Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Man må give Kristeligt Dagblad, at avisen ikke er bleg for at sige tingene, som de er. Tag bare underrubrikken her, der knytter sig til en leder fra sidste uge: “Det er – set med ikke-russiske øjne – helt uforståeligt, at den ortodokse kirkes ledelse har valgt at alliere sig så entydigt med Putins autoritære og menneskeundertrykkende styre.“ Ja, er det egentlig ikke mærkeligt, at Guds udvalgte sådan placerer sig på den forkerte side af historien? Man skulle næsten tro, at de gejstlige har politiske motiver, der rækker udover det religiøse (hvad lederen da også får pointeret). Godt set, Kristeligt Dagblad!
Mens den russisk ortodokse kirke har taget sin uheldige side i krigen, er pave Frans anderledes årvågen. Den katolske kirkes overhoved – og direkte forbindelse til Gud – har tidligere kaldt krigen i Ukraine både “umenneskelig“ og “vanhellig“, og onsdag snakkede han så atter i telefon med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij. Ifølge Ukraines ambassadør til Vatikanet, Andrіj Jurasj, fik paven her forsikret præsidenten om, at han beder for Ukraine og desuden gør “alt, der er muligt, for at stoppe krigen“. På Twitter fik Zelenskij dog også understreget, at det ville være “værdsat“, hvis pave Frans kunne indtage en mere medierende rolle. Forbøn og gode tanker har trods alt sine begrænser.
Det er ellers ikke, fordi man generelt kan beskylde pave Frans for at ligge på den lade side. Faktisk har paven rigeligt at se til internt i den katolske kirke. I weekenden kunne Hans Hellighed eksempelvis præsentere en ny forfatning, der skal holde styr på kirkens stokkonservative og byzantinske bureaukrati. Blandt reformerne i den 54 sider lange ‘Praedicate Evangelium’ – som kun kan læses på italiensk – er en overhaling af kirkehierarkiet, så ikke-gejstlige katolikker, inklusive kvinder, nu også får mulighed for at varetage embeder, der før var forbeholdt kardinalerne. Samtidig skal reformen forsøge at komme kirkens mange, mange problemer med overgreb til livs. Det lyder jo både løfterigt og tiltrængt. Måske kan pave Frans endda overveje at afskaffe cølibatet som det næste?
Ja, man må vel kende sin besøgelsestid – og ikke mindst vide, hvor der bør skrides til handling. Eller som det hedder i den amerikanske teolog Reinhold Niebuhrs bøn om sindsro (der også bruges af Anonyme Alkoholikere): “Gud give mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen.“
Sommetider er det dog lettere sagt end gjort. I The Guardian kan man her til morgen læse en behændig guide til alle de forældre, som har svært ved tale med deres børn om verdens tilsyneladende permanente krisetilstand. Psykologen Jane Gilmour foreslår, at forældrene først og fremmest er ærlige omkring situationen, men måske alligevel undlader at fortælle alt om krigen i Ukraine. Og skulle børnene mod forventning blive obsternasige og spørge, om det her er begyndelsen på tredje verdenskrig, er det bare om at finde ens bedste politiker-svar frem: “Ja, det er en bekymrende problemstilling, men landene samarbejder om at finde en løsning.“ Måske vil det også virke beroligende på de små poder, at paven er på sagen. Man bør dog nok bare lige undlade at nævne Moskvas patriark Kirills problematiske position. At Gud sådan spiller på to heste på samme tid, vil næppe virke befordrende for barnetroen. /David Dragsted