Udrejsecenter Ellebæk. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Her kommer et lille tankeeksperiment, der (det indrømmer vi gerne) er som revet ud af drejebogen til en samfundsfagstime:
Luk øjnene og forestil dig, at verden gemmer sig bag et slør af uvidenhed. Du ved ikke længere, hvilken hudfarve du har, om du er mand eller kvinde, rig eller fattig, hetero- eller homoseksuel eller… Ja, du forstår pointen. Forestil dig nu, at du ud fra denne position af flygtig men altomsluttende uvidenhed skal tegne konturerne af et nyt samfund. Hvordan ville det se ud? Ville det være markant mere gunstigt at have hvid hud? Ville der være ekstrem og stigende forskel mellem rig og fattig? Ville kvaliteten af den hjælp, du kunne få, afhænge af hvor, du var født? Husk, at du ikke ved, hvilket lod, du selv er blevet tildelt i denne verden.
Når først sløret løftes, og din position åbenbarer sig, vil du måske få lyst til at ændre lidt på reglerne. Skulle det vise sig, at du havde trukket et længere strå end din sidemakker, vil trangen måske melde sig til at lave en lille, hvad skal vi kalde det, særlov for at fejre din gunstige situation. Men det må du ikke. Så hvad vælger du?
Den amerikanske filosof John Rawls, der teoretiserede tankeeksperimentet, var overbevist om, at du ville vælge med hjertet; at et samfund struktureret af mennesker, der ikke vidste, hvad de stod til at få, ville indrette en mere lige og solidarisk verden. Det lyder jo alt sammen dejligt, men nu er det her ikke en samfundsfagstime, og vi lever ikke i en verden, hvor beslutninger træffes med det udgangspunkt, at de kunne gå udover dig selv eller din syge moster. Og så alligevel.
Helt enestående
Fredag mødtes Folketingets partier for at forhandle den særlov, der skal gøre det lettere for ukrainske flygtninge at blive en del af det danske samfund med alt, hvad det indebærer af jobmuligheder, skolegang og adgang til social understøttelse. Samme dag fremlagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) en særaftale, der skal give ukrainere adgang til det danske arbejdsmarked.
Hvis det står til regeringen, kommer de ukrainske flygtninge altså ikke til at sidde i uhumske udlændingecentre under forhold, som af Europarådets Torturkomité er blevet kaldt “uacceptable“. De kommer sandsynligvis heller ikke til at få frataget deres smykker, når de ankommer til Danmark. Og skulle Menneskerettighedsdomstolen vurdere, at Ukraine ikke er et sikkert land at bo i, er det svært at forestille sig, at Mette Frederiksen (S) alligevel vil smide dem hjem.
Solidariteten med de ukrainske flygtninge og villigheden til at hjælpe dem godt på plads i det danske samfund er enestående rørende. Men den er også bare det førstnævnte: Enestående. Skulle man være så uheldig at være flygtet til Danmark fra et andet land end Ukraine, gælder alle disse og langt flere drakoniske omstændigheder stadig.
Den danske asyllovgivning er nemlig ikke lavet bag et slør af uvidenhed. Den er groft sagt lavet ud fra det udgangspunkt, at det er mennesker fra ikke-europæiske dele af verden, den skal gælde for. Det kommer fx til udtryk i det tweet, den socialdemokratiske regering torsdag publicerede: “Ukrainske kvinder og børn flygter i disse dage fra deres hjemland. De skal have hjælp nu! Derfor fremsætter vi en hastelov, der skal gøre det lettere for børnene at komme i skole og forældrene at komme ud på arbejdsmarkedet.“ Bemærk ordet “lettere“, der ikke efterfølges af et “end“. Lettere end for hvem, får man lyst til at spørge.
I Dansk Folkeparti er man ikke bleg for at besvare det spørgsmål. Allerede søndag var partiets formand, Morten Messerschmidt, beredt til at sige, at der selvfølgelig gælder andre spilleregler for “gode, kristne europæere“. Bærer krigsflygtninge kors, er det altså ikke lige den slags smykker, vi flår af deres hals, når de sætter fod på dansk jord.
Helt så eksplicitte er de ikke hos socialdemokraterne. Man må bare forstå, at situationen er en anden, når nu flygtningene kommer fra et “nærområde“, som Rasmus Stoklund (S) forklarer det. Men gad vide, hvor åbne regeringens arme havde været, hvis flygtningene fx kom fra Tyrkiet, et overvejende muslimsk land, som ud fra den lidt vage definition vel også må betegnes som et europæisk nærområde?
Dansk flygtninge- og indvandrerpolitik er lavet med et eftertrykkeligt fravær af et uvidenhedens slør. Særlovene for ukrainere er derimod indrettet, som var de tiltænkt Danmarks egen syge moster. Det er et fantastisk princip, der bør gælde hele vejen rundt. Flygtninge er altid nogens desperate slægtning. Lovgiv, som om det var dine egne. /Asta Kongsted