Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
“Vi ved nu, at verdens første byboere ikke altid efterlod et tydeligt fodaftryk på miljøet eller på hinanden. Vi ved også, at der ikke er nogen historiske love, der tvinger os til at binde jordens fremtid til vores valgpolitiske skæbne eller til at opfatte en gæstfrihedskrise som en migrationskrise,“ skrev David Wengrow i efteråret i The Guardian kort efter udgivelsen af sin nyeste bog The Dawn of Everything.
Tirsdag var den britiske arkæolog forbi Danmarks Radios blåtoplyste koncerthus på Amager for at fortælle os, at vi har forstået historien forkert. Når vi diskuterer størrelsen på gini-koefficienter og lignende teknikaliteter, bør vi i virkeligheden spørge, hvorfor vi accepterer fortællingen om, at vores samfundsstruktur nødvendigvis må medføre ulighed og ufrihed. Med potteskår og kortoptegninger viser han med jakkesætsklædt entusiasme, hvordan vi fra tidernes morgen har set eksempler på samfund, der har indrettet sig mere lige og frit – også uden autoritære ledere, og også selvom byerne er vokset i skala og er blevet mere “civiliserede“.
Selvom Wengrow denne gang var uden sin medforfatter og faste kompagnon i antropologen David Graeber, der døde for halvandet år siden, og som huskes for sin tro på en radikalt bedre verden, hang optimismen ved. Ligesom i den seneste udgave af det belgiske kulturmagasin Apache, hvor Wengrow erindrer den måske banale pointe, at de millioner af mennesker, der i dag tvinges på flugt fra Afghanistan og Syrien, finder på de “mest geniale måder at holde fast i deres menneskelighed“. Men som han spørger: Når mennesker gør det i dag, hvorfor skulle vi så ikke også have kunnet det tidligere?
“Det er ikke et medfødt menneskeligt instinkt at leve som en fange. Selv mennesker, der bor i en celle, finder ofte utrolige måder at være frie på […] Den klassiske fortælling om vores historie får os til at føle os ubetydelige og ude af stand til at handle.“ Pointen hos Wengrow (og Graeber) er ikke, at vi bare skal være glade for alt det, vi har opnået. Tværtimod siger de, at vi er kørt fast i en fortælling om, at verden nødvendigvis er sådan her. Det behøver den ikke at være.
Med en bismag af jern
Alligevel synes den slags nødvendighedens politik også at gennemsyre den danske regering. Vi ved ikke, om Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund er bange for gummibåde, men hans latterliggørelse af det mest evidente bevis på menneskelig desperation flugter meget godt med diskriminationen i regeringens særlov, der trådte i kraft torsdag. I sit forsvar for den stærkt kritiserede lovgivning, der giver ukrainere fri opholdstilladelse, mens man fortsat afviser andre grupper på flugt – som afghanere og syrere – skriver han i torsdagens Politiken, at hans parti vil “ødelægge den incitamentsstruktur, der får folk til at sætte sig i gummibåde“.
“Lykkes vi med at få kontrol over antallet, der kommer hertil, så kan vi til gengæld hjælpe langt flere mennesker i reel nød i verdens brændpunkter. Samtidig kan vi tage et antal kvoteflygtninge via FN,“ skriver Stoklund. Kommunikationen i Socialdemokratiet ser dog ud til at være glippet, for i hvert fald siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye samme dag til samme avis, at han “håber“, at regeringen kan få plads til kvoteflygtninge i år. Flygtninge, vi er forpligtet til at tage, og som der er godt 200 af til sammenligning med de 20.000 eller endnu flere ukrainere, der ventes til Danmark.
Indlægget kan umiddelbart lyde som et godhjertet forsøg på at genvinde en medmenneskelig flygtningepolitik, men ville Stoklund også kalde krigen i Ukraine en incitamentsstruktur? Den struktur, han taler om i eksempelvis Syrien, er en foreløbigt 11 år lang borgerkrig, hvor The New York Times i denne uge har fremlagt satellitbilleder som nye beviser på, at menneskekroppe tortureres og dumpes i massegrave. En af de interviewede, en syrisk traktorfører, fortæller, hvordan han ugentligt skulle grave og overkøre kvadratiske huller for at undgå, at hunde skulle spise ligresterne. Lugten af død fik ham til at besvime, og særligt husker han de to kvinder og et barn, der ankom i en isbil. I dag er han flygtning i Tyskland og kan ikke længere spise is.
Man behøver dog ikke satellitbilleder for at forstå, hvad der sker med dem, der ikke hører under en særlov. Stoklund var i denne uge i Berlingskes podcast for at forklare, hvad han mener med de nærområder, Socialdemokratiet altså gerne vil hjælpe. Det kunne (eller ville) han dog ikke, heller ikke da der bliver holdt et kort op foran ham: Det er som “tommelfingerregel“ Europa, forklarer Stoklund, der også har kaldt det en “underlig, teoretisk diskussion“.
Men selv hvis nærområdet i Stoklunds termer er “Europa“, kan vi bare se mod det græske øhav, hvor tyske Der Spiegel nu kan bevise, at direktøren for EU’s eget grænseagentur Frontex, Fabrice Leggeri, har tilladt sine kystvagter at forfølge gummibåde, og at han bevidst lader det ske mod sine ansattes vilje. Heldigvis ved vi også, at det ikke behøver at være på den måde. /Emma Louise Stenholm