Randall Hill/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvad gør man med en guldgrube af arkivoptagelser, der portrætterer en af det 21. århundredes vigtigste musikere på vej mod stjernerne? I Netflix-dokumentaren jeen-yuhs lyder det lidt skuffende svar, at man “lægger det over i Guds hænder“. Sammen med instruktørmakkeren Chike har den tidligere Chicago-komiker Coodie forsøgt at skabe den ultimative historie om Kanye West, baseret på de utallige timers videooptagelser, Coodie har skudt af Kanye gennem 20 år. Selv med den unikke adgang, kan instruktørparret dog ikke helt tøjle superstjernen. Og når man mangler det håndfaste greb, må de religiøse forklaringer øjensynligt tage over.
Dokumentaren består af tre spillefilmslange afsnit med de lidt opstyltede undertitler “VISION“, “PURPOSE“ og “AWAKENING“. Hvor de to første afsnit skildrer Kanyes kamp for at udgive debutpladen The College Dropout, forsøger sidstnævnte at opsummere rapperens kaotiske karriere efter gennembruddet – en mildest talt utaknemmelig opgave. Den skæve inddeling skyldes ikke mindst, at Coodie efter The College Dropout får et mere sporadisk forhold til Kanye, hvorfor kameraet ikke længere kan følge med fra første parket. En forståelig udfordring, der imidlertid løses med personlige indspark fra Coodie, som jeen-yuhs snildt kunne have været foruden.
Dermed ikke sagt, at jeen-yuhs er decideret forfejlet. Som klassisk underdog-fortælling fungerer de to første afsnit faktisk glimrende. “Jeg har brug for en tolk real bad,“ får Kanye sagt i begyndelsen af dokumentaren, og de mange vilde arkivoptagelser tjener da også som den tolk: Fra den spæde begyndelse i Chicago til kampen for anerkendelsen som rapper hos hiphop-pladeselskabet Roc-A-Fella i New York, serverer jeen-yuhs et opsigtsvækkende indblik i Kanye Wests kunstneriske og personlige visioner. Allerstærkest står optagelserne med Kanyes mor Donda, der agerer rapperens altafgørende anker – og som samtidig bliver sindbilledet på Kanyes evige vaklen mellem ydmyghed og megalomani. “Når kæmpen kigger i spejlet, ser han ikke noget,“ lyder en af Dondas mange lommefilosofiske guldkorn til sønnen.
Gudsgivent talent
For dem som måtte have glemt det, tjener jeen-yuhs samtidig som en påmindelse om, hvor vigtig Kanye West har været for hiphoppens udvikling. Selvom han hos Roc-A-Fella bliver en respekteret producer for kæmpenavne som Jay-Z, har Kanye anderledes svært ved at blive respekteret som kunstner i egen ret. Tidsånden og kommercielle kræfter i 00’erne kræver voldsparat gangsterap, som Kanye målrettet går kontra på. Ja, alene i påklædningen differentierer han sig fra de øvrige hiphopstjerner og Roc-A-Fellas forhærdede vision. Med ufortrødent gåpåmod får Kanye imidlertid det sidste ord – og forandrer samtidig det overordnede musikalske landskab. Benovede klip med etablerede navne som Pharrell og Scarface, der hører Kanyes musik for første gang, illustrerer meget godt det paradigmeskifte, Kanye reelt indvarslede.
I dag kan paradigmeskiftet være anderledes svært at få øje på. Mellem ukontrollerede Twitter-korstog, en uskøn skilsmisse med realitystjernen Kim Kardashian og en musikalsk produktion, der bliver stadig mere skitseagtig og utilgængelig – Kanyes nyeste udgivelse Donda 2 (V2.22.22 Miami) kan fx kun tilgås på den 200 dollar dyre musikafspiller Stem Player – har myten Ye for længst overhalet den drømmende teenager fra Chicago. Af samme grund truer jeen-yuhs hele tiden med at kamme over i rendyrket nostalgi efter “den gamle Kanye“.
Spørger man Coodie, bliver den perfekte sløjfe bundet, da Kanye genfinder Gud. Konklusionen kan dog bedst beskrives som spekulativ; som et forkrampet forsøg på at opsummere 20+ års storhed og fald. Selv ikke på små fem timer kan Kanye rigtig indfanges. Man kunne drømme om, at dokumentarens påklistrede narrativ havde veget pladsen for en mere fluen-på-væggen-agtig tilgang à la Peter Jacksons mesterlige Beatles-dokumentar. Men så igen: Hvis Beatles var større end Jesus, hvad er Kanye så? Og hvordan kan det overhovedet opsummeres i en simpel Netflix-dokumentar? /David Dragsted