Den russiske kunstner Sergej Prokofjev er for tiden mest optaget af at komme ud af Rusland. Han bor i Moskva sammen med sin kone, og de håber på snart at kunne forlade landet. Måske mod Sverige, så snart de får lagt en plan og får penge nok. Men det er dyrt og besværligt at rejse, og situationen ændrer sig fra dag til dag. Så da Kunsthal Charlottenborg i begyndelsen af marts fjernede hans værker fra Forårsudstillingen 2022, efter de havde tildelt ham deres Solopris, oplevede han det som “et sidefænomen“ til de mere akutte livsomstændigheder.
Sergej Prokofjev laver moderne kunst; alt fra videoværker, til skulpturer, 3D-print, performance og installationer. Han er navnebror til en hyldet russisk komponist, og så er han udtalt kritiker af Vladimir Putin, det russiske politiske system og invasionen af Ukraine. Hans værker – og hele hans karriere – hænger uadskilleligt sammen med Ruslands politiske virkelighed og den store folkelige modstand.
Beslutningen om at fjerne Prokofjevs værker fra udstillingen på Kunsthal Charlottenborg blev truffet efter kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kom med en generel opfordring til kulturinstitutioner om at “kaste et kritisk blik på, hvad og hvem de har på programmet“ i lyset af Ruslands invasion af Ukraine. Kunsthal Charlottenborg kom dog hurtigt i modvind, da Prokofjev altså er kendt for at være eksplicit systemkritisk. Hans værker kom af samme grund snart tilbage til museet.
Den korte affære trådte herhjemme ind i en større diskussion om boykot af russisk kunst. Men Sergej Prokofjev selv bærer ikke nag. Faktisk havde han forventet, at noget lignende ville ske. Han kan i øvrigt ikke se, at han skulle have ret til at brokke sig, situationens alvor taget i betragtning, fortæller han til Føljeton, da vi tirsdag taler med ham på en WhatsApp-forbindelse til Moskva.
Regimet skal dømmes
Sergej Prokofjev vandt Soloprisen for sine to videoværker Fireworks on the Swamp og Fan of the Land. Begge værker viser fyrværkeri, der skydes af i den frie og fredelige russiske natur. Uforanderlige rum, der forstyrres af eksplosioner. Fyrværkeriet er historisk blevet brugt af russiske statsledere til at fejre staten og dens magt. Men i naturen er det taget ud af sin kontekst; en slet skjult kritik af magtens symbolske sprog.
Prokofjevs igangværende projekt er en serie af små skulpturer, som han tegner med en såkaldt 3D-pen. Invader, hedder serien. Skulpturerne består af sorte, sammenknudrede snorlignende streger, der danner halvt sammenhængende figurer. De ligner næsten kroppe, der falder fra hinanden. Selv kalder han figurerne for “brændt russisk militær“.
“Faktisk begyndte det for mig i 2015, hvor slagene om Donetsk Lufthavn var begyndt, og i løbet af årene fra 2015 til 2017 tegnede jeg krigen ved Donetsk Lufthavn med en 3D-pen,“ fortæller Prokofjev.
“Det var meget vigtigt for mig at gøre det, for jeg vidste, at der ikke var andre, der var involveret i russisk kunst, som ville gøre det. Invader er en fortsættelse af det her store projekt, for nu har Putin valgt at gøre hele Ukraine til Donetsk Lufthavn, at brænde det ned, ødelægge bygninger, dræbe folk.“
Prokofjev holder sig ikke tilbage med at kalde Putins militære “specialoperation“ for en krig. Heller ikke på Instagram, selvom den slags kan få retslige følger i Rusland. Men frygten for at blive straffet, står ikke i vejen: “Jeg er bekymret for det. Men jeg kan ikke bare tie stille. Sådan er det.“
Han efterlyser, at flere af hans kolleger tør tale Putin imod: “De personer, som ser sig selv som repræsentanter for den russiske kultur, de burde sige noget. De burde tale og de burde dømme. De burde tale gennem deres kunst, deres performances, deres artikler, imod denne her krig. Regimet skal dømmes.“
Mandag aften afbrød nyhedsredaktøren fra den russiske statskanal Kanal 1 Marina Ovsjannikova en udsendelse ved at vise sig bag nyhedsoplæseren med et skilt med teksten: “Stop krigen!“. Efterfølgende delte hun en video på sociale medier, hvor hun fortalte, at hun skammer sig over at have bidraget til propagandaen. Ifølge Prokofjev har russerne noget at lære af Marina Ovsjannikova: “Det var en meget modig og meget vigtig handling. Det var hendes form for personlig frelse. Jeg synes, hun bør blive anset som eksemplet på, hvad vi kan stille op i en situation som denne her.“
Sergej Prokofjev kan få vist sin kunst i Europa og på den måde tale til et publikum om krigen og om Rusland. Det er dog ikke alle hans kunstnerkolleger, som nyder samme privilegium. De må gå ad andre veje for at udtrykke deres modvilje:
“Nogle af mine venner arbejder om natten med antikrigsgraffiti. Jeg hænger antikrigsklistermærker op i offentlig transport. Der er grupper, der giver direkte støtte til ukrainske flygtninge i Rusland, hvor man indsamler ting til dem, og man kan støtte med penge til dem, som forsøger at komme ud af Ukraine. Men nogle af mine kolleger er skræmte. De er deprimerede.“
Den mørkeste tid
Sergej Prokofjevs virke er drevet af et håb og et ønske om et bedre Rusland. Hele hans praksis er inspireret af de store protester, der fandt sted i Moskva i 2011-2012, hvor tusindvis af russere gik på gaden for at demonstrere mod svindel i valgsystemet.
“Faktisk blev jeg kunster i kølvandet på protestbevægelserne, og jeg brugte de energier til at lave min kunst. Det kan måske ikke ændre noget, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at det var min beslutning. Jeg kan huske den anden protest på Bolotnaya plads d. 10. december 2011, hvor jeg tog en streng beslutning om, at jeg ville være i mit studie, og jeg ville producere min kunst. Så lavede jeg skulpturen Block, og det var den konkrete begyndelse på min praksis.“
Block ligner et stort lysende afspærringshegn. Den er lavet af lysstofrør – som en blokade fyldt af giftigt kviksølv. Et lysende minde til eftertiden om Ruslands massive demonstrationer. Ifølge Sergej Prokofjev er det nemlig der, kunstens værdi må findes i en krisetid:
“Først og fremmest ser jeg det som dokumentation til historien. Derudover kan kunst producere lyse symboler som kan forene folk i protest.“ Men Block er fra 2011, og stemningen har ændret sig den seneste tid: “Jeg kan huske den der sindstilstand i begyndelsen, for ti år siden. Dengang var der meget mere håb i det. Nu er det mere fatalistisk. Men jeg kan alligevel mærke noget energi, der gror,“ siger Prokofjev.
Den generelle censur i Rusland gør livet som skabende kunstner ubarmhjertigt. Derfor skal Sergej tilbage til at planlægge sin rejse ud af Rusland. Men trods fatalismen og frygten har han håb.
“… Jeg tror, vi kommer til at være heldige.“
Du lyder optimistisk?
“Ja, ja jeg er meget optimistisk. Den mørkeste tid er lige inden solen står op. Det er min stil.“ /Jon Kvist Sommer