Emil Helms/Scanpix
Søndag d. 6. marts var en dag uden sidestykke i nyere dansk politisk historie. At sige det er vel ikke tage munden for fuld. Her blev regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF og Radikale Venstre enige om et “nationalt kompromis“ om dansk sikkerhedspolitik. Aftalen handlede bl.a. om at gøre Danmark uafhængig af russisk gas og styrke Forsvaret markant til 2 pct. af bruttonationalproduktet.
Og så skulle aftalen underskrives af forligspartiernes forpersoner. Det foregik i Statsministeriet, og der blev taget en række pressefotos af den historiske seance. Et af dem stikker ud. Det er taget af fotografen Emil Helms for billedbureauet Scanpix, og det, du ser her ovenfor. Det kalder på en billedanalyse.
Som det første lægger man mærke til, at statsminister Mette Frederiksen (S) sidder ned, mens de andre partiledere står op – nærmest på en linje. Bortset fra Konservatives Søren Pape Poulsen, der står bagerst, har de alle blikket rettet mod aftalen, der ligger på bordet under statsministerens hænder. Mette Frederiksen ser ud til at tage sig god tid, som om hun læser de tre sider igennem en ekstra gang. Det virker ansvarsfuldt og – i mangel af et mere kønsneutralt ord – alfaderligt.. Aftalen løber trods alt op i adskillige milliarder kr.
Mette Frederiksen kan det der med at være til stede i situationen, nyde øjeblikket. I hvert fald på fotos. Hun virker afslappet. Man kan ikke mærke, at hun flere lortesager hængende over hovedet – først og fremmest minksagen og skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste.
Med sin vinkel er det lykkedes fotografen at få kilet Dannebrog ind mellem Mette Frederiksen og de andre partiledere. Symbolikken peger i retning af, at statsministeren befinder sig på et højere stade.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, står tættest. Jakkesættet sidder godt på ham, men grænsende til så ulasteligt, at man tænker, om der er mere end bare jakkesættet. Ellemann-Jensen har valgt at lægge ansigtet i halvalvorlige folder. Det klæder ham, idet han dels er en slags oppositionsleder og dels slås med et rygte som letvægter, der står i skyggen af sin far, Uffe Ellemann-Jensen, som ikke mindst takket været sit vid fik et udmærket eftermæle.
Jakob Ellemann-Jensen ser ud til at skyde underlivet en smule frem. Det er en måde at ranke sig og afstive sit korpus på, men det er også en positur, man forbinder med ungdomspolitikere i liberale ungdomsorganisationer, og Ellemann-Jensen er trods alt 48 år.
De fire stående partiledere er så uheldige, at de har placeret sig på en række. Det er en dejlig demokratisk ting at stå i kø, men her skaber det en utilsigtet og træls fornemmelse af underdanighed over for statsministeren. Det er en symbolik, som ingen af dem formentlig bryder sig om, bortset måske fra SF’s Pia Olsen Dyhr, der nærmest har gjort det til et varemærke at udstråle servilitet og næsegrus beundring over for Mette Frederiksen, uden at det tilsyneladende generer SF’s kernevælgere, hvem de end måtte være.
Pia Olsen Dyhr står i et lyseblåt sæt med hovedet lidt på skrå og smiler ukontrollabelt, måske i håbet om at Frederiksen pludselig vender sig og ser direkte på hende. Dyhr har foldet sine hænder i en bemærkelsesværdig position, så fingrene på en måde ligner køleren på en gammel bil eller fronten på Operaen i København. Hun ligner en længselsfuldt bedende munk, som er lige ved at græde af glæde over følelsen af guddommeligt nærvær.
De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen er der mindre at sige om. En tiøre for dine tanker, Sofie. Tænker du på, hvad de radikale vælgere siger til det her? Alle de våben. Bomber og krudt for milliarder. Tja, men Forsvaret skal jo være i orden. Bare du ikke bliver snøret af regeringen.
Lige i det øjeblik fotografiet er blevet taget, er det lykkedes den konservative Søren Pape Poulsen at kigge væk. Det virker afslappet. Som om underskrivelsen af de her papirer bare er en lille ting i forhold til et større sammensurium af tryghedsskabende tiltag, som enhver person, der kalder sig konservativ, vil støtte op om. Da han i sin tid blev justitsminister, virkede han forvirret, indtil han begyndte at snakke om tryghed gennem mere politi på gaderne. Det gik rent ind. En forsvarsaftale som denne her må være tryghed par excellence. Om et øjeblik sætter sin signatur på papiret. Den er fuldstændig ulæselig. Det ser ud, som om han har skrevet “S O O L“. En grafolog må kigge ham i kortene. /Oliver Stilling