Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Glædelig kampdag! Ja, sjældent har ordet “kamp“ virket så præsent her 8. marts. Krige har det med at udviske grænser og marginalisere stemmer; at gøre alting sort-hvidt. Hvis man er mand, er det både nemt (og væsentligt) at fatte sympati med alle de ukrainske mænd, som af nød og tvang er dømt til at blive i Ukraine og kæmpe for “fædre“landet. Det virker helt ligetil at tænke på skyttegravenes hårde, materielle virkelighed. Sværere er det måske at tænke på krigens øvrige uligheder og ofre. Men som Kira Yarmush, talsperson for den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, meget rammende siger i en ny video: “Kvinder forsvinder ikke, når krigen begynder. De er i orkanens øje; de føder, redder, protesterer og bekymrer sig. Ligesom mænd lever de i krigen.“
I videoen opfordrer Kira Yarmush russiske kvinder til at bruge Kvindernes Internationale Kampdag som anledning til at protestere over Vladimir Putins forbryderiske krigsførelse. Og russiske kvinder har da også en stolt forbindelse til kampdagen. Det er bl.a. på baggrund af deres protest ved Nevskij Prospek i Skt. Petersborg d. 8. marts i 1917 – en protest, der var med til at kickstarte den russiske revolution – at kampdagen i dag markeres 8. marts. Samtidig illustrerer protesten en vigtig pointe: At kvinder i lige så høj grad som mænd har været med til at drive afgørende, historiske udviklinger – også selvom konventionelle historiebøger, med alt deres krudt og kugler, ofte siger noget andet.
Ulige flugt
Ovre hos Information kan man her til morgen læse et interessant interview med Sine Plambech, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, der fint understreger Kira Yarmushs pointe – at kvinders krigsofre ikke må glemmes. Ifølge Plambech er det eksempelvis farligere for kvinder at flygte fra krig, da de som regel står med forsøgeransvaret for børn, hvilket sætter dem i særligt sårbare positioner. Samtidig viser undersøgelser, at kvinder på flugt er i større risiko for vold og overgreb. I nogle tilfælde bliver kvindelige flygtninge – særligt hvis de er fra Mellemøsten eller Afrika – endog beskyldt for at bruge deres børn for at opnå ekstra beskyttelse. Alene mistænkeliggørelsen siger vist en hel del om de utallige strukturelle uligheder kvinder – og i særdeleshed racialiserede kvinder – dagligt må kæmpe med.
Det er dog egentlig ikke, fordi vi har brug for en tragisk krig (er krige nogensinde andet end tragiske?), for at indse vigtigheden af en international kvindekampdag. Fortsatte løngab, manglende repræsentation og diversitet på ledelsesgangene, #MeToo, hverdagsexisme (og -racisme), kvindevold, ulige fordeling af omsorgsarbejde, manglende respekt for øvrige seksuelle minoriteter og kønsidentiteter; der er virkelig nok at tage fat på. Og selvom 8. marts om noget er en dag, hvor kvinders stemmer skal komme i første række, må mændene også lige parkere deres Bob Dylan-fascination og Knausgård-læsning for en kort bemærkning og opføre sig aktivt, årvågent og forstående – måske kan de endda bruge dagen på at tænke over, hvordan opførslen kan holde ved resten af året.
Ligesom krig er kampen for ligestilling en fælles erfaring. Alle spiller en både nødvendig og afgørende rolle; det sidste, vi har brug for, er mere binær tænkning. Og som de sidste uger har vist os, er det jo faktisk muligt at gennemføre omfattende, politiske paradigmeskifter på rekordtid. Tænk bare, hvis det ikke kun var forsvarsbudgetterne og Nato-samarbejdet, der blev styrket i den kommende tid. Ja ja, vi ved godt, at vi sammenligner æbler og appelsiner, men stadigvæk: Glædelig kampdag! /David Dragsted