For Ingeborg Bachmann var sproget en straf

For Ingeborg Bachmann var sproget en straf

Ingeborg Bachmann skrev sine digte og romaner i en verden, der forsøgte at genopbygge sig selv efter nazismens ødelæggelser. Den østrigske forfatter var optaget af forholdet mellem sproget og filosofien og skrev sig gennem det, hun oplevede som sprogets eksistentielle mangelfuldhed. Den amerikanske digter Peter Filkins har forfattet et læsværdigt skriv om Bachmanns liv og virke som forfatter: “Bachmann var således mange ting på én gang: En poet, hvis forudsigende, intimt udtrykte digte stadig er kendt af alle tysktalende skolebørn, men hvis gennemtrængende prosa om patriarkalsk vold var banebrydende for Europas anden-bølge feminisme; en dybt filosofisk tænker, men som faktisk opgav både filosofien og poesien på højdepunktet af sin tidlige berømmelse.“