Nationalstatens umulige genkomst

Det er en bølge, der har været længe undervejs. Den er skyllet ind over Europa siden begyndelsen af 00’erne og er fortsat ud over resten af verden. En bølge af nationalisme, der forsøger at genetablere fortidens orden i en mere og mere kompliceret, uoverskuelig og globaliseret verden. Flygtningestrømme, finanskriser, skattely og pivåbne grænser.

Centralt i denne bevægelse har stået modstanden mod EUs overstatslige samarbejde. Som et elitært og abstrakt projekt, der kun viser sig konkret, når den enkelte fisker eller landmand skal efterleve nye regler og regulativer. Det har næsten alle dage været en hadet kolos af folket, og da folket i Storbritannien nu fik valget, sagde folket endegyldigt nej. Marginalerne var små, men sådan er demokratiet, og tendensen er ikke til at tage fejl af: Et flertal af briterne ønskede sig en uafhængig nationalstat. Det er et ønske, vi ser i hele Europa – Ungarn, Holland, Sverige og Danmark – ja, sågar en bevægelse, vi ser i USA, hvor Donald Trumps ‘Make America Great Again’ ikke er til at tage fejl af.

”Det er en national bølge, der er skyllet ind over Europa gennem flere år, og den er bare blevet stærkere og stærkere,” siger historieprofessor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet. ”Jeg tror ikke, der hersker meget tvivl om, at det er en direkte reaktion på globaliseringen og på en Europa-ficering.”

Særligt har bevægelsen fat i de segmenter, der føler sig mest truede på økonomien eller velfærden og i stigende grad føler sig pressede af indvandringen og flygtningeproblematikken.

”Mange af de områder mødes i EU, og derfor er EU-modstanden også enorm her,” forklarer han. ”Det er skam nogle meget reelle bekymringer og nogle meget reelle udfordringer, det her segment står med, men problemet er den automatreaktion, der har været konsekvensen blandt befolkningen og politikerne. Her rækker man tilbage til noget velkendt og trygt for at forsøge at gøre tingene overskuelige og optegne nationen stærkere. Sprogligt, geografisk og homogent at forsøge at genskabe nationen, og spørgsmålet er så, om det er specielt effektivt og eftertragtet.”

Ifølge Thorsten Borring Olesen har man grebet ud efter det samme værktøj, som man brugte i 30’erne og til dels igen i 50’erne. Det er løsninger, der for det første er lavet til en anden verden og for det andet hverken virkede dengang eller nu. Man forsøgte at løse verdens konflikter ved at barrikadere sig og forbedre landets økonomi på bekostning af de omkringliggende lande. En protektionistisk og nationalistisk politik ud fra ‘Beggar-thy-neighbour’-princippet, hvor man indfører told og restriktive regler mellem landene.

”Men princippet er beviseligt en dårlig idé og gjorde kun ondt værre,” forklarer Thorsten Borring Olesen og trækker trådene op til i dag. ”Det får nationen ind i en nedadgående spiral, hvor arbejdsløsheden og produktionen falder, og landene bliver endnu fattigere. Man søger efter endnu mere nationale løsninger, og uligheden bliver større internt i landet og landene imellem, mens frustrationen vokser, som også den franske økonom Thomas Piketty har påvist. Og sker det, risikerer man det, vi så i 30’erne, hvor demokratiet begynder at komme i fare.”

Det er muligvis en naturlig intuitiv reaktion, forklarer Thorsten Borring Olesen, men den er beviseligt kontraproduktiv. Al historisk erfaring viser, at hvis en økonomi skal vokse, skal man importere arbejdskraft og man må have et stærkt samarbejde mellem stater.

”Den nationalistiske reaktion er meget kortsigtet og ofte baseret på en falsk historie – og i øvrigt bruger den en række værktøjer, der slet ikke giver mening i dag,” siger han.

Det i det hele taget at tale om en nationalstat er et moderne fænomen, der først for alvor dukker op i 1800-tallet, og som kommer ud af to stridende definitioner af statens rolle og opbygning: Den første opfatter nationen som et statsligt fællesskab baseret på territoriet og på borgerrettigheder, mens den anden i højere grad opfatter nationen som et kulturelt eller etnisk fællesskab. Den politiske definition af national identitet stammer fra den franske revolution i 1789, mens den kulturelle definition stammer fra den tyske romantik, der var en reaktion på de franske hæres erobring af Europa, først i den revolutionære republiks navn, siden i kejser Napoleons.

Man kan skelne mellem patriotisk liberalisme, der går ind for folkesuverænitet og statslig selvhævdelse, mens nationalromantikken dyrker det unikke og usammenlignelige ved ethvert folk. I praksis bliver det enten til en forestilling om, at indbyggerne selv bestemmer det, som de kan blive enige om inden for de engang eksisterende grænser, eller en idé om, at nationer har ret til de grænser, som de selv, deres historie eller race har defineret. Disse to definitioner har stået stejlt over for hinanden i 1800- og 1900-tallet, men i den nye nationalisme smelter de to definitioner sammen.

Men hvis nationalismen er en intuitiv reaktion på kriser eller en uoverskuelig verden, kan de flydende grænser, globaliseringen og de overstatslige samarbejder så overhovedet eksistere sammen?

”Det har vi jo haft tidligere,” siger Thorsten Borring Olesen, ”men der er ingen tvivl om, at EU i sin nuværende form ikke har gjort meget for at det skulle kunne lade sig gøre. EU er ofte blevet syndebuk for de nationale, og der er heller ikke nogen tvivl om, at der er store problemer med et EU, der ikke er fulgt med sin egen udvikling.”

EU er oprindeligt designet til en langt mere homogen gruppe lande, men det har med de seneste udvidelser ændret sig meget, uden at ideen og fortællingen om EU har udviklet sig.

“Jeg mener jo personligt ikke, man bør afvikle unionen, men udvikle den, så den er langt bedre rustet og står stærkere med sine 28 lande. Vi ville stå bedre i verden og stå bedre internt i landene ved at stå sammen i en verden, hvor Rusland og Kina dominerer mere og mere, og hvor USA til stadighed er en stormagt. Det er vores bedste bud på en løsning for det nationale,” siger Thorsten Borring Olesen

”Det handler om at bygge videre på den stærke eurotradition vi har, hvor vi blandt andet tager hånd om de svagere ved at give lidt til hinanden. Det er en meget stærk humanistisk tradition, der også er det, den skandinaviske model har haft sin succes med – kompromiser. Det er det komplet modsatte af, hvad man gjorde i 30’ernes Tyskland for eksempel, hvor man lukkede sig om sig selv.”

Thorsten Borring Olesen anklager særligt den politiske debat og politikerne for ikke at tage det ansvar på sig, der kræves for at videreføre den tradition. Det er også en tradition af upopulære beslutninger på den korte bane, men en nødvendigt realisme, som hverken højrefløjen eller venstrefløjen har taget alvorligt i de senere år.

“Jeg mener i høj grad, det handler om ansvarlighed i den politiske diskussion, og det er set meget tydeligt med flygtningekrisen, der hat været en katastrofe for EU – det gælder både for nationalisterne og europæerne. På den ene side har du en gruppe politikere, der taler om nul-invandring og – i USA – om at bygge mure og forbyde bestemte religioner, og på den anden side har du et Tyskland og et Sverige, som tilsyneladende heller ikke vil indrømme, at der er nogle helt uoverstigelige problemer ved bare at lade folk ukritisk komme til. Argumentationen bliver nødt til at gå på to ben, men det ansvar har ingen markant politiker turdet tage. Ethvert forsøg på at finde internationale løsninger er mere eller mindre slået fejl, og det er ikke lykkedes at løfte byrderne i fællesskab.”