”Min psykolog sagde til mig: Du bliver nødt til at holde op med at følge Søren Pind på Facebook”

Lea Marie Løppenthin er en litterær superhelt herhjemme. Det siger de unge selv – altså dem, der interesserer sig bare en lille smule for litteratur. De midaldrende siger det nu også. Og de gamle.

Lea Marie Løppenthin, der er 28 år og har gået på Forfatterskolen, har netop udgivet sin anden digtsamling, Marts er bedst. Hun debuterede i 2014 med digtene Nervernes adresse. Begge har fået fine anmeldelser, og det er faktisk sådan, at jeg på Føljetons vegne gerne ville sige: Gå hen og køb Marts er bedst. Men det giver ingen mening, for der er ikke flere eksemplarer tilbage, efter at landets biblioteker har bestilt 37 stk. Det skriver hun i hvert fald på sin blog, hvor hun også gør opmærksom på, at hvem som helst, der har lyst, selv kan gå ind og printe bogen kvit og frit fra forlaget OVBIDAT’s ‘fil-bibliotek’.

Inden jeg henvender mig til Lea Marie Løppenthin (det gør jeg på dagen for den store Brexit-afstemning i Storbritannien torsdag 23. juni), studerer jeg hende lidt på Facebook. På sit coverfoto ligger hun henslængt i en bamset rød plyssofa. Hun ser glad og velfornøjet ud, måske fordi hun er ved at læse bogen I LOVE DICK af den amerikanske kunstner og forfatter Chris Kraus.

På hendes Facebook-profil ligger der også nogle musikvideoer med hende selv. Det er coversange optaget med en iPhone og lagt på Vimeo. Ingen instrumenter, bare Lea Marie Løppethins stemme. Hun synger godt. Det er nøgent. Videoerne lader til at være tilegnet Venstres integrationsminister Inger Støjberg, ”min gode veninde og lookalike”.

Da vi har set nok, melder vi os som Facebook-ven og spørger, om hun kan mødes næste dag. Vi ender med at aftale at snakke sammen på Assistens Kirkegård, fordi det (vejret) er så lummert. Hvis vi mødes et sted, der er for varmt, kommer hun nemt ”op og køre” – ”også pga. Brexit.” Jeg spørger, hvad hun synes, jeg skal læse, hvis jeg nu bad om at få ‘lektier’ for. Hun sender dette foto til mig og beskeden: ”Hmm du kan få en lektie, som et det her digt, jeg skrev i venteværelset hos lægen i går”:

Hvis det er svært at læse på din lille mobiltelefon, så gengiver jeg det her:

 

sidder i venteværelset hos min nye læge

flotte DSB-plakater på væggen

forskellige modeblade

jeg vil hellere lege med kuglerammen

hvorfor er jeg så jumpy i dag

igen i dag, har både løbet tur og lavet yoga og øvet sang

æv æv tål-mod-ig-hed

jeg skal være glad

jeg skal være sjov

 

bipolar bear, bipolar bear

mad as I could be

bipolar bear, bipolar bear

mad as I could be

and there’s nothing in this world

that’ll stop them worrying about this girl

 

de fandt ud af, de tog fejl

jeg bliver bare ved at snakke

de prøvede at få mig ud af hovedet

jeg har skabt så meget besvær for dem

det sårer dem sådan,

når jeg snakker

de får virkelig lyst til at græde

 

for der ingenting i denne verden

der vil forhindre dem i at bekymre sig

om den her pige

 

I’m like everybody else

Den hypomaniske fase

Da det bliver fredag 24. juni, ser jeg, at Lea Marie Løppenthin har delt en ny video på Facebook, en coverversion Sinead O’Connors ‘This is the last day of our Acquaintance’. Hun skriver (på perfekt engelsk) til nogle ”kære britiske venner”, at videoen egentlig var lavet til Inger Støjberg, som ”arbejder hårdt på at implementere strukturel racisme overalt i det danske samfund”. Men i stedet vil hun dedikere den til Nigel Farage, lederen af det britiske UK Indepence Party (UKIP), ja, faktisk til ”politikere over hele verden, som udnytter folks frygt og får dem til at glemme, at det er kapitalisterne, der stjæler alles penge, og ikke indvandrerne eller de fattige eller de psykisk syge.” Hun fortsætter: ”Jeg er ikke nogen stor fan af EU, men indtil videre har jeg kun mødt en enkelt britisk marxist, som stemte for at forlade EU. Jeg har ikke set nogen socialistiske kampagner for ‘Leave’. Jeg har kun set racistiske og nationalistiske kampagner. Jeg fatter det ikke, jeg fatter det virkelig ikke. I morges drømte jeg, at Storbritannien stemte ‘Leave’, så vågnede jeg og fandt ud af, at det var en drøm. Så tjekkede jeg min telefon og opdagede, at det også var virkelighed. Sådan kan drømme være virkelig dårlige. Fuck dig, Nigel Farage, ingen i din liga vover at drømme.”

På kirkegården finder vi en grøn bænk, vi kan sidde på. Det er ikke i skyggen, men det gør ingen forskel. Lea Marie Løppenthin har en taske med.  Jeg siger, at nu tænder jeg for optageren, og stort set alt, hvad hun siger, kommer med her.

Hvorfor ville du lave et album med covernumre til Inger Støjberg, og hvor langt er du nået med det?

”Sangen i dag er nummer tre. Jeg har også lavet ‘Bury me in my overalls’ med Malvina Reynolds og ‘Say what you want’ med Texas.”

”Det er ikke, fordi jeg er helt vildt dygtig til at synge, men jeg synes, det er vildt dejligt. Det er en form for sport, det er en kropslig aktivitet, som jeg virkelig arbejder med at inkorporere. Jeg har altid været en tale- og tænkeperson, som var meget ubevidst om min egen krop. Jeg har aldrig haft spiseforstyrrelser eller motion-obsession. Det har altid været sådan, at jeg kun har været bevidst om min egen krop i forhold til, om den var pæn. Jeg var bevidst om, at man kunne være attraktiv for nogen, men det har altid været enormt skræmmende for mig, især da jeg var yngre. Mænd blev skuffede, fordi jeg snakkede så meget og var så loopy – jeg siger nogle vilde ting og er helt vildt nørdet. Det var en stor skuffelse, for nogle i hvert fald. Altså ikke dem, jeg har været kærester med, selvfølgelig. Jeg kan huske, at det især var den oplevelse, jeg havde af min krop, da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Derudover har min krop ikke rigtig været der. Nå, men så gør jeg det her med at synge, ligesom jeg også svømmer, for at prøve at bearbejde nogle af de der sådan lidt kedelige vredesfølelser, som man kan have. Jeg kan blive vred på politikere, jeg kan blive vred på personer, jeg kender. Og jeg bliver det meget på samme måde. Jeg skelner ikke.”

Når du bliver meget vred, har det så noget at gøre med det bipolære, du nævner i det digt, du sendte til mig?

”Ja, det har det jo. Min psykolog siger, at jeg for tiden er inde i den hypomaniske fase. Hun er virkelig dygtig, og hun siger, at hun ikke er ude på at stemple mig som noget. Altså, hun siger det, vi jo godt ved; at diagnoser er vejledende og plastiske. Hun har foreslået, at jeg lider af en mild bipolær sygdom, fordi jeg har nogle meget voldsomme depressioner, som jeg håber, jeg ikke skal have mere, fordi jeg har virkelig dealet meget med det nu. Da jeg havde depressioner, havde jeg også voldsom angst. Jeg kunne ikke fungere. I de her perioder, som den jeg har nu – det er anden gang, for det skete også sidste forår – føler jeg mig sindssygt stærk og inspireret og elsket. Jeg føler mig meget velkommen. Og så bliver jeg hypomanisk. Det var derfor, jeg skrev til dig, at vi bliver nødt til at prøve at være udenfor, fordi jeg kom til at tænke på, at det med at snakke med dig på en måde er lidt ligesom, da jeg skulle snakke med min læge i forgårs og min psykolog i mandags, for der sidder man jo også og snakker om sig selv. Og jeg tænkte: ’Åh nej, det går ikke’… Hvis nu jeg bliver helt træt eller agiteret. Min psykolog sagde til mig: ’Du bliver nødt til at holde op med at følge Søren Pind på Facebook. Du er nødt til at respektere, hvad din krop kan tåle. Og det er fint, at du har et politisk projekt’ – og blablabla – ‘men du bliver nødt til at sove og dyrke motion og arbejde med den her vrede’.”

Her trækker Lea Marie Løppenthin de første af en række medbragte effekter op af sin rygsæk: Mandalas – runde, symmetriske mønstre, som hun har farvelagt.

”Kan du huske det koncept fra 00’erne om power painting?”

Nej, men jeg kan huske sådan noget malebogsagtigt… Hvad er det nu, power painting er?

”Power painting var sådan noget, man kunne læse om på bagsiden af Politiken. Det handlede om, at man bare skulle få det ud. Man skulle bare fyre op for malingen. Nogen mennesker lykkedes med at sælge de her billeder og gøre karriere med at være power painters, for det var sådan et meget umiddelbart udtryk.”

Her afbryder jeg lydoptagelsen for at tage nogle fotos af Lea Marie Løppenthin mandalas. Jeg bruger min telefon til begge dele, og kun en ting kan gøres ad gangen.

Optagelse 2

”Det, der er med den type arbejde, jeg laver – som jeg egentlig havde tænkt mig at forlade, for jeg er faktisk i gang med at skrive min roman færdig (som jeg også har taget med, så jeg kan vise dig den), men den kan jeg så ikke lave lige nu, fordi…”

Lea Marie Løppenthin trækker flere og flere mandalaer op. Hun har både malet på dem og skrevet forskellige ting. ‘Bitch don’t Kill My Vibe‘, står der på en.

”Det her er min yndlings. Kender du ikke Lamar?”

Jo jo, men ikke så godt, at jeg kan genkende hans lyrik.

”Stort hit med Kendrick Lamar. ‘I can feel your energy from two planets away/  bitch don’t kill my vibe, bitch don’t kill my vibe.’ Ja. Nå, hvad var det, jeg ville sige? Jo. At man jo hele tiden balancerer på grænsen mellem at være en fucking retard og… Altså, da jeg var syg, betragtede jeg mig selv som giftig og farlig og totalt uønsket, men i virkeligheden har mit verdensbillede jo ikke ændret sig vildt meget. Jeg har skrevet for sjov på Instagram: Haha, jeg sælger den til 500 kr. Hvis der er folk, der synes, at det her er grimt, så er det jo ikke, fordi jeg skal ud og sælge det som et eller andet stykke kunst. Det er noget, jeg gør, fordi jeg arbejder med min rastløshed, og så hører jeg musik imens.”

Er formerne på papiret der til at starte med?

”Jaja. Jeg kan vise dig bogen. Hihiha. Det er altså ret sjovt. ’Find ro med mandela’. Hahaha.”

Så tager du dem bare ud og maler på dem med vandfarve?

”Uhhm. Nogle af dem er vandfarve og nogle er farveblyant.”

Hvad kalder du det her? Er det arbejde?

”Prøv at kigge her,” siger hun og peger på en brugsvejledning på side 2 i hæftet. ”Det her er jo terapi.” Hun finder den schweiziske psykiater Carl Gustav Jungs navn med fingeren. ”Psykoanalytikeren Jung brugte det. Det er autoriseret patientbehandling.”

Hvor meget tid bruger du på det?

”Ikke så lang tid. Det er kun noget, jeg gør som overspringshandling for simpelthen at falde ned. Jeg gør det specifikt, hvis jeg er rigtig sur og skal skrive et eller andet. Så hjælper det meget at høre noget musik. Det kunne være Kendrick Lamar, Malvina Reynolds, T.S. Eliot, Trille… Amy Winehouse. Så det er ikke arbejde. Det er terapi. Hvis jeg en dag dør – altså, det gør jeg jo nok – men hvis der en dag skulle ske det, at jeg blev rigtig berømt, og de her mandalaer blev sat til salg, så ville jeg brække mig i min grav. Jeg kan ikke forestille mig noget mere ulækkert. Så skulle man også sælge mit tøj eller et eller andet… Fordi det er ikke billedkunst. Jeg har taget det med nu, for måske er det en slags performancekunst ligesom videoerne. Når jeg laver de her videoer – jeg har lavet tre og så en fjerde, som er det digt, jeg også sendte til dig –  så er hver af dem lavet i ét take. Jeg har ikke rettet dem eller gjort noget for at skjule, at det er på mit værelse med min iPhone, for jeg har ikke noget ønske lige nu om at lave lækker videokunst eller lækker musik. Nicolai Elsberg, som jeg spiller sammen med, bliver ved at sige: ’Jeg vil gerne undervise dig i sang, men jeg synes også, det er fedt, at du kommer et andet sted fra.’”

Han vil gerne have, du holder fast i, at du kommer et andet sted fra end musikken?

”Jeg siger tit til ham, at det gider jeg ikke. Jeg gider ikke være sådan en forfatter, der har et band. Jeg vil gerne være et rigtigt band, men rigtige bands er jo også Kurt Cobain og Bob Dylan. De er helt klart mine forbilleder, for der er ikke gjort noget forsøg på at lave en lækker lyd eller en ren lyd. Mit band opfatter jeg i den grad som kunst. Det vil jeg gerne have skal overleve mig, hvis man kan tale om den slags i min alder. Det er måske lidt perverst.”

Hvor gammel er det, du er?

”28. Så jeg har ikke planer om at dø foreløbig. Det var bare, da du spurgte, hvor lang tid jeg bruger på mandalaerne, så tænkte jeg: ’Åh nej, hvad nu hvis det her bliver fucking udstillet på Louisiana?’ Hvis der skete noget sindssygt, og jeg blev sindssygt berømt. Det tror jeg ikke, jeg gør, men tanken om at det skulle være en form for dejlig frisk billedkunst på linje med måske Poul Gernes…”

Der er en udstilling med Poul Gernes (1925-96) på Louisiana for tiden, og Lea Marie Løppenthin fortsætter samtalen ad et Poul Gernes-spor – egentlig uden nogen pause eller overgang, så den overgang, du ser her, er 100 procent kunstig.

”Jeg var inde at se Poul Gernes, og jeg var virkelig skuffet. Jeg tænkte: ’Du har en idé om at demokratisere kunsten, og du demokratisere kunsten ud fra dit lille bitte perspektiv: En mand i Danmark.’”

Var det Poul Gernes’ perspektiv?

”Det synes jeg er meget tydeligt i hans kunst. Jeg tror ikke, han har tænkt sådan. Men hans udtryk er ekstremt aggressivt.”

Jeg læste i Louisiana-bladet, at han var den mindst intellektuelle af de der folk, som var en del af Eks-skolen, så når han skulle formulere noget kunstteori, så var det noget fis. Nogle af de tanker, han gjorde sig i 1965, var gengivet i Louisiana-bladet. Det var helt gakket.

”Han er helt tydeligt et legebarn. Og det er jo også fair nok, at man gerne vil være det, men noget af det mindede rigtigt meget om Yoko Onos kunst fra samme periode. Men der var bare ingen bevidsthed omkring køn, race eller økonomi. Så har han for eksempel udsmykket Herlev Hospital og Palads. Jeg elsker Palads. Jeg kan huske det fra, da jeg var lille, hvor min far tog mig med. Jeg syntes, det var så flot og festligt, og jeg blev så glad. Vi skulle jo også i biografen og sådan noget. Men den indre udsmykning på Herlev Hospital har jeg lige set, og det var hæsligt og grimt. Jeg kan ikke se, at det er frigørende for noget at lave sådan nogle brune blomsterprint. Jeg tror ikke, jeg ville opfatte det som et roligt sted at være syg. Tænk, hvis det var psyk (et psykiatrisk hospital, red.), der var udsmykket sådan! Jeg har aldrig været indlagt på psyk, men jeg har været tæt på at ønske mig det, og jeg er blevet afvist. Jeg har fået at vide, at ‘det kan du ikke, fordi du er ikke syg nok’. Men hvis jeg var blevet syg nok, og omgivelserne var blevet udsmykket af Poul Gernes, så var jeg gået helt bananas. Jeg var blevet så bange.”

På grund af farverne og mønstrene? Det er jo meningen, farverne skal være gode, og de påstår på Herlev Hospital, at patienterne er glade for det. At de liver op og bliver friske af farverne.

”Jeg syntes, de var grimme. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg var depressiv og vågnede op sådan et sted, så ville jeg blive vildt bange og ked af det.”

Ville det være bedre, at det var minimalistisk – bare hvidt i hvidt?

”Jeg har ikke været indlagt, og jeg har forstået, at det skal jeg heller ikke ønske mig.”

Psykisk sårbar

Igen – uden at det føles som et brud på samtalens flow – skifter Lea Marie Løppenthin retning. Eller kommer i tanke om, at hun havde medbragt flere objekter. Op af tasken hiver hun en mulepose fra en økologisk fødevareforretning i Sheffield, hvor hendes kæreste læser på universitetet.

”Jeg har også taget en masse andre bøger med. Det er derfor, min bagage fylder så meget. Jeg har lige læst den her: Nat i april af Caroline Livingstone, udgivet på Peoples Press. Det er en roman,” siger hun og slår op i den, ”men i indledningen står der: ‘Det var aldrig et valg at skrive denne bog, det var en nødvendighed. Ordene var et biprodukt af erfaringerne, udskilt fra hoved til papir som snot i en Kleenex.” Men det, hun så siger, er, at det var et valg at udgive den. Den her kvinde, som jeg ikke kender endnu, men som jeg nu har skrevet til…”

Altså Caroline Livingstone?

”Ja. Hun er ligeså gammel som mig. Vi er begge fra ’87. Hun ser sådan her ud.” – Lea Marie Løppenthin viser mig Livingstones portræt på omslaget – ”Hun har beskrevet adskillige indlæggelser og adskillige psykoser i den her bog. Hun har en alvorlig diagnose, som hun på en eller anden måde har lært at arbejde med. Nu har hun ikke været indlagt i flere år, og hun virker på mig som en meget stabil person i dag. Men det er jo ikke kun hende. Der er også denne her bog: Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme, som insisterer på at være litteratur, uden at den fralægger sig et performativt engagement. Hun siger: ‘Det her er mig. Det her er Olivia.’ Jeg tror, det er hendes lillebror, der har lavet omslaget. Det er i den grad en æstetik, der peger på, at du som læser ikke skal svælge i det, for det findes. Det findes, og der er ikke nogen, der skal komme og sige: ‘Ej, hvor er det smukt.’ Paul Celan, som er meget berømt for digtet ‘Todesfuge’, der handler om holocaust – det starter med: ‘Dæmringens sorte mælk vi drikker dig hver nat/ vi drikker dig hver middag…’ Kender du det?”

Tjaa. Jeg kender godt Celan, men du kan bare…

”Han er jøde, rumænsk, tror jeg nok, men tysktalende. Det, der skete, var, at ‘Todesfuge’ blev hans mest berømte digt, og det gjorde ham fuldstændig ulykkelig. Han tog livet af sig ved at kaste sig i Seinen i Paris som gammel, men han blev så vred over den vellyst, der opstod ved klangen af digtet, fordi det er smukt og repetitivt. Han siger sådan noget med ’dein goldenes Haar Margarete’, som altså er den ærketyske kvinde. Og der opstod en underlig form for æstetisk glæde ved digtet. Det var jo ikke nødvendigvis det, der slog ham ihjel, men det var han i hvert fald meget vred over. Det er det samme, som Adorno talte om. Han var en del af den tyske Frankfurterskole, som efter Anden Verdenskrig var meget optaget af, hvad man nu skulle gøre i forhold til den bestialske verden, vi tilsyneladende lever i. Og han var meget vred… og…”

Her taler Lea Marie Løppenthin lidt mere sagte og undlader at bevæge læberne alt for meget – som en dårlig bugtaler:

”Jeg gider ikke at sige det her, for det er sådan noget, journalister altid citerer: Man kan ikke lave kunst efter holocaust, siger Adorno. Men han siger virkelig mange ting, og det der citat blev trukket ud af en kontekst. For selvfølgelig kan man lave kunst efter holocaust. Men han prøver at sige noget om, hvad der er sket med billedet; hvad der er sket med repræsentationen, når forbrydelserne er blevet så bestialske.”

Hun når til næste bog i sin bunke.

”Og der giver det jo ret meget mening at tale om den her, Begravelse, som er skrevet af min ven Rolf Sparre Johansson, som også har udgivet min bog Marts er bedst på OVBIDAT – som jeg også har taget med – og det er simpelthen en tekst, som beskriver begravelsen og dødsfaldet omkring jegets mor. Jeget hedder Rolf og minder om forfatteren. Rolf siger: ‘Det er mig.’ Bjørn og Jon er brødrene, og det er de tre, der skal stå for begravelsen.”

Jeg har faktisk læst den. Den er skidegod.

”Ja, og det er virkelig et vidnesbyrd. Han har også skrevet en kronik, hvor han siger, at vi har brug for ritualer. Den ateistiske verden har brug for at lade være med at skamme sig over, at vi har brug for ritualer, når nogen dør. Der er en idé om, at når nogen dør, så skal man lave noget helt vildt personligt, for man stoler ikke på, at en præst kan gøre det for en. Det er en helt vildt god bog. Men når det er sagt, så har jeg også taget Frank O’Haras Til minde om mine følelser med og en britisk digter, der hedder Annie Freud. Hun har skrevet en bog, der hedder The Mirabelles. Og så Pia Juul, Avuncular. Onkelagtige tekster og Knud Sørensen. De er nogle lidt ældre forfattere i Danmark.

Jeg roser Lea Marie Løppenthin for titlen på hendes debut. Nervernes adresse. Jeg synes, at den er genial.

”Tak, det var sødt sagt. Det er jo en digtsamling, som ikke claimer nogen kontrakt med virkeligheden. Der er ikke nogen billeder i. Og jeg syntes, at det var så ubehageligt at udgive den. Jeg var meget angst og meget depressiv, da den udkom.”

Var det, fordi det var i en bestemt periode, hvor du havde det humør?

”Ja, men det var også, fordi jeg følte, at jeg løj. Jeg skyldte alle mennesker at stå ved, at jeg er psykisk sårbar, og jeg har nogle måder, som gør, at jeg nu kan få det til at fungere. Jeg tager medicin, går til psykolog, tegner mandala og svømmer. Jeg snakker med mine venner, min kæreste og min familie. Man har snakket meget om det her med forfattere, der peger på sig selv som privatpersoner – er det så ud fra en narcissistisk tendens? Og det kan da godt være. Det synes jeg, at det er Tomas Espedals (norsk forfatter, red.) tilfælde. Men Asta Oliva, Rolf Sparre, Cecilie Lind og mig selv, vi arbejder ikke med et ønske om, at folk skal interesse sig for os som privatpersoner. Det er bare, fordi vi gerne vil sige, at vi også er kroppe, som lever i samfundet. Når vi eksplicit siger, som jeg prøvede at gøre i Politiken i februar 2015 i en tekst, der hedder ‘Om rigdom og det strenge’, hvor jeg begyndte at behandle mig selv – stadig på en meget blufærdig måde – men jeg begyndte at italesætte, hvilken baggrund jeg havde. Blandt andet min baggrund som diplomatbarn i Bangladesh på grund af min fars arbejde. Det kan man finde på nettet.”

Det forholder sig sådan, at Føljeton ligger inde med en tredje og sidste lydoptagelse fra interviewet med Lea Marie Løppenthin. Vi smider den ind cirka her, når den er blevet transskriberet. Det er kæmpearbejde. Men hvis Kanye West kan arbejde videre med og finjustere et album, der er allerede er udkommet (The Life of Pablo, 2016), så kan vi også.

—————————–

Ovenstående afsnit er skrevet klokken halv tre natten til lørdag d. 25. juni. Nu er det blevet søndag d. 26. Undskyld ventetiden. Jeg (journalisten) har nu skrevet tredje lydoptagelse ud. Men den fungerer egentlig bedst som netop lyd, fordi Lea Marie Løppenthin læser op fra sin Facebook-side og fra en tekst, hun har skrevet, som er en genskrivning af Marguerite Duras’ (1914-1996) tekst ‘Huset’ fra bogen Det materielle liv (1987). Her er teksten, som den ligger på Løppenthins Facebook.

Optagelse 3: lyd

I stedet for at få tredje del af interviewet som tekst får du det her som lyd. Når vi lige i begyndelsen taler om kunstneren Jeppe Hein, er det, fordi han for nogle år siden udstillede 900 tegninger, som han egentlig havde lavet som terapi efter at være brændt ud. Det minder lidt om Løppenthins mandalaer.

[Øvrige stikord: Charles Bukowski; geniæstetik; Nietzsches indkøbsseddel, Facebook, far, mor, Orange is the new black, Samira Wiley, iPhone, Inger Støjberg, Marguerite Duras, Steffen Brandt, ‘Nutidens unge’…]

Hej igen. Hvis du hører lydfilen til ende, vil du fornemme, at der er opbrudsstemning mod slutningen. Vi rejser os ganske rigtigt fra bænken for at søge mod kirkegårdens udgang. Men Lea Marie Løppenthin er ikke færdig med at tale, og der er så grønt og fint omkring os, så jeg optager turen på video. Interviewet er altså 13 minutter længere, end du måske havde forestillet dig. Og det var vel ikke det værste, der kunne ske? Beklager, hvis der er en reklame først. Den har ikke noget med Føljeton at gøre. Tak for nu.

[Stikord: Rastløshed, at synge, egoisme altruisme, Løppenthins roman, Orange is the new Black, True Detective, Downton Abbey, studenter, de unge, mord, lillesøster, ”I’m just a regular guy with a big ass dick”, vrede, det måske mest ulidelige menneske i verden, kynisme, mistillid, angst for at blive afsløret, at tilhøre minoriteteten psykisk psykiatribruger, Asta Olivia Nordenhof, Det nemme og det ensomme, Føljeton, Politiken, Radio24syv, homofobi, Copenhagen Pride, Brexit, Jo Cox…]

Optagelse 4: video