Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et tidligt, men kvalificeret bud på årets ord 2022, kunne helt oplagt være ‘nærområde’. Dette geografiske og juridiske luftkastel af et ord, som alle pludselig tager i deres mund med samme selvfølgelighed, som vi sidste år klogede os på virusmutationer og inkubationstider. Mens vi diskuterer, hvordan et forestående flygtningepres fra Ukraine skal håndteres, synes konsensus nemlig at være blevet, at i de nære områder må sære love gælde. Og sært er det ved at blive.
Torsdag kunne regeringen fremlægge den hidtil mest detaljerede plan for, hvordan man skal finde de to mia. kr., der skal finansiere regeringens særlov, som skal sikre ukrainernes trygge entré i det danske samfund. Vi har før skrevet om, hvad vi mener om den lov, så det vil vi ikke kede dig med igen. Lad os i stedet se nærmere på pengene. For hvem skal egentlig betale gildet? Jo, det skal verdens fattigste, og det skal klimaet. Bangladesh og Burkina Faso, Mali og Sudan er bare nogle af de lande, som nu må kigge langt efter penge, de ellers var blevet lovet gennem den danske udviklingsbistand.
Syrien, der geografisk må betegnes som et nærområde til fx Grækenland, ligger underdrejet af en krig, som Vladimir Putin (og vi) også har spillet en væsentlig rolle i. Men landet og dets nærområder mister nu 50 mio. kr. til genopretning. Burkina Faso, der netop har været udsat for en militærkup, mister 157 mio. kr. til “nærområde, migration og skrøbelige stater“ og 43 mio. kr. til “klima og miljø“. Der skæres 650 mio. kr. i den grønne udviklingsbistand og støtten til FN’s Fredsopbygningsfond kappes helt. Af de 300 mio. kr., der var afsat til at fremme “et retfærdigt og humant asylsystem“, napper særloven ironisk nok 230 af de tildelte millioner. Og sådan kunne vi fortsætte, til regnestykket beløber sig til de to mia. kr., som nu skal bruges til Danmarks indsats som ‘nærområde’.
Ja, ‘nærområde’. Det er altså svært ikke at meditere lidt over begrebet, som har fået en ganske plastisk funktion i dansk udenrigs- og integrationspolitik. Det vigtigste, har man kunnet forstå på regeringens integrationspolitik de sidste mange år, er at hjælpe folk i deres nærområder, frem for at lade dem komme til Danmark (heraf pengene til fx Syrien). Men nu vælger man så aktivt at tilsidesætte de områder for at finansiere vores egen status som nærområde.
Men, men, men…
… Pengene skal jo komme et sted fra, hvis man ikke som regeringens støttepartier har pengetræer stående i baghaven, som Rasmus Stoklund (S) nedladende forklarede det i Debatten, inden han undlod at svare på, hvordan Socialdemokratiet vil finansiere Danmarks 18 mia. kr. dyre oprustning.
Det åbenlyse problem er selvfølgelig, at man ikke kan få det på begge måder. Man kan ikke med den ene hånd betale sig fra at skulle modtage flygtninge og med den anden hånd fjerne betalingen og regne med, at det ikke vil udløse problemer. Udviklingsbistand, støtte til skrøbelige stater og klimaindsatser er ikke kun godhjertet filantropi. Det er sikkerhedspolitik.
For S-regeringen er alt, hvad der har med migration og flygtninge at gøre, tilsyneladende blevet et nulsumspil, som støttepartierne med deres opbakning til særloven er blevet nyttige idioter i. Den ene indsats finansieres med midler fra den anden, selvom der tilsyneladende er et råderum – det så vi med pengetræsfinansieringen af oprustningsaftalen. Det gælder bare sjældent for de svageste.
I denne uge talte Føljeton med en irakisk familie, der med trusler om politiindblanding og 24 timer til at pakke deres liv sammen, blev tvangsflyttet fra det ene asylcenter til det næste for at gøre plads til ukrainske flygtninge. Ingen i familien havde på nogen måde lyst til at beskylde ukrainerne for at tage noget fra dem. Ligesom den ukrainske familie, der overtog lejligheden, næppe har ønsket at gøre livet surt for de tidligere beboere. Det er dog den type situationer, man konkret ender i, når man insisterer på ressourceknaphed og nulsumslogik. Begunstigelsen af den ene vil medføre nedprioriteringen af den anden. Resultatet er et fattigere samfund. Det er sære tider, men derfor behøver hverken lovene eller finansieringerne at være det. /Asta Kongsted