis Global Times var det endda Xi Jinping, der fik lov til at præsentere fødselsdagskagen, hvorefter Putin kvitterede med vodka og pølser på traditionel russisk vis.
Det lyder alt sammen hyggeligt, men samtidig er alliancen blevet kaldt et bekvemmelighedsægteskab. En samlet front mod USA og EU. Spørgsmålet er, hvor bekvemt det er nu, hvor Putin er gået i krig med en kinesisk handelspartner, og Xi Jinping pludseligt befinder sig midt i en diplomatisk balanceøvelse.
Kineserne har tiden på deres side
Det er bemærkelsesværdigt, at venskabserklæringen faldt så kort tid før invasionen af Ukraine, men hvad de egentlig talte om på deres møde d. 4 februar står hen i det uvisse.
Kommentatorer og analytikere har spekuleret i, om de to nationer er i et strategisk samarbejde, eller om Xi Jinping måske følger invasionen som en slags test på USA’s og Nato’s reaktion. En sådan viden kunne jo blive nyttig, hvis Kina en dag skulle invadere den demokratiske nabo Taiwan. Ifølge Camilla Tenna Nørup Sørensen, lektor ved Forsvarsakademiet med fokus på Kina, er dette dog en forsimplet læsning:
“Kineserne ser ikke sig selv på samme måde som russerne. De ser sig ikke som værende under pres. Snarere ser de tiden som værende på Kinas side, så de har ikke travlt med at overtage Taiwan. Desuden er kineserne helt klar på, at USA har stærkere militære forpligtelser i forhold til Taiwan sammenlignet med Ukraine,“ siger hun, med reference til Taiwan Relations Act fra 1979, der forpligter USA på at forsvare Taiwan.
Ruslands motivation for at overtage Ukraine og genoplive en russisk storhedstid er altså ikke sammenligneligt med Kinas forhold til Taiwan. At angrebet på Ukraine er resultatet af en fælles planlagt strategi, er der heller ikke meget, der understøtter. Tværtimod er Putins invasion nok nærmere en sten i skoen på det kinesiske styre, som har handelsinteresser i Ukraine, og gentagne gange har forsøgt at mægle:
“Kina har givet udtryk for at de gerne vil være mægler for en våbenhvile. Kina er både Ruslands og Ukraines vigtigste handelspartner. Det går ikke begge veje, hverken Rusland eller Ukraine er Kinas vigtigste handelspartner, men de aftager faktisk en del varer fra Ukraine, og Kina har også tidligere meldt ud, at de gerne så Ukraine som forbindelsen mellem Asien og Europa som led i kinesernes silkevejsprojekt. Ligesom de har haft andre projekter i Ukraine, der involverer udbredelsen af bl.a. kinesisk teknologi.“
Diplomatisk dobbeltspil
De europæiske og amerikanske reaktioner på Putins invasion har været utvetydigt fordømmende. Fra kinesisk side har den samlede reaktionen været knapt så tydelig. Man har ikke ville omtale invasionen som en invasion, men foretrukket den diplomatiske term “militær operation“. En decideret fordømmelse af Putin er også udeblevet. Alligevel lød det næsten som en klar besked, da Kinas udenrigsminister Wang Yi på sikkerhedskonferencen i München kort før invasionen fik udtalt, at:
“[S]uverænitet, selvstændighed og territoriel integritet skal respekteres og sikres for et hvilket som helst land, for dette er den grundlæggende norm for internationale relationer. Dette er formålet og princippet i FN’s pagt, og det ligger til grund for den kinesiske regerings holdning. Ukraine er ingen undtagelse.“
At Kina tøver med fordømmelserne – og væver i deres officielle linje – er ifølge Nørup Sørensen forventeligt: “De har en del forskellige modsatrettende hensyn og interesser. Kineserne er generelt forsigtige med at melde klart ud”. Nørup Søren peger dog også på, at suveræniteten har været et gennemgående element i udmeldingerne:
“Det, der har været et ret konsistent budskab, er det her med staters suverænitet. Staters suverænitet er en grundsten i Kinas sikkerhedspolitik, fordi det også har at gøre med Kinas foretagender i f.eks. Hongkong og Taiwan. Det er et helt centralt princip.“
Selvom Kina ikke har travlt med at overtage Taiwan, er de i fuld sving med at cementere en fortælling om, at Taiwan er kinesisk territorium. Hvis Taiwan er kinesisk, er alle konflikter mellem Taiwan og Kina derfor et internt kinesisk anliggende, og ikke noget andre nationer – f.eks. USA – har ret til at blande sig i. Netop derfor har princippet om staternes suverænitet også været så afgørende for dem – og samtidig været et princip, de har set sig nødsaget til at reagere på.
Venskabet, der begyndte til Putins fødselsdagsfest og endte som en samlet front mod Nato, har kastet kineserne ud i et diplomatisk dobbeltspil. Nu synes alliancen ikke at være helt så grænseløs, som Putin måske havde håbet på:
“Jeg tror, at det her ‘uden grænser’- samarbejde er noget, kineserne er i gang med at genoverveje nu. Det er ikke fordi, situationen er uden fordele: En langvarig militær konflikt i Europa og med USA involveret kan betyde, at vesten ikke fokuserer så meget på Kina de næste år. Omvendt vil det også have store konsekvenser for Kina, så det er noget, de er i fuld gang med at genoverveje. Jeg tror ikke, der kommer nogen endegyldig udmelding lige foreløbig,“ siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.
Godt en måned efter erklæringen af det grænseløse venskab, holder Xi Jinping altså sine kort tæt på kroppen. På trods af langvarige venskaber, pølser og fødselsdagslagkage – og på trods af, at venskabserklæringen var fyldt med gensidig opbakning – så har bekvemmelighedsægteskabet nok alligevel en grænse. Nato-modstanden er fælles for de to kammerater, men en større konspiration, er der ikke noget, der tyder på. Kina føler sig ikke presset, for de har tiden med sig. Det er den slipserøde nuanceforskel på de to autokratkammerater. /Jon Kvist Sommer