Kæl, æd og Kæmp

”Han sveder som et svin!”

Underforstået: Han sveder mere end godt er på synligt usund og sikkert også ildelugtende vis. Sandheden er imidlertid, at svin ikke sveder, fordi de har uendeligt få svedkirtler. Det er til gengæld en af årsagerne til, at svin holder af at rulle sig i mudder, hvis det er varmt, fordi den fugtige jord kan afkøle deres overophedede legemer.

Mudderbadet bliver så tolket, som om grisen er et uhygiejnisk dyr. Intet kunne være mere forkert. I modsætning til hunde, der skider overalt og gerne æder egen og artsfællers lort, sørger grise for at besørge i et hjørne, hvis ellers de har muligheden for det.

“Dumme svin!”

Her lægges der ikke skjul på, at den formastelige har en skidt karakter, fordi han er et svin, men at han også er et dumt svin. Det er oplagt, at nogle svin er dummere end andre; men svin er grundlæggende intelligente dyr.
Det ved alle, der har haft med svin at gøre, mere eller mindre; men fra tid til anden er bevisets stilling uomgængelig.

En af Danmarks mest betydningsfulde filmproducenter, Peter Aalbæk Jensen, avler svin. Det hele begyndte med en sølvbryllupsgave i 2008. De to vietnamesiske hængebugsvin var en ”nu-skal-vi-være-sjove-gave”, men det endte med kærlighed og fritidsavl. Peter Aalbæk Jensen blev hurtigt overbevist om, at grise indtog en særlig placering i dyreriget, men specielt én begivenhed fik ham overbevist om, at der også var tale om særdeles intelligente og opfindsomme dyr. Det skete, da den vietnamesiske hængebugorne Bonzo skulle bedække en langt større dansk so. Hun var ca. 40 centimeter højere end Bonzo.

”Man kunne se, at han stod og tænkte over det. Der var en umulighed i opgaven,” fortæller filmproducenten.

Tappert forsøgte Bonzo alligevel et par gange. Men forgæves. Højdeforskellen var ganske enkelt uoverstigelig. Herefter trak Bonzo sig lidt tilbage i dyb eftertænksomhed. Pludselig bevæger han sig målrettet og afklaret hen mod den kolossale hun. Han jager trynen ind mellem benene på hende.

”Så knalder han det ene ben ud til siden og lynhurtigt det andet, så soen går i en slags halv spagat. Det var magisk udregnet,” husker Aalbæk Jensen om den nærmest perfekte ligesidede trekant, der var dannet fra soens rectum til hvert af hendes bagbens klovspidser. Præcis nok til at Bonzo nu kunne fuldbyrde sin plan og bestige den blege danske so.

På spørgsmålet om det ikke blot var en teknik, Bonzo havde tillært sig over tid, slår Aalbæk med sikkerhed fast, at Bonzo ind til den dag kun havde været i selskab med racefæller af samme lave statur og grumsede kulør. Få år efter blev Bonzo desværre en sur, gammel orne og måtte lade livet.

”Og er der noget, man ikke skal undervurdere, så er det en sur gammel orne.”

Peter Aalbæk forklarer, hvordan et enkelt grisebid nemt kan sende den uheldige i sygesengen i adskillige måneder, fordi det er så inficeret.

”De svenske vildsvinejægere, jeg kender, går aldrig på jagt uden også at være bevæbnet med et håndvåben. Svinet er et af de eneste dyr, der er snedige nok til at blive liggende i skjul, til de kan se deres snit til at angribe. Og så er der altså ikke mulighed for at svinge riflen rundt.”

Han har siden opgivet de lavbenede vietnamesere og er efter en tur omkring Duroc-racen, der har fremragende kød, men for svage ben til den lerede jord på Herfølge-kanten, endt med at krydse den sortbrogede danske landrace med det ungarske uldsvin. Sidstnævntes fedt bliver flydende, når det varmes ligesom gåsefedt. Og det er næsten lige så sundt som olivenolie.

Hermed er han også endt med en genpulje, der kun leverer en fem-seks unger af gangen, hvilket er noget nemmere at håndtere for en fritidslandmand. Men de kognitive evner er de samme. Ligesom videnskaben sammenligner Aalbæk svinet med delfiner og chimpanser.

”De er meget dygtige til at genkende mennesker. Og har du generet et svin, har du sikret dig en uven for livet.”

Aalbæk havde ikke noget særligt sikkert greb om tingene, da han første gang skulle kastrere et hold nyfødte smågrise. Selv om han havde skærmet sig grundigt af, blev soen rasende, da hun konstaterede, hvor megen smerte filmmandens kluntede funktionærhænder forvoldte hendes yngel. Hun splintrede på ingen tid hans barrikader og gik til angreb.

“Jeg nåede lige at springe bort. Men jeg landede med nosserne ned over hegnet,” fortæller Aalbæk, der var så skrækslagen at han ikke ænsede smerten, som dog hurtigt indfandt sig. Den lille hævn var dog ikke nok for soen, der aldrig glemte overgrebet.

“Sådan var det aldrig gået med en hund. Den havde blot logret idiotisk med halen efter den første godbid,” siger han og fortsætter:

“Men grundlæggende er der tale om meget sociale dyr. De hygger sig sammen. De passer hinandens unger, og der hersker det meste af tiden en rar og omgængelig stemning.”

Peter Aalbæk er dog aldrig gået så langt som til at tage grisen helt ind i de private gemakker som kæledyr, ligesom en række kendisser fra den internationale filmverden ellers har valgt at gøre og ikke mindst underholde verdensoffentligheden med.

Mest kendt er George Clooneys 18 år lange forhold til kælegrisen Max, som han oprindeligt forærede sin kæreste, skuespillerinden Kelly Preston. Da deres forhold gik i stykker og hun giftede sig med John Travolta, valgte Clooney at beholde Max. Også efter Max’ død, har Clooney altid spøgt med, at forholdet til den 150 kilo tunge gris er det absolut længste, han har haft, til noget levende væsen.

En årsag kan have været, at Max angiveligt delte seng med filmstjernen. Hvorom alting er, dør Max imponerende 19 år gammel. Clooney er vist nok stadig gift med Amal Alamuddin, så måske holder det længere end has hidtidige rekord på fem år og fem måneder nu befriet for den klovbærende sengekammerat.

Også herhjemme er der opstået nære venskaber mellem gris og menneske. Et af de mest markante tilfælde er det nærmest symbiotiske venskab mellem kunstneren Andrew Nygaard og grisen Gysse. Det er ved at være 18 år siden han blev færdig på kunstakademiet. Han er en både begavet og original kunstner; men produktionen har været lidt ujævn efter at han og tre andre kammerater allerede på kunstakademiet bevidst besluttede sig for at blive narkomaner efter at have set filmen Trainspotting. Det lykkedes de andre tre at forlade eksperimentet i nogenlunde intakte. Andrew blev hængende i et ganske intenst misbrug af piller, alkohol og stoffer. Han formår dog stadig at udvikle og realisere særegne ideer.

Andrew Nygaard har læst at imamer selv må bestemme, hvad de vil velsigne. Selv er Andrew meget optaget og fascineret af de mere spirituelle forgrenninger af islam, man finder i sufismen. Han beslutter sig for tre år siden at skabe et stykke integrationskunst. Han vil anskaffe sig en gris, der skal velsignes af en imam og dermed blive verdens første halal-gris.
Sammen med sin ven, den en hel del mere succesfulde kunstner Smike Käzner tager i Smikes aldrende Ford ud til landmanden Bjarne og køber grislingen Gysse.

Der udvikler sig hurtigt et meget nært forhold mellem de to. Lige som Clooney og Max sover de sammen. Men Andrew optræder også for Gysse med dans og musik. I særdeleshed Andrews melankolske og eksotiske klarinetspil bringer Gysse i en salig stemning.

Men forholdet er også vanskeligt. Gysse har en stærk personlighed og deres magtkampe ender ofte i håndgemæng og bid fuldkommen som det sker, når svin bliver tvunget sammen på for lidt plads. Grise er som bekendt uovertrufne i dyreriget, når det gælder om tilpasning. Og Gysse tilegner sig også hurtigt nogen af sin bofælles mindre heldige vaner. Gysse udvikler på rekordfart en forkærlighed for alle former for alkohol – i særdeleshed øl, som Andrew i starten synes det er sjovt at hælde på dyret. Selv om Andrew har forudsætningerne, har han ikke forudset konsekvenserne. Gysse finder hurtigt ud af, at han kan få øl ved at bide folk i benene. Mange bliver lidt skræmt af Gysse på den konto. Men angsten for det ukendte og faretruende går begge veje, og Gysse kommer også ud for storbyboere, der udfordrer hans nerveapparat. Som da han konfronteres med de bandemedlemmer, Andrew køber sin hash af og overskider sin vens bil af bare skræk.

Der er absolut flest harmoniske øjeblikke; men planerne om velsignelsen udvikler sig dog i en noget uforudset retning. Andrew er meget glad for moskeen på Amerikavej på Vesterbro. Her dyrkes der ansporet af sufismen meditation, og der spilles på strengeinstrumenterne tanbur og saz. Andrew besøger moskeen adskillige gange. Men modet svigter ham, og han for aldrig præsenteret sin plan om at få Gysse velsignet.

Selv om stamgæsterne på det nærliggende værtshus Diligencen er begejstrede for Gysse, deler store dele af beboerne i Korsgade-kvarteret ikke deres hengivenhed for grisen. Flertallet af beboerne i det sociale byggeri er af anden etinisk herkomst end dansk, og flokke af børn stimler sammen neden for Andrews altan og råber ad ham og Gysse. Der falder nogle truende kommentarer fra voksne beboere, og til sidst begynder nogle at klage til beboerforeningen, selv om husdyrhold er helt efter reglerne.

Andrew og Gysse vælger at forlade Nørrebro til fordel for Jylland. Her skal det retfærdigvis tilføjes, at der er kød på det maleriske udtryk: At hyle som en stukken gris. Et grisehyl kommer let op over 110 decibel, hvilket er de fleste arbejdstilsyns grænse for, hvad det menneskelige øre kan kapere. De to har dog nogle lykkelige måneder sammen i det jyske, inden Gysse dør.

Der er stadig diskusion mellem de to venner om Gysse døde af en overdosis eller efter at have indtaget for mange agern, der i følge Andrew faktisk kan gøre det af med en gris.

Som antydet ovenfor har ikke mindst den største af ørkenreligionerne, Islam valgt at tage stærk afstand fra svinet. Og siden har der været krig på gaflen, når det kom til grisen.

Jøden Jesus havde sådan set også et anstrengt forhold til svin, selv om han i Matthæus 15 er citeret for følgende: Og han kaldte forkeskaren til sig og sgade til dem: “Hører og forstår! Ikke det, som går ind i munden, gør mennesket urent, men det, som går ud af munden, dette gør mennesket urent.”

Det er nemlig i følge sognepræst i Garnisionskirken, Claus Oldenburg først og fremmest Paulus, der gør grisen til god kristen mad.

“Paulus står for den store frigørende kraft i kristendommen. Det er ham, der i flere breve gør op med, at vi skal leve efter love og foreskrifter. Vi er ganske enkelt alle syndere. Og vi bliver frelst ved troen. Ikke for at leve efter lovens bokstav.”

Kirkefædrene fortsatte dog med at beklage sig over dyret. De så den som selve indbegrebet af dumhed, brutalitet, grådighed og stort set alle andre syndige lyster. Men Paulus vandt på lidt længere sigt og Europas kristne vendte tilbage til romerrigets store forkærlighed for svin. Her hvor man ikke alene anså svinet for det fineste, bedste og mest velsmagende kød; men også grundlagde en større og langt mere rationel produktion af svinekød.

Langt senere har der fundet en vis indvandring sted af folk der bekender sig til Muhameds lære. Herhjemme har Dansk Folkeparti været first-movere i forhold til at problematisere indvandringen af særligt mennesker med mellemøstlig og nordafrikansk bagrund. Og grisen er kommet til at spille en stadig større rolle for partiet. Det fede flæsk er blevet ført som en fane af DF´erne. Ikke kun når det drejer sig om, hvorvidt der må og skal serveres frikadeller og skinke i børnehaver og andre institutioner.

Spisning af svinekød er blevet en vigtig kulturel markør for partiet. Således afholder partiet i år fire grisefester for deres medlemmer. I maj foregik det blandt andet på Gavnø Slot ved Næstved, hvor ca. 750 glade DF´ere var samlet. Der var dækket op i laden med lange borde, gode stole, rigtigt bestik og masser af øl brygget på slottets eget bryggeri. Der var heldigvis masser af kokke til at skære de rigelige mængder grisekød ud. Peter Skaarup holdt tale og takkede for indsatsen ved Folketingsvalget og EU-afstemningen i 2015. Han lagde særligt vægt på de 28 udlændingestramninger. De glade medlemmer kunne også høre ejeren af slottet Baron Otto Reedtz-Thott – iført landadeligt antræk – takke for besøget efter en lille tale om slottet.

Partiets formand Kristian Thulesen Dahl lægger da heller ikke skjul på, at livretten – ligesom det i øvrigt gør sig gældende for Peter Aalbæk – er flæskesteg. Og han deler gavmildt ud af sine gastronomiske erfarringer med denne ærkedanske favorit.

Men det hele bliver også her lidt Morten Korch. Og i dag er der trods alt færre, der for alvor sværger til 50ernes udkogte grøntsager og smagsforfladigede udskæringer af gris.

I alt fald i kokken Claus Christensen serveringer, som ikke mindst kan studeres, eftergøres og nydes via han og nu afdøde Søren Vedderkopps fabelagtige kogebøger, der er blevet til med Christensen som autoritet og oratoriker og Vedderkopp som lystfuldt musikalsk sekretær med litterære nådegaver.

Christensens mad er raffineret enkel. Og i modsætning til den gennemsnitlige danske køledisk står ikke tilbage for nogen udskæring.
“Grisen indeholder alt, hvad vi skal bruge. Det eneste der ikke smager af en skid er svinemørbraden, fordi der ikke er et gram fedt i.
Grisen skal tilberedes med fedt og helst sit eget fedt. Uden fedt bliver det en katastrofe. Du kan se fedtet både før, under og efter tilberedningen. Overfladefedtet fra grisen er faktisk også meget sundere end for eksempel krølfedt fra oksen, der er indvendigt fedt,” forklarer han.

“Hvis en gris har haft et ordentligt liv og den ikke bliver transporteret for langt og stresset inden aflivningen, så smager det fortræffeligt. Længere er den ikke.”

Claus Christensen mener supermarkedets kølediske er et lotteri.
“Du kan være heldig og finde det mest pragtfulde stykke; men du risikerer også at ramme et af de individer, der har haft et forfærdeligt liv og smager derefter. Det smager af syre. Kødet bliver hårdt.”

Det er andelstanken, som set fra bøndernes synspunkt var udemærket, fordi der skulle tjenes så meget som muligt til bønderne, der i nogen grad har skylden. Det er endt med en madkultur, hvor vi ikke aner, hvor godt et svin kunne smage, hvis vi bevægede os fra værdikamp til en kamp for en mere veludviklet madkulturen.

“Vi har ikke den samme madkultur i Danmark som sydpå. Det bliver den jo ikke af, at man har nogle restauranter med Michelin-stjerner. Gastronomi bliver ikke anset som kultur,” beklager Claus Christensen.

Men for kokken er det ikke kun maden det handler om.
“Se på en so, som har født godt igennem og tilbragt det meste af sit liv bag tremmer. Hvis du tager hende lige før hun skal på sæbefabrikken og sætter hende ud i naturen, så begynder hun at rode i jorden og kan umiddelbart klarer sig selv lige så godt som et vildsvin. Det er et pragtfuldt dyr!”

Claus Christensen kan sikkert godt finde på at kalde nogen for et dumt svin i en ophedet situation. Men han råder i den grad bod, når han har kaldt sin og Vedderkopp´s kogebog om svinekøkkenets lyksaligheder for Porcus Sum (Jeg et svin).