John Thys/Ritzau Scanpix
Effektiv afskrækkelse kræver, at fjenden kender til truslerne. Ganske simpelt. Derfor giver det faktisk mening, at præsident Putin har kundgjort for den bævende verdensoffentlighed, at Rusland har sat sit atomvåben-arsenal i højt beredskab, ja, det omtales ligefrem som “afskrækkelsesstyrken“.
Ukraine og Nato-landene har dermed fået brutalt at vide, at Kreml – måske – vil kunne finde på at overveje at gribe til masseødelæggelsesvåben, og effekten er da heller ikke udeblevet. På gruopvækkende vis virker afskrækkelsen.
Da stats- og regeringscheferne fra de 30 Nato-lande mødtes til ekstraordinært topmøde i Bruxelles torsdag stod Putins atomtrussel øverst på dagsordenen. Men tankevækkende nok formåede toplederne med USA’s præsident Joe Biden i spidsen ikke at formulere et klart modsvar.
Også Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) var mere hemmelighedsfuld end hidtil under de senere ugers eskalerede krigskaos: “Det er ikke det hele, vi kan være helt åbne omkring af sikkerhedsmæssige årsager,“ sagde Mette Frederiksen i forbindelse med Nato-topmødet, men bekræftede dog, at Danmark er klar til at sende flere våben: “Men ja, vi har et ønske fra dansk side om fortsat at donere og bidrage ind i Ukraine.“
Forsvarsminister Morten Bødskov (S) fulgte op, dog uden at skabe større klarhed: “Danmark har fra starten sagt, at vi støtter Ukraine med våben. Hvilke afhænger af deres ønsker, og hvad andre medlemslande gør, men vi vil ikke være mere præcise. Der er krig i Europa, den krig skal Putin ikke vinde, og derfor ønsker vi at holde de oplysninger fortrolige,“ udtalte Bødskov.
Umiddelbart kan taktikken lyde snarrådig: Kreml må ikke på forhånd vide, hvad Nato-landene kan og vil gøre, og derfor nøjes Danmark og de andre medlemslande i forsvarsalliancen med at komme med gådefulde støtteerklæringer.
De vage formuleringer kan imidlertid også dække over en noget mindre snedig faktor, nemlig at Nato-landene lige nu er i vildrede over, hvordan de overhovedet kan og skal reagere, hvis Rusland vælger at optrappe krigen – ved enten med vilje eller ved en fejl at angribe Nato-enheder, hvorved en direkte krig mellem USA og Rusland straks vil kunne blive udløst.
Foreløbigt ved omverdenen kun, at præsident Putin tydeligvis ikke lader sig afskrække – og derfor gradvist buldrer frem og intensiverer de mere eller mindre vilkårlige bombardementer af civilbefolkningen i det østlige Ukraine. Uden frygt for konsekvenserne har præsident Putin udløst den største humanitære katastrofe i Europa siden Anden Verdenskrig.
Selv om de russiske tropper viser tegn på svaghed, tilbageslag og lav kampmoral, er status ikke desto mindre, at præsident Putin foreløbigt har vundet det storpolitiske spil om intimidering. Lige nu er Nato-landene mere bange for Rusland, end Kreml reelt frygter for vestlig gengældelse.
Natos norske generalsekretær Jens Stoltenberg formulerer forsigtigheden med stor præcision: “Det er et fælles ansvar at undgå, at det udvikler sig til en krig mellem Nato og Rusland. Det vil medføre endnu flere lidelser, mere død og mere ødelæggelse,“ sagde Norges tidligere statsminister, som samtidig gentog afvisningen af såvel oprettelsen af en flyveforbudszone for russiske fly over Ukraine som leverancer af f.eks. kampfly.
De fleste mennesker ved deres fulde fem vil formentlig være enige med Jens Stoltenberg, og dermed også den danske regering. For det ville oplagt være historisk hasarderet at lege med ilden fra de russiske atomvåben. Helt godnat. Og Danmark gør derfor klogt ved at underspille bidragene til den ukrainske modstandskamp.
Men, for der er et men: Den ubekvemme sandhed er, at Nato-landene lige nu ikke evner at forhindre en tragedie af krigsforbrydelser i Europa. Til trods for, at Nato-landene bruger mere end 12 gange mere på militær end Rusland, har præsident Putin indtil videre vundet den psykologiske bøllefejde. Og derfor tør statsminister Mette Frederiksen og forsvarsminister Morten Bødskov ikke engang længere fortælle, hvordan Danmark konkret hjælper Ukraine.
Tvetydigheden brydes dog af en enkelt undtagelse: EU-landene er påfaldende klare i mælet, når det handler om at kommunikere, at gas- og oliekøbet fra Rusland hverken kan eller vil blive stoppet. Torsdagens topmøde i EU-kredsen blev således en bekræftelse af den hidtil undvigende linje. Heller ikke når det kommer til økonomisk afskrækkelse, tør EU-landene altså spille med musklerne.
På torsdagens topmøder i Bruxelles afslørede flere af EU-lederne – som frygter for de hjemlige omkostninger ved yderligere sanktioner – at lysten til at optrappe den økonomiske krig bestemt ikke er meget større end viljen til at indlede militære indgreb: “Hvis vi skal indføre nye sanktioner, skal det være som en reaktion på noget. Hvis vi indfører flere sanktioner nu, hvor situationen er status-quo, hvad bliver så næste skridt?“ spurgte Luxembourgs premierminister, Xavier Bettel.
Ja, hvad bliver næste skridt? Mens den desperate situation i Ukraine er ved at udvikle sig til et folkedrab, har lederne af den rige verden netop genbekræftet hinanden i, at de hverken tør eller blot ønsker at skræmme præsident Putin til at stoppe blodsudgydelserne. Hverken når det gælder våbenleverancer eller mulige nye sanktioner har de vestlige ledere evnet at gøre det klart, hvad Putin-regimet kan forvente, hvis den sagesløse ultravold ikke stopper øjeblikkeligt.
Statsminister Mette Frederiksen vender således hjem til Danmark med uforrettet sag. Hun og alle de andre Nato- og EU-ledere har på den ene side valgt ikke at efterkomme det udtalte ønske fra Ukraines præsident Zelenskij om at opgradere våbenleverancerne til tungere skyts, og har på den anden side heller ikke kunnet enes om at indføre nye sanktioner, f.eks. et stop for køb af olie og gas, som ville gøre ondt på præsident Putin.
Både diktator-forskere, Ruslands-kyndige og gamle kremlologer har beskrevet, hvordan svaghedstegn kan provokere autoritære herskere. Og i så fald må torsdagens topmøder i både Nato, G7 og EU siges at have været spektakulært provokerende: Sjældent har så suverænt stærke magter set så passivt til, mens civile nabofolk bliver systematisk nedslagtet. /Lars Trier Mogensen