Kære læser

Angst, alkohol og livsforsikringer

0:00 / 0:00

Valérie Pécresse. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvornår er man på den helt sikre side? Sådan set aldrig, lyder det kedelige svar. Du kan blive ramt af en bil i morgen, en atomkrig dagen efter. Døden kan antage utallige uforudsigelige skikkelser; den kan være pludselig, snigende, langtrukken eller ligefrem forventet. En af de største genistreger i HBO-serien Six Feet Under om bedemandsfamilien Fisher er af samme grund, at hvert afsnit begynder med et mere eller mindre iøjnefaldende dødsfald – fra køkkenulykker til triste sygdomsforløb.

Spørger man den konservative franske præsidentkandidat Valérie Pécresse, kan helgarderinger dog aldrig skade. I forbindelse med, at alle præsidentkandidaterne er blevet pålagt at fremlægge deres formueerklæringer og redegøre for øvrige interesser og aktiviteter, er det i hvert fald kommet frem, at Pécresse har intet mindre end syv livsforsikringer. Selv hvis Pécresse var en kat, virker det næsten i overkanten. Men man må da sige, at hun forsøger at kontrollere tilværelsens uforudsigelighed.

Når det kommer til hele dén disciplin, kan ingen imidlertid overgå den kinesiske regering. Som følge af et nyt smitteudbrud med Covid-19, har man atter måttet tage konsekvensen af den såkaldte “zero-Covid“-strategi og indføre nye, omfattende nedlukninger. Eksempelvis i millionbyerne Shenzen og Shangai, hvor massetestning og øget kontrol atter er blevet en del af hverdagen. Mens mange andre lande, herunder Danmark, har haft held med at tackle omikron-varianten med en mere lempelig tilgang, kan kineserne endnu ikke se en ende på pandemien. Det kræver ikke mange positive tests, førend hele landsdele bliver slået tilbage til start.

Som sociolog Ulrich Beck engang skrev i sit små-fortærskede hovedværk Risikosamfundet, stræber vi i dag ikke længere efter lighed, men sikkerhed. Problemet er bare, at de fleste trusler ikke kan ses. De bliver snarere en ny form for åndemagter, som skaber et undtagelsessamfund – et samfund, hvor undtagelsen hele tiden truer med at blive normalen. Det afgørende bliver ikke længere nøden, men angsten. Og før man ved af det, står man altså med syv livsforsikringer og nok et drakonisk udgangsforbud.

Tirsdag eftermiddag ventes regeringen herhjemme at præsentere sin nye, længe ventede sundhedsreform. I den forbindelse kan TV 2 allerede nu fortælle, at regeringen ønsker at “forbyde al salg af tobak for årgang 2010 og opefter“, ligesom der vil blive indført en aldersgrænse på 18 år for al salg af alkohol i detailbutikkerne. To drastiske tiltag, der dog nemt kan virke berettigede: Mens rygning fortsat er en af de værste trusler mod folkesundheden, bliver den løsslupne danske drukkultur ved med at ødelægge familier og skabe tragiske historier om drukneulykker og deslige.

Alligevel er der en mærkelig bismag ved udspillet. Én ting er, at det kommer fra selvsamme parti, som insisterende sætter lighedstegn mellem sikkerhed, overvågning, tryghed og frihed. En helt anden er, at Becks åndemagter fortsat spøger i baggrunden. Deciderede forbud rækker kun så langt, når truslerne skal holdes fra døren. Du kan nudge folk i den rigtige retning, men ikke afværge alle ulykker ved øget kontrol. Et større fokus på unges alkoholforbrug er utvivlsomt tiltrængt, det samme er bekæmpelsen af rygning. Men vil angsten nu også lade sig mærke af en aldersbegrænsning? /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12