Kunst er ikke vodka

“Kunst er ikke vodka,“ som en kulturkyndig ven af redaktionen onsdag var så venlig at påpege: “Kunsten har rent faktisk noget at sige.“ Det ville de notorisk tørstige gamle russiske forfattere nok have haft lyst til at nuancere, men pointen står dog. Når det kommer til boykot af Rusland, er der væsentlig forskel på, om det, man kapper båndene til, er varer (hvilket vodkaen i det ovenstående citat så skulle repræsentere), eller om det er kunst.

Derfor var det ikke helt uden forundring, man kunne se til, mens Charlottenborg Fonden meddelte, at de havde fjernet to værker af den russiske kunstner Sergej Prokofjev fra Forårsudstillingen på Charlottenborg Kunsthal i København. Prokofjev er kendt for at være eksplicit kritisk overfor den russiske stat, hvilket bl.a. kommer til udtryk i værket Fireworks On The Swamp, som man kunne se på udstillingen.

Forvirringen må man på en eller anden måde have været bevidst om, for som kompensation for boykotten havde fonden samtidig valgt at tildele Prokofjev Soloprisen 2022, der udløser et legat og en soloudstilling i Politikens forhal i 2023. “Vi er opmærksomme på, at kunstneren med værket stiller sig kritisk over for magthavere,“ forklarede man i et nu slettet opslag på diverse sociale medier og fortsatte længere nede: “Udelukkelsen skal derfor ses i tråd med vestens systemkritik af staten Rusland, som vi ser som en større og vigtigere sag end hensynet til den enkelte.“ Det blev forvirringen umiddelbart ikke mindre af – udelukkelsen af en systemkritisk russisk kunstner fra en internationalt anerkendt kunstudstilling må om noget siges at være i den russiske stats interesse.

Tirsdag dukkede der så en meddelelse op om, at værkerne nu igen kan opleves på Charlottenborg. Samtidig kunne man læse, at formanden for Charlottenborg Fonden, billedkunstneren John Kørner, har trukket sig fra sin post. Hvad der er foregået i de hæsblæsende dage, mens man har forsøgt at stille sig på den rigtige side af historien, kan vi kun gisne om. Ifølge Føljetons oplysninger skal Kørner dog være gået enegang med beslutningen om at ekskludere Prokofjev fra udstillingen uden at konsultere den øvrige bestyrelse. Han er ikke vendt tilbage på vores forespørgsler om en udtalelse, ligesom den resterende bestyrelse udtaler, at det sidste er sagt i den sag.

At der ikke er den store snakkelyst om beslutningen, som vel kun kan betegnes som ‘torskedum’, forstår vi egentlig godt. Til gengæld er kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) blevet kritiseret for at have været for ordfattig i sin udmelding om, at de danske kulturinstitutioner skulle “kaste et kritisk blik på, hvad og hvem de har på programmet“. Udtalelsen kom i forbindelse med, at hun selv bad statens kulturinstitutioner indstille alt samarbejde med det officielle Rusland. Ifølge kulturordfører for Radikale Venstre Zenia Stampe kan det have medført uigennemtænkte “automataflysninger“ fra kunstneriske institutioner.

Så meget som vi ville elske at kritisere kulturministeren, og så meget som vi kan være enige i, at der bør foreligge klokkeklare retningslinjer fra ressortministeriet, så kan vi ikke svinge os op til at lade pilen pege på Ane Halsboe-Jørgensen i denne omgang. Charlottenborg Fonden traf, under ledelse af Kørner, en fuldstændig uigennemtænkt beslutning. Det samme kan siges om Horsens Kunstmuseum, der har valgt at aflyse deres udstilling med den russiske kunstnerduo Maria og Natalia Petsjanikov. De to søstre har ikke boet i Rusland siden 1991 og kan næppe siges at være en del af det officielle Rusland.

Kunst er, i modsætning til vodka, ikke en vare, der bare kan rives af hylden uagtet dets indhold. Det kan man (desværre) ikke nødvendigvis regne med, at en socialdemokratisk kulturminister skal have styr på nuancerne i. Det kan man til gengæld sagtens forvente, at de kulturinstitutioner, der har viet deres liv til netop den sondring, skal vide. Skål og om igen, venner. /Asta Kongsted