”Take that, you cunt!”

Eamon Dunphy lyttede tålmodigt. Som ghostwriter på fodboldspilleren Roy Keanes selvbiografi, der udkom i 2002, var han i gang med at samle citatmateriale. Han sad med Keane og snakkede om den berømte episode, hvor den dengang 30-årige hardhitter fra Cork i Irland savede benene over på Manchester Citys nordmand Alf-Inge Håland tilbage i 2001. De to havde havde haft flere bataljer, når deres respektive holdt havde mødtes gennem årene. I 1997 lavede Håland et groft frispark på Keane, og mens han lå og vred sig i smerte, råbte Håland, at han skulle lade være med at fake. Men den var god nok med skaden. Keane var ude i et helt år. Men hævnen var sød. Og det var det, han senere fortalte sin ghostwriter om sammenstødet med Håland i 2001, som var så brutalt, at Håland måtte stoppe sin karriere.

“Jeg havde ventet længe nok. Hold kæft, jeg ramte ham hårdt. Bolden var der (tror jeg). Tag dén, din c***. I skal fandeme aldrig komme til mig og plapre op om falske skader!” fortalte Keane i sin bog.

Fodbold er et hårdt spil. Nogle gange bløder de eller brækker et ben, som det skete for Arsenals Eduardo da Silva i et opgør mod Birmingham City i 2008. YouTube er fuld af gruopvækkende optagelser. Kroppe, der går i stykker. Mænd, der skriger mod himlen. Fritsvævende skaller, albuer mod næseroden og støvleknopper på skinneben. David Beckham og Ronaldo, der græder, og Juventus’ Andrea Pirlo med tårer i øjnene, da Champions League endegyldigt var forbi. Grimt, smukt og spækket med følelser.

”Vesterlændinge er bare så bøssede!”

Men volden er langt værre uden for banen. De blodige sammenstød mellem engelske og russiske fans i løbet af EM’s første uge – hooligans og såkaldte ultras – har efterladt flere spørgsmål end svar. Hvem er de mennesker, som gør sådan noget? Hvorfor er det lige russerne, som har vist sig overlegne i det, de unge, muskuløse, Fight Club-imiterende kombattanter i Marseille selv kalder en sportsgren? Hvordan kan volden forklares – måske ligefrem legitimeres? Og hvad stiller vi op med det faktum, at VM i fodbold i 2018 netop skal afholdes i et land, som  præget af ekstrem xenofobisk aggression, altså Rusland?

”Vi blev slået konstant. Vi stod bare og hang og drak øl og spiste lidt mad lørdag eftermiddag, da 25 russere kom løbende mod os. Det var nemt at spotte, hvem de var. De havde sorte T-shirts på, og de var alle sammen ekstremt atletiske. De spildte ikke tiden. De udvalgte sig englændere, som de angreb direkte, og da politiet ankom, løb de væk igen”, fortæller en engelsk fan, Keith Moore, til Guardian.

Vladimir Markin, en talsmand for den russiske sikkerhedstjeneste, forklarede urolighederne som en konsekvens af, at hverken engelske fans eller det franske politi var “vant til at se en rigtig mand”, som han formulerede det over for Guardian. “I Vesten er I kun vant til at se mænd i bøsseparader. I vesterlændinge er bare så bøssede!”

Apollon og Dionysos

Men kommer gadevolden fra fodbolden selv? Strømmer det ustyrlige og excessive frit fra fodboldens inderste nerve? Eller er det bare noget, som idioter finder på? Er det én stor undskyldning for at fejre den stille glæde ved at opdage, at man ”ikke er lavet af glas”, som hovedpersonen i filmen Green Street Hooligans (2005) siger.

Fodbold er mere end politik. Større end Falklandskrige, der får englændere til at hade argentinere i al evighed. Mere kompleks end svensker-rivalisering og engelsk-tyske krigstraumer. Fodbold indeholder også en voldsom politiseringskraft. Man kan gribe fat i og forstærke dens brutaliserende eller civiliserende impuls. I Marseille for to weekender siden så vi den brutale side.

Roy Keane er selvfølgelig højt hævet over den slags. I hans parlør er vi alle sammen “cunts”, hvis vi ikke fatter det brusende irske hjerteblod. Vi kan bare lukke røven.

Fodbold har spilleregler og en konfessionel kampcyklus. Fodbold er en abstrahering af rå drift, en dans med molekyler på en kulisse af tæmmet natur. For fans er denne velkendthed også en intimitetsgaranti, der åbner sig dristigt mod det indegemte og overskridende. Det apollinske er det formskabende og kropsbeherskende, som mødes med det dionysiske formnedbrydende. Lige der hvor kroppen går i stykker, bløder og brækkes itu. Her ligger der allerede en lille xenofobi. ‘Mit eget rum skal beherskes og beskyttes. Dit skal nedbrydes.’ Fodbold er et spil om rum, det stabile og det excessive rum.

Vi med religion

Fodboldkulturen er en brændemærkende religion. Alle os fra planeten Fodbold, du ved, lever med en sitrende grænse indeni os, hvor figurlig passion truer med at krydse over i fysiske attentater. ”Stå stille, Barça-fan, så jeg kan tæve dig!”. Men det ender med, at jeg klapser i sofahynden eller dunker min sidemand hårdt i ryggen.

Vi elsker det sammenhold, som er født af fortabthed. Hvem vinder? Hvem er egentlig de bedste? Vi trives i dødvandet mellem guden Dionysos, som vil have kaos og uforudsigelighed, og Apollon, der tyrannisk dikterer plasticiteten og ordenen. Imellem de to guder sker spillet. Når atleterne slår sig på tacklingerne, skryder Dionysos i himlen. Når pasningerne bruser, og matematikken på grønsværen åbner sig i pludselige, vidunderlige mål, så smiler Apollon.

Den starter i volden og kultiveres løbende. Mob Football, hvor hele byer udkæmpede drabelige slag med hinanden, foregik i Østengland i det tredje århundrede, muligvis for at fejre sejren over romerne og måske med det afhuggede hoved af en dansk prins som bold. I 1580 skrev Giovanni Bardi om de “spark” – calcio – der gik for sig på Piazza della Novere i Firenze under navnet Giuoco del Calcio Fiorentino. Således flyder drifterne stadig mange hundreder år senere i en pirrende balance mellem den brutale dyst til døden og civilisationens rituelle forlystelse.

Der er to muligheder. Den troende vil sige, at Gud og kristendommen får styr på menneskets trang til at blive en del af et frådende kollektiv. I det øjeblik, hvor folk ikke længere tror, åbnes der en ladeport for genkomst af enhver slags. Det er trist, vil den troende sige, fordi det sted, hvor man virkelig kan mærke Gud og Jesus i de samhørige, intime øjeblikke, er blevet afløst af en massebevægelse, der sidder og råber på stadion.

Men religionsantropologen vil omvendt sige: Det er et eksempel på, at når mennesket absolut vil råbe, dyrke fællesskaber, have ikoner og abonnere på ritualer, og kristendommen ikke længere kan rumme det, så kommer der noget andet og tager over. Stadionkulturen mimer kirken og kristendommen. Man synger en salme. Man rejser sig præcist syv minutter efter første fløjt og råber “Espana!”.

Man kan godt se stadionkulturen som erstatningsreligion. Men det stikker dybere. Det drejer sig også om den løssluppenhed, der ligger i at holde med nogle og hyle og hvine. Det er der ikke så meget plads til i verden, fordi alt er blevet stramt, styret og systematisk og på mange måder også kvindeliggjort på godt og ondt. Nogle har hårdt brug for et maskulint pusterum, hvor man kan lave kaos og råbe og vende røven til guderne. Sådan var det med karnevallet i den kristne epoke. Man havde kaos, men fik det rammesat, så der var styr på det.

Frit oversat til i dag sagde præstestyret: Så lad dem da dyrke deres slumrende libido den ene dag om året. Resten af året holder vi dem i stramme kulturradikale tøjler.

Fodbold er vores park, hvor man godt må tisse i busken. Vi ser fodbold, det er vores forestilling her på globen. Vi er aldrig blevet moderne, fortæller de kloge, for den eneste forskel fra middelalderen er, at karnevallet ikke er en årlig begivenhed, men hænder weekend efter weekend og tirsdag, onsdag og torsdag, når der er Champions League og Europa Leauge. Eller når der, som nu, er EM.

Den magiske cirkel

Fascinationen ligger akkurat i balancegangen mellem yderpoler. Der er formbeherskelsens Andrés Iniesta, fodboldens Paul McCartney, og der er formnedbrydningens Keane, fodboldkulturens extreme makeover af Mick Jagger. Imens tikker panikken ned som nedtællingen til uforløst skuffelse eller befriende ekstase. Når vi velvilligt begiver os ind i fodboldens univers, levendegør vi Apollon og Dionysos og træder ind i en magisk cirkel. Det er herinde, der er tilfældigheder og rammer. Arenaen, kampprogrammet, EM-kalenderen, 4-4-2-formationen, taktikmødet og statistikken. Herinde kan rigtig meget ske, og noget af det kan vi ikke styre. Men der er også regler. Ellers ville det tøjlesløse fordampe i ren dødsdrift. Apollon vinder.

Når man befinder sig i en magisk cirkel, skal man tro på det. Man skal leve sig ind i det. Der er ikke noget mere fordærvende for et godt spil end afbrydelser. Eksempelvis mennesker, der med en selvforherligende krusning fordømmer fodbold som det latterligste i verden. De burde interveneres på en ø af tilpas størrelse, så de alle sammen kan være der, ignoranterne, og så skal de undervises dagligt af Roy Keane.

Den magiske cirkel er samfundets mikrokosmos. Den har en opbyggelig effekt. Den er et spejl for, hvordan samfundet kan øve sig på sig selv. Ligesom George Orwells flydende krigsarenaer midt ude på havet i ‘1984’. Uden at nogen kommer nævneværdigt til skade.

Spørgsmålet om, hvorvidt fodbold er civiliserende eller brutaliserende, er derfor dybest set forkert. For den brutalitet, som hooliganismen bekender sig til, er netop hinsides den magiske cirkel. Også selv om den nu, i den russiske variant, gør en dyd ud af at legitimere sig selv som en sportsgren. Hooliganen har allerede fraskrevet den enhver betydning. Hooliganisme har intet med fodbold at gøre. Nok er den en del af fodboldkulturen, men målet med hooliganismen er i bund og grund at afmontere fodboldens eksistens. Alle vi andre synger derimod med på civilisationens bannersange i de 90 minutter, som krigen på grønsværen varer, eller i den hede optakt til de livsvigtige kampe, hvor duellanterne øver sig i nedrigheder og forsøger at aflure fjendens forsvarssprækker. Og bagefter går vi på arbejde, hjem i seng og på bar for at diskutere taktik med andre venlige krigere.

Fodbold er højt hævet over enhver xenofobi. Den er smukkere end den bumsede logik, som lurer i dens sprækker som en obskøn grimasse. Og den beviser, hvorfor Gud ikke bor i Vatikanet, men løber rundt på Romas midtbane.

Da den italienske forfatter Umberto Eco var teenager, tog hans far ham med på stadion. Fra da af åbnede der sig en verden af beåndet afsky for den spirende akademiker. Fodbold er, som han skriver, en negativ filosofi, hvor Gud er forvandlet til et hul i himlen. På grønsværen er der ikke andet end ubegrundet fiktion og kosmisk meningsløshed.