Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix
Oscar-showet er og bliver en mærkelig begivenhed. På bedste amerikanske manér er alt tilrettelagt ned til mindste detalje, jokes og diverse indslag følger en kynisk manual, der skal højne seertallene og holde på formerne. Takketalerne times og kontrolleres med trusler om overdøvende musik, mens deltagere må lægge ansigterne i de mest passende plastikfolder. Selv umiddelbart spontane udbrud har noget sært kalkuleret over sig. Det virker næsten utænkeligt, at de ikke skulle være en del af Hollywood-dramaturgien, at det hele ikke er scripted på forhånd.
Alligevel er det, som om showet til tider går over gevind; som om sprækker af noget virkeligt faktisk godt kan skinne gennem den glatpolerede fernis. Måske er det bare det der sker, når man fylder en hel sal med kendis-egoer og giver dem adgang til fri bar, alt imens herligheden transmitteres live i fire stive timer. Uventede ting kan stadig ske, den mest nøjeregnende planlægning til trods. Pludselig får man udråbt La La Land som vinder, selvom prisen egentlig gik til Moonlight. Reelt er det sådanne svipsere, man som små-sarkastisk seer sidder og venter på.
Set i det lys fik skuespiller Will Smith natten til mandag leveret en sand nyklassiker til Oscar-showet: Efter komiker Chris Rock havde lavet en joke om Will Smiths hustrus kortklippede frisure – der skyldes sygdommen alopecia, også kendt som pletskaldethed – gik Smith op på scenen og slog Chris Rock i affekt. Hvad der i første omgang lod til at være en indstuderet gag, viste sig snart at være ramme alvor, da Smith efterfølgende fik råbt gentagne gange, at Chris Rock skulle holde sin fucking kæft. Et voila, et nyt viralt Oscar-moment var født, der behændigt kunne skygge over resten af showets middelmådighed.
Som det nu går med sådanne ting, svømmer internettet allerede over med både fordømmelser og hyldester, mens de første think pieces om toksisk maskulinitet og gruppepsykolog er ved at blive skrevet i real-tid på Twitter. På Føljeton er vi selvfølgelig heller ikke blege for at blande os i debatten. Lad os derfor skære helt ind til benet og gå lidt etisk til værks: Var Smiths slag mon berettiget?
Kantianeren: Er du typen, der hælder til kategoriske imperativer og en mere universel etik, er der sådan set ikke meget at rafle om: Smith skulle have holdt nallerne for sig selv, uanset hvor grov Chris Rock var i munden. Blåstemples Will Smiths angreb, er det jo et carte blanche til, at vi alle kan gå og pande hinanden ned hele tiden. Og den går altså ikke på Kants vagt. Vi har trods alt at gøre med en filosof, der ikke ville have, at man løj over for en øksemorder, hvis han spurgte, hvor ens bedste ven befandt sig. Så det er en ommer!
Aristotetikeren: Vægter du det gode liv højest, bliver tingene pludselig lidt mere prekære. Ifølge Aristoteles må du først og fremmest handle, så du ikke kommer i konflikt med jagten på det gode liv. Og taget i betragtning, at Will Smith har spillet hovedrollen i en film med titlen Jagten på lykke, lad han jo faktisk til at have sit på det rene. Omvendt siger Aristoteles også noget med, at mennesket må agere i overensstemmelse med fornuften, ligesom man hellere skal handle bevidst end impulsivt. Så, øhm, hvis Will Smith på forhånd havde planlagt, at han ville blive lykkelig af at banke Chris Rock, går den måske lige?
Utilitaristen: Det vigtigste er at maksimere lykken mest muligt for flest mulige mennesker. Og hånden på hjertet: Blev vi ikke alle sammen en lille smule lykkeligere af, at Will Smith gav Oscar-showet en uventet kæberyster?
Smith’en: Virker ingen af de ovenstående muligheder tillokkende, kan du selvfølgelig også bare vinde en Oscar-statuette og komme med en grådkvalt undskyldning på scenen efterfølgende – vel at mærke en undskyldning til akademiet og de andre nominerede, men ikke direkte til Chris Rock. Undrer folk sig stadig over, hvorfor du pludselig tyede til vold, siger du bare noget med, at du lige har spillet en person, der altså var meget beskyttende omkring sin familie. Og går den ikke rent hjem, må du bare sige, at du føler dig overvældet af, hvad Gud kalder dig til at gøre, og at du gerne vil være et redskab for kærligheden. Virker det heller ikke, må du nok bare sige, at det var djævlen, der kortvarigt havde tag i dig. Den har folk bare at købe – for ellers vanker der håndmadder! /David Dragsted