En rigtig tåreperser

Fredag fik jeg to henvendelser, der begge relaterede sig til den historie, vi i sidste uge bragte om flygtningefamilien Al-Ashqi, som var blevet tvangsflyttet med 24 timers varsel. Den første var enormt glædelig. Familiens søn Hussein fortalte mig, at de – på trods af at Udlændingestyrelsen tidligere havde afvist det – nu alligevel var blevet flyttet væk fra det asylcenter, han beskrev som “fængselslignende“.

Den anden henvendelse var et opkald fra Udlændingestyrelsen selv. Beredvilligt ville de sikre sig, at jeg havde fået fyldestgørende svar på de spørgsmål, jeg havde stillet dem. De var kommet i tvivl, fordi de ikke forstod præmissen for de spørgsmål, jeg blev ved med at stille: Hvorfor skal I true med politiindblanding, og hvorfor skal politiet varetage opgaven med at flytte asylansøgere? Præmissen var uklar for den presseansvarlige, og det var den, “fordi det jo er politiet, der har voldsmonopol“, som han sagde. Heller ikke denne gang lykkedes det mig at forklare, at det netop var behovet for at involvere folk med voldsmonopol i asylsager, der undrede mig.

Opkaldet illustrerede fint, at selvom dækningen måske i nogen grad har gjort en forskel for familien Al-Ashqi og selvom Enhedslisten og Radikale Venstre i skarpe vendinger kritiserer behandlingen, så er der ikke en praksisændring lige om hjørnet i selve asylsystemet: Udbedringen af familiens situation er nok snarere en kompensation, foretaget af nogle mennesker, som ikke er interesserede i mere dårlig omtale, end en egentlig sejr for flygtninge i asylsystemet.

Uskyldighedens politik

Det fik mig til at tænke på en interessant pointe fra forsker, digter og fængselsabolitionist Jackie Wang. I værket Fængselskapitalisme fra 2018 beskriver hun det, hun kalder ‘uskyldighedens politik’. Det kan kort forklares som behovet for at gøre andetgjorte mennesker – indvandrere, flygtninge, sorte og brune mennesker mere generelt – til rene, uskyldige ofre, idet vi forsøger at vække læserens sympati med dem. Tænk på Røde Kors’ billeder af ‘sultne børn i Afrika’. Eller på overskrifter om at “gymnasieeleven Aya” og “sygeplejerstuderende Faeza“ skal sendes tilbage til Syrien. Idet jeg beskriver familien Al-Ahsqis dårligdom, og idet jeg skrev ind i teksten, at Hussein er kunstner, gør jeg dem “uskyldige“. Det impliceres, at de ikke kunne finde på at forbryde sig mod nogen. Derfor er det fordækt, at de tvangsflyttes fra deres hjem med så kort varsel. Derfor er det ude af proportioner at tale om politiindblanding.

Wangs anke ville her være, at forbrydelsen mod deres menneskelighed ikke er anderledes eller værre, fordi de er syge eller har hobbyer. Alligevel er det den slags detaljer, man som journalist er bevidst om vil skabe sympati. Som Wang ville formulere det, skaber man en ”empatisk følelsesstruktur baseret på påberåbelsen af uskyldighed”. Når man har bygget en autentisk rolle op, kan man på baggrund af den skitsere den ulykkelige situation og skabe empati. Problemet med det er, siger Wang, at man pludselig får dannet en ramme, hvori der kun kan ”opstå empati når en person opfylder kriterierne for moralsk renhed og en autentisk offerrolle”.

Hvis ikke du tror, det forholder sig sådan, så spørg dig selv, om du ville have sympati med en tvangsflyttet asylansøger, hvis du samtidig fik at vide, at han lige havde stjålet fra den lokale Netto. Dit syn på ham ville givetvis være anderledes. Problemet er bare, at han stadig ville have ret til en ordentlig behandling, men at mange nok ville være mindre tilbøjelige til at kæmpe for den ret.

De grimme og de gamle

Derfor står man som formidler, som forfatter Mikas Lang også formulerer det i forordet til Fængselskapitalisme, ”i en penibel situation, hvor uskyldighedens politik ofte er den umiddelbart mest effektive taktik”. Men ved at gå i den fælde reducerer man politiske strukturer til individuelle problemer. Empati bliver en konjunkturfølsom størrelse, der boner ud i takt med hjertets slag. ”Idet vi hævder den enkeltes uskyldighed, angiver denne uskyldighed som årsag til, at lige netop hun ikke skal deporteres, bekræfter vi samtidig, at de øvrige migranter er skyldige (i kraft af en kombination af racegørelse og migration/flugt)”, skriver Lang.

Når historierne om de syriske gymnasieelever og sygeplejestuderende får professor emerita Ebba Nexø til i Information at argumentere for, at man bør “beholde de talentfulde unge flygtninge“, bør automatreaktionen derfor være at spørge sig selv, hvad der skal ske med de talentløse, gamle flygtninge. De bliver trods alt ikke mindre udsatte af at være “ubrugelige“ i omverdenens øjne.

De to henvendelser, jeg indledte med at fortælle om, understreger på sin vis den samme problematik. Familien Al-Ashqi har fået en bedre behandling. Men i Udlændingestyrelsen mener man stadig, at der er behov for at involvere mennesker med voldsmonopol i behandlingen af asylansøgere. Familien er blevet en uskyldig undtagelse i en praksis, der er indrettet til at behandle folk som kriminelle. Ved at bygge dem op som troværdige individer, kan man som journalist ikke undgå at “reproducere en modsætning mellem skyld og uskyld“.

Det sjove (hvis man kan kalde det det) er, at jeg faktisk havde Wangs ord i baghovedet, da jeg skrev artiklen. Det vil sige: Jeg kunne have givet den mere gas på sympatihåndtaget, for familien er ambassadefolk, der oprindeligt kom til Danmark på diplomatpas og havnede i asylsystemet ad omveje. Historien var oplagt, for hvad kunne være værre end en “ven af huset”, der ved et uheld udsættes for et system, der ikke er tiltænkt ham? Det svarer vel nærmest til, at en bedsteborger dækker bordet med det grimme middagsstel i den tro, at naboen kommer på besøg, hvorefter byens borgmester træder ind i stuen. Alt det kunne jeg have skrevet, og mon ikke det havde fået læserens hjerte til at banke endnu hårdere for familien? Når jeg alligevel lod være, var det for at undgå det, der i sidste ende alligevel skete: At sagen blev personlig og løst på individplan.

Situationen er dog, som Lang ganske rigtigt skriver det, penibel. Hvad er en fortælling uden en case? Hvad er en case uden de detaljer, der gør mennesket til et levende væsen og ikke bare et navn på et stykke papir? Wang ville givetvis mene, at den gode historie må vige for den strukturelle problemstilling. Ellers må man i det mindste gøre sig det klart, at man med sin offergørelse af den enkelte risikerer at købe ind på Udlændingestyrelsens præmis om, at asylansøgere som gruppe er en flok potentielt farlige mennesker, der skal håndteres af folk med voldsmonopol. Se, dét er en rigtig tåreperser. /Asta Kongsted