Danmark – det skønne nærområde

Det må være frygteligt at være socialdemokratisk minister og blive beskyldt for racisme, når man ikke føler, at man er racist, men man sådan set godt ved, at der er noget om snakken. Det er lidt af et minefelt. Hvordan kan man handle, så man både får en rar følelse i maven og samtidig demonstrerer sin humanisme over for omverdenen?

I januar gav udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye (S) udtryk for, at det trods alt slider en smule på psyken at have hans job og føre den benhårde, følelseskolde linje på udlændingeområdet, som Socialdemokratiet i Danmark er blevet eksponent for, siden partiet dannede regering med sig selv i 2019 (i øvrigt en linje, som er helt uden sidestykke blandt EU’s øvrige socialdemokratiske partier). “Du skal virkelig være bevidst om, at det er menneskeskæbner, du har i hænderne, og du kan ikke bare skærme af for det og have en kølig, professionel distance,“ sagde Tesfaye i et interview i Berlingske (betalingsmur). “Du har ansvaret, og i sidste ende er det din beslutning, hvad der skal ske, og det er dig, der skal hjem og sove i nat.“

Så indledte Vladimir Putin sin uhyggelige angrebskrig mod Ukraine, og fra den ene dag til den anden opstod der en mulighed, som regeringen må have set som den mest fantastiske golden opportunity (på en tragisk baggrund naturligvis): De mange uskyldige ukrainere, som flygter fra Putins angrebskrig, de er totalt velkomne her i Danmark. Som statsminister Mette Frederiksen (S) råbte ind i mikrofonen i sin tale ved demonstrationen foran Ruslands ambassade for nogle uger siden: “Vi åbner døren for ukrainere, som flygter fra krigen! De første ukrainske statsborgere er allerede kommet til Danmark! I er velkomne! Der vil komme flere. I er også velkomne!“ På samme måde har vi set Mattias Tesfaye, hvis egen far, Tesfaye Mamo i øvrigt er flygtning fra Etiopien, stå og give tv-interviews med positive og opløftende budskaber: Bare kom!

Men, men… hvordan? Altså, vi ved jo godt, hvad det reelt handler om: Ukrainerne er ikke muslimer ligesom fx syriske, afghanske og somaliske flygtninge. Ja – det er straight up fremmedfrygt, det kan man ikke komme udenom, men lad det ligge et øjeblik. Regeringens figenblad i forhold til ukrainerne er, at Danmark er “nærområde“ til Ukraine. Som Socialdemokratiet, det gamle arbejderparti, der er blevet så svært at genkende, søndag skrev i en i en reklame på Twitter: “VI HJÆLPER VORES NABOER. Flygtninge hjælpes bedst i deres nærområde. Derfor skylder vi i Europa ukrainske flygtninge al den hjælp, vi kan give dem.“ Og videre i samme opslag for ligesom at slå det fast, så selv de mest tungnemme socialdemokratiske vælgere kan være med: “Ukraine er vores nærområde. Derfor skal vi selvfølgelig hjælpe de mennesker, der flygter fra Putins krig i deres hjemland.“

Mette er ‘alle steder’

Det hænger jo ikke sammen. Men pludselig optræder Tesfaye som en stor humanist med varme i stemmen og glød i øjnene, mens Mette Frederiksen er trådt helt ud af rollen som magtfuldkommen, mikrostyrende commander-in-chief; nu giver hun den som søde, almindelige Mette, der egentlig bare er en ansvarsperson, som er en del af et stort mellemfolkeligt fællesskab. Lørdag aften delte hun et billede af sig selv på Instagram, hvor hun står som helt almindelig publikummer til en koncert for Ukraine på Rådhuspladsen. “Sammen for Ukraine,“ skrev hun. “Fantastisk at mærke det stærke sammenhold.“ Og som en af hendes fans svarede i tråden: “Fantastisk, Mette, at du har overskud til at være ‘alle steder’. Der er stor støtte fra os alle.“

Men Danmark som nærområde for Ukraine? Holder det vand? Er vi så også nærområde for Belarus og Rusland? De har Ekstra Bladet forsøgt at få Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, til at svare på i en lille video. Her forklarer Stoklund et nærområde som et område, “der ligger tæt på en konflikt“. Hans “tommelfingerregel“ er, at Europa er Danmarks nærområde, siger han. Ifølge hans logik er Danmark altså nærområde til en hel verdensdel, for det er ikke EU, han taler om. Da journalisten hiver en passer frem og beder ham tegne en cirkel på et verdenskort, der viser, hvor stort et område, Danmark er nærområde til, nægter han at gøre det. “Jeg er her ikke for at lave klippe-klistre,“ siger han.

I dårligt selskab

Det pudsige er, at regeringen med denne ‘åbne arme over for ukrainske flygtninge’-manøvre er i selskab med europæiske politikere, som har fremmedfrygt og fremmedfjendskhed øverst på dagsordenen. De to højreorienterede franske præsidentkandidater Éric Zemmour og Marine Le Pen byder ukrainske flygtninge velkommen til Frankrig, og spanieren Hermann Tertsch, som er medlem af Europa-Parlamentet for det højrenationale parti Vox er på samme vogn. “Ukrainerne er kristne og hvide. De er rigtige flygtninge og ikke sendt afsted af en mafia for at tjene penge,“ siger han. Med andre ord putter de ikke med, hvorfor ukrainerne er velkomne.

Samtidig bliver Danmark ved med at afvise flygtninge ved grænsen. Også flygtninge, der kommer fra Ukraine. Ifølge Flensborg Avis afviste den danske indrejsekontrol torsdag i sidste uge 50 personer fra Ukraine. Og som avisen skriver: “Blandt dem var en 24-årig kvinde, der var flygtet fra krigen i Ukraine. Kvinden stammer fra Marokko, men har boet og arbejdet i Ukraine i tre år. Hun ville rejse gennem Danmark i transit til Sverige, hvor hun har slægtninge. Det ville de danske myndigheder dog ikke tillade.“ Det hænger ikke sammen. /Oliver Stilling