Gamblernes æra

Jeg spillede mod markedet, og vandt en trøstepræmie, som jeg hellere havde været foruden. Kl. 05:34, mens jeg sad og så stemmeoptællingen på en lille tv-skærm i det nordlige London, tikkede en sms ind fra Danske Spil: ”Hej Lars. Tillykke! Du har vundet 570 kr. på Oddset.”

Normalt gambler jeg aldrig. Spild af penge. Dummebøder til naive dagdrømmere. Men jeg lod mig provokere af stemningen blandt de fyraftensglade børsmæglere i The City i London, som jeg sad og betragtede på afstand torsdag aften.

Stemningen var så hoven og hovskisnovski, at mine indre alarmlamper begyndte at blinke rødt. Jeg blev for alvor nervøs, for her trådte afkoblingen mellem finanskapitalen og folkedybet tydeligt frem, midt i larmen fra ølsnakken. Danske Spil afgjorde ligefrem Brexit, før det officielle valgresultat blev offentliggjort i Manchester, små to timer senere.

De velklædte mæglertyper myldrede ud af kontorbygningerne og lod til straks at gå i gang med at fejre, hvad der kun kunne være deres egen snarrådige grådighed. På forhånd. Flere tog slipsene af. Alle jakker og skjorter var gennemblødte af et skybrud, der havde oversvømmet indtil flere ’Polling Stations’ i andre dele af det fugtmættede land. I ly for vejret spredte sig et lettelsens suk blandt de evigt arbejdende skærmtrolde.

Store pint-glas med mørkt øl blev bestilt i flokke rundt omkring på de små pittoreske pubs, der ligger i det ellers befolkningstomme kvarter the Square Mile, et af verdens absolutte finanscentre. Mændene havde skuet ud i den nære fremtid – og gennemskuet pøblen. Det var næsten så godt som penge i banken, for de kloge narrer jo næsten altid de mindre kloge.

Efter flere uger med turbulens på de finansielle markeder – i frygt for udfaldet af den britiske EU-folkefafstemning – sluttede markedet af i et uventet klimaks torsdag aften. Uden for piskede regnen ned som hunde og katte fra en vred himmel, valgstederne var endnu åbne rundt om i de 382 valgkredse, og på mobil-skærmene på bordene blinkede alt i plus.

Hemmelige målinger

Det britiske pund nåede en historisk høj kurs på 1,5 mod dollaren, og aktieindekset FTSE 100 var samtidig kravlet 1,2 procentpoint op i løbet af dagens handel – i en udbredt forventning blandt mæglerne om, at vælger-flertallet ville stemme ‘Remain’, når det kom til stykket. Når først vælgerne stod i valgboksen, ville de forstå alvoren – og lade sig påvirke af den enstemmige ja-kampagne om, at britisk udmelding af EU-samarbejdet vil koste milliarder og atter milliarder i tabt velstand. Men andre kræfter var også på spil. Stærkere kræfter.

Op til torsdagens Brexit-folkeafstemning var de offentligt kendte meningsmålinger så tætte, at ingen med rimelighed kunne forudsige, hvilken vej valget ville falde. Ikke mindst fordi millioner af vælgere fortsat var i tvivl på valgdagen.

I Storbritannien er det ulovligt at offentliggøre exit-polls i løbet af dagen, og nyhedsmedierne er tilmed underlagt stramme restriktioner for, hvad de må skrive og fortælle om valgets forløb. Alle gæt var lige gode. Og dog.

Rygterne ville vide, at de store finanshuse havde foranstaltet egne hemmelige exit-målinger. Mæglerne skulle således sidde inde med værdifuld insider-viden, der bragte dem mere end en postgang foran alle os andre. Måske kendte de allerede fremtiden?

Fyraftenforløsningen blandt mæglerne – og de kontante stigninger i markedet – blev i hvert fald set som et tegn på et endog komfortabelt ’Remain’-flertal. Jeg var bestemt ikke den eneste, som fulgte mæglerne.

Normalt giver det vitterligt også bedre mening at overvåge børsmægleres adfærd, særligt ved skelsættende – og dermed komplicerede – begivenheder, frem for f.eks. at tale med tilfældige taxachauffører. Pengedrengene er vant til at styre Europa. Normalt er det dem, der kan få andre til at gå i panik, ikke mindst politikerne. Hele EU’s økonomiske politik er i dag lagt nøje til rette efter at please disse børsmæglere i Londons ’The City’.

Men pub-stemningen var altså for bizar, denne torsdag eftermiddag og aften – og påfaldende afkoblet den vrede, politikerlede og frustration, som prægede debatten på stort set alle andre værtshuse i Storbritannien.

Jeg overhørte ved nabobordet, at oddsene på ’Leave’ var påfaldende høje. Mæglerne så det vist som et tegn på, at de mange betting-sites var mere kløgtige end den almene snusfornuft. Min nysgerrighed blev vakt.

Verden på højkant

Jeg begyndte at surfe rundt og opdagede, at en indsats på ’Leave’ gav pengene op til seks gange igen. For folk, der aldrig har prøvet at gamble på aktuelle begivenheder såsom fodboldkampe, er odds 6,0 meget, meget højt, særligt for en begivenhed, hvor meningsmålingerne viser 50/50.

Da jeg ikke havde lyst til at oprette en profil på et af de mange internationale betting-sites, nøjedes jeg med Dansk Spil, som torsdag gav odds 5,7 for et ’Leave’-flertal, og jeg smed 100 kroner i puljen. En gambler var født. Fremprovokeret af et insider-tip fra en børsmægler i The City.

Brexit-afstemningens sande gambler er den afgående premierminister David Cameron. Som en del af studehandel internt i det konservative parti, lovede han i 2013 at udskrive en folkeafstemning, som ikke blot skulle handle om forbehold, men være en alt eller intet-afstemning. Cameron satte alt på ét bræt, og har nu spillet hasard med ikke blot EU’s fremtid, men også Storbritanniens egen. Skotlands såkaldte ‘førsteminister’ Nicola Sturgeon har allerede annonceret, at en ny uafhængighedsafstemning er under forberedelse. Great Britain er måske på vej til at blive blot Britain?

Det britiske socialdemokrati, Labour, har heller ikke meget at være stolt af. Den nye formand Jeremy Corbyn har fra valgkampens begyndelse virket som en slet skjult EU-skeptiker, og da han for nogle dage siden blev spurgt, hvordan han ville værdisætte EU-samarbejdet på en skala fra 1 til 10, svarede han 7,5. Labour synes i det hele taget at have nydt den indre borgerkrig hos de konservative – og bundlinjen er, at ‘Leave’-flertallet endte med at blive størst i traditionelle Labour-kredse i arbejderkvarterer.  Jeremy Corbyn er allerede udfordret af et mistillidsvotum fra egne rækker.

Lokalpolitik har således sat hele verden på højkant, og det virker ærligt talt  ganske gakgak. Kun én ting er sikkert: David Camerons eftermæle vil blive grumt og dumt. Han synes dog blot at have tænkt som de børsmæglere, han er vant til at føje: I sidste ende lader folk sig skræmme af frygten for økonomisk katastrofe. Men nej, ikke denne gang. Endnu stærkere kræfter er blevet udløst blandt menigmand. Og vreden handler ikke kun om indvandrere og østarbejdere.

Finanskrisens spøgelse

Blandt de få britiske politikere, som har formået at kombinere en kritisk tilgang til EU-landenes hidtidige kurs med en konstruktiv plan for en social afbalancering og reel demokratisering af samarbejdet, træder én kvinde frem: 55-årige Caroline Lucas, som repræsenterer De Grønne i det britiske underhus, har en skrap og skarp forklaring på udfaldet af folkeafstemningen:

”Indvandring er blevet brugt taktisk som en stedfortræder for en i øvrigt helt legitim vrede i kølvandet på finanskrisen. EU’s sparekurs har kun har gjort ondt værre for de fleste. Men det er en austerity-politik, som er blevet gennemtrumfet af medlemslandene, hvor højrefløjen dominerer – ikke af EU-systemet som sådan,” siger Caroline Lucas.

Sidste gang jeg mødte hende, deltog hun ved lanceringen af DiEM25 i Berlin i februar. Caroline Lucas ser EU-landenes manglende evne til at afbøde de sociale konsekvenser af finanskrisen som det egentlige syndefald: ”De kriser, der rammer os alle, respekterer ikke nationale grænser. Finanskrisen. Klimakrisen. Flygtningekrisen. At svække EU-samarbejdet vil kun gøre problemerne endnu større, og politikerne endnu mere afmægtige”.

Børsmæglerne, der i 00’erne pumpede finansboblen op til langt ud over bristepunktet, tog så meget fejl, som de overhovedet kunne i torsdags. Deres gambling på et ‘Remain’-flertal bristede allerede, da stemmeoptællerne i Newcastle – som det første sted i Storbritannien – kunne berette om et uventet lille ‘Remain’-flertal. Dernæst fulgte Sunderland med et lige så uventet snævert ‘Leave’-flertal, og det britiske Sterling-pund, begyndte straks at rasle ned på de asiatiske markeder. Nyhederne fra det nordøstlige hjørne af England spredte sig med lynets hast på de globale finansmarkeder.

Da jeg mødte den danske finansmand og stifter af Saxo Bank Lars Seier Christensen på Folkemødet på Bornholm for en uge siden, forsikrede han mig om, at kapitalmarkederne allerede havde indregnet usikkerheden ved Brexit-afstemningen. Markedet finder altid et nyt ligevægtspunkt. Men dét viste sig mere end godtroende optimistisk på vegne af alle de ‘hysteriske kællinger’ på børserne.

Pundets dyk og aktiekollapset for en række af Europas største banker i løbet af fredag har været en større rystelse end selv under finanskrisen i 2008, ja, chokket har sågar vist sig større end på ‘Black Wednesday’ i 1992, hvor et voldsomt spekulationspres mod Storbritannien skubbede pundet midlertidigt ud af det daværende kursbånd i EF.

Forklaringen på den afgrundsdybe afstand mellem mæglernes virkelighedsopfattelse og vælgernes vrede kan forklares enkelt, ifølge Caroline Lucas: ”Finanseliten og de etablerede politikere har slet ingen fornemmelse for, hvor stor en sociale desperation i dag er blandt almindelige borgere,” siger hun, og peger på et uafviseligt mønster i det nye politiske landskab: ‘Remain’ fik kun flertal i de mest velstående dele af England, typisk i og omkring universitetsbyerne, mens ‘Leave’ triumferede ude omkring i de egne, hvor fabrikkerne er lukket og arbejdsløsheden trænger sig brutalt på.

Fristende hasardspil

Jeg fik også en e-mail fra Danske Spil. Her står fristende: “Hvem siger, du ikke kan vinde to gange i træk? Hos Danske Spil kan du spille på rent held eller på din viden – måske har du lyst til at lære et nyt spil at kende, eller spille dit favoritspil igen?”. Ja, nu har jeg jo penge på kontoen, så hvorfor ikke? Mæglerne i The City er helt sikkert også oppe på hesten igen.

Rent gætværk duer næppe, så hellere satse på et udspekuleret mønster: ”If you can’t join them – beat them”. Sådan sagde daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, berømt, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992, umiddelbart efter nej’et til Maastricht-traktaten. Derfor har jeg nu spillet 100 kroner på England som ny Europamester her i 2016. Til odds 10.

Et endnu mere frisk tip er Nordirland som vinder af EM til odds 250. De spiller i dag mod Wales i ottendedelsfinalen kl. 18, og dernæst måske mod landet omkring Bruxelles, Belgien, i kvartfinalen: Oppe i Nordirland stemte et flertal for ‘Remain’, og ligesom Skotland nu rasler med truslen om udmeldelse af Det Forenede Kongerige, kan dette lille, tidligere borgerkrigsplagede land på tippen af øen Irland, også pludselig genvinde trangen til løsrivelse fra unionen. Sammenbruddet er totalt.

Selv om de fleste taber, er der altid nogen, som stryger en gevinst på dramatiske kriser. 470 kroner har jeg tilbage på min betting-konto. Min nye kyniske snusfornuft tilsiger, at de nok bør gambles på, at Donald Trump bliver USA’s næste præsident. Til odds 3,7. Muligt gevinst: 1.739 kroner. The show goes on…