Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Som vi sådan cirka skrev på denne plads for et par uger siden, så har verden ikke brug for militær oprustning. Det er nedrustning, der er brug for. Men nogle gange kan “et par uger“ virke som uendelig lang tid, og på uendelig lang tid kan alting blive så forandret, at man er nødt til at tage bestik af virkeligheden og handle i overensstemmelse med den. Det var det, kansler Olaf Scholz gjorde, da han i en tale i Rigsdagsbygningen i Berlin d. 27. februar annoncerede, at Tysklands forsvarsbudget for 2022 skal tilføres yderligere 100 mia. euro. Til sammenligning var det samlede tyske forsvarsbudget i 2021 på 47 mia. euro.
Denne saltvandsindsprøjtning var et opgør med Tysklands Politik der Zürückhaltung – tilbageholdenhedspolitikken på forsvarsområdet, som var betinget af landets lidt ‘uheldige’ historie op gennem 1900-tallet. Nærmest i en håndevending var det hele vendt på hovedet og ikke bare med støtte fra den såkaldte trafiklyskoalition (SPD, De Grønne og det liberale FDP), som udgør den tyske regering, men også fra Tysklands nye oppositionsleder Friedrich Merz, der blev formand for det kristendemokratiske CDU så sent som i januar.
Søndag aften fulgte Danmark trop, da den socialdemokratiske regering sammen med støttepartierne SF og Radikale samt Venstre og De Konservative fra blå blok kunne præsentere en ny forsvarsaftale – eller som statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte det: et “nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik“. Ifølge aftalen skal de danske forsvarsudgifter fra 2033 hæves til de to pct. af bruttonationalproduktet (BNP), som er Natos mål for medlemslandene. For Danmarks svarer det til 18 mia. kr. ekstra om året. I første omgang afsættes der dog syv mia. kr. over de næste to år til forsvar, diplomati og humanitær indsats, og fra 2024 vil forsvarsbudgettet langsomt blive skruet op. I dag er det danske budget, sådan som Nato opgør udgifterne, på 36,3 mia. kr. årligt, svarende til 1,47 pct. af BNP.
De nye vinde betyder samtidig, at den danske befolkning d. 1. juni skal til folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold over for militært EU-samarbejde, der blev indført i 1993, og som bl.a. har betydet, at Danmark ikke deltager i militære EU-missioner. Aftalepartierne anbefaler et ja til at afskaffe forbeholdet. Desuden skal Danmark gøre sig uafhængig af russisk gas.
Hvor kommer pengene fra?
Som borger kan man godt undre sig over, hvor pengene skal komme fra. Vi lever i velfærdssamfund, men oplever jo igen og igen, at der er ting, Danmark ikke har råd til. Fx at afskaffe fattigdom eller leve op til Parisaftalen fra 2015 om begrænsning af udledning af drivhusgasser gennem grøn omstilling.
Af aftaleteksten om det nationale kompromis fremgår det, at Danmark fra 2025 skal køre med et offentligt underskud på “omkring“ 0,5 pct. af bruttonationalproduktet. Det skyldes bl.a., at flere af aftalepartierne, herunder i hvert fald Venstre og De Konservative, ikke ønsker, at det markant højere forsvarsbudget skal betales med højere skatter. Ifølge Berlingske (betalingsmur) har flere førende økonomer imidlertid advaret mod, at staten kører med offentligt underskud.
“Det betyder jo så, at man optager større gæld og dermed påtager sig en større usikkerhed, hvilket gør os mere sårbare,“ siger tidligere økonomisk overvismand og professor ved Aarhus Universitet Michael Svarer til avisen. “Man kan sige, at vi går tættere på grænsen for, hvornår gælden bliver for kraftigt stigende.“ Det samme har den nuværende overvismand, professor Carl Johan Dalgaard, været inde på.
Af samme grund spurgte Berlingskes journalister netop ind til, hvorfor partierne bag aftalen om forsvarsbudgettet ikke vil øge det økonomiske råderum med reformer “i stedet for at lade fremtidige generationer betale“. Mette Frederiksens svar var, at “dansk økonomi er så stærk og robust, at vi kan gøre det her“. Men er det svar nok i en foranderlig verden? /Oliver Stilling