Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
I den måske mest makabre åbning på en idéhistorisk bog nogensinde, beskriver Michel Foucault i Overvågning og straf, hvordan franskmanden Robert-Francois Damiens blev henrettet tilbage 1757. Som straf for et mislykket attentatforsøg på Kong Ludvig d. 15. blev Damiens – på åben gade foran et blodtørstigt publikum – spændt for fire heste, der skulle forsøge at rive hans lemmer fra hinanden. Da kræfterne kom til kort, måtte man spænde yderligere to heste til, inden man med kniv og slid fik sønderrevet den stakkels franskmand.
Foucaults pointe med fortællingen er at fremhæve, hvordan pinestraffen engang blev brugt til at gøre et teater ud af hævnen; hvordan magtbalancen kunne genoprettes ved at indprente straffen direkte på kroppen. Efterhånden som offentlig tortur går af mode, sker der dog noget interessant: Straffens genstandsfelt forskydes fra kroppen til sjælen – og bødlen erstattes af mere raffinerede disciplineringssystemer. Den synlige vold må nu vige pladsen for den skjulte beherskelse.
Man må virkelig ærgre sig over, at Foucault ikke fik mulighed for at kommentere på internettets tidsalder. Udover at den franske idéhistoriker nok ville have sagt “hvad sagde jeg?!“, gad vi godt se ham hitte hoved og hale i de sociale medier. Det er, som om magtmekanismerne her bliver blandet sammen i én stor hestepærevælling. Kampen om sandhederne udspiller sig i en uendelig strøm af ordknappe opdateringer; algoritmernes dunkle disciplinering har forunderligt nok genoplivet den offentlige gabestok. Sjældent har sjælen været så forvirret – og krigen i Ukraine synes virkelig at have sat tingene på spidsen.
Mens Twitter, Facebook, Instagram og TikTok nu bruges som vigtige redskaber i udspredelsen af vidnesbyrd og ekspertudsagn, har propagandaen også kronede dage på platformene. Det samme har hadtale og grafiske billeder af volden – og desværre synes techvirksomhederne som vanligt ikke at ane deres levende råd.
I et nyt, lidt tvivlsomt tiltag, har Facebooks moderselskab Meta eksempelvis valgt at opdatere sine interne retningslinjer, så eksplicitte opfordringer til vold nu godtages i Armenien, Aserbajdsjan, Estland, Georgien, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Rusland, Slovakiet og Ukraine – så længe voldsfantasierne altså retter sig mod russiske soldater, vel at mærke. Et sympatisk forsøg på at støtte ukrainernes patriotiske kamp mod den russiske overmagt, vil nogle sige. En dybt problematisk glidebane, påpeger andre kloge hoveder.
Det er da heller ikke fordi, Meta har en særligt tillidsvækkende forhistorie på sin side, når virksomheden pludselig vil definere, hvilke former for voldsopfordringer der falder inden for skiven – og i hvilke lande. Endnu mere bekymrende er det – Facebooks utallige problemer med radikalisering in mente – at man nu tillader hyldester af den højreekstreme paramilits Azovbataljonen.
Ikke nok med, at militsen passer som fod i hose med Putins propagandafortælling om nynazistiske ukrainere, så virker det mildest talt problematisk, at internettets mørkemænd sådan får frit lejde i krigens navn. Fascistisk billedsprog kan hurtigt komme til at sprede sig som en steppebrand. Ja, selv Nato’s officielle Twitter-konto er uforvaret kommet til at dele et billede af en soldat, der øjensynligt har det nynazistiske Sonnenrad-symbol broderet på sin uniform.
Som mediet Axios også skriver, befinder de sociale medier sig atter i et virtuelt minefelt. Hvordan bestemmer man eksempelvis, hvilke billeder fra krigen man tillader? Udpensles tingene for meget, risikerer man at komme på kant med international lovgivning. Den ukrainske regering kan eksempelvis have forbrudt sig mod Genève-konventionen ved at have spredt optagelser af en tilfangetagen russisk soldat. Omvendt viser undersøgelser, at en total bandlysning af grafisk voldeligt materiale risikerer at skævvride folks opfattelse af krigens barske realitet.
I det 21. århundrede er krig blevet en uhyggelig totaloplevelse, der gennemtrænger hele den offentlige sfære. Takket være internettet er tragedien aldrig mere end nogle få klik væk. Det er og bliver fantastisk, at ofrene kan komme til orde som aldrig før. Men man må også se til i rædsel, mens Meta og kompagni gør et morbidt teater ud af Ukraine. Selvom hestehenretninger heldigvis er en saga blot, bliver sjælen nu fodret med andre, tilsvarende uhyggelige voldsfantasier. Og de sociale medier mangler endnu at bevise, at man magter at håndtere fortællingen. /David Dragsted