Brexit
Det bedste, vi har læst om Brexit
Af mange analytikere er den britiske afvisning af EU blevet set som et svidende nederlag til eliten og de intellektuelle. Man hvad siger de kloge egentlig selv? Indtil videre er det ikke blevet til meget mere end triste tweets og kommentarer, og det har ikke været opløftende læsning. Som den hollandske journalist og forfatter Geert Mak kort beskrev det i nationalradioen, umiddelbart efter at resultatet var offentliggjort: Det her er Europas 11. september. Føljeton forsøger alligevel at samle tankerne med ti af de største tænkeres blik op mod og lige efter den britiske afstemning. (Links til artiklerne er gemt i overskrifterne)
Paul Krugman
Frygt, Lede og Brexit
New York Times’ utrættelige økonomiekspert og nobelpristager skrev dette blogindlæg i dagene op til afstemningen. Han har taget udgangspunkt i et nej og de store økonomiske konsekvenser, det vil have for hele Europa.
Citat: ”Et britisk nej vil gøre tingene værre for Storbritannien som land og for Europa som sådan.”
New York Times
George Orwell
Hvad ville George Orwell gøre?
Nå ja – han er død for en hel del år siden, men han var faktisk en stor fortaler for et samlet Europa. The Atlantic har genlæst den gamle guru og fundet interessant tankegods frem, der holder her 70 år senere.
Citat: ”Britisk patriotisme er som regel stærkere end klassehad. Og det er altid stærkere end nogen form for internationalisme.”
Atlantic Monthly
Ferdinand Mount
Nigel mod resten af verden
Den britiske overklasseforfatter og politiske kommentator for Sunday Times har ikke meget til overs for nej-sidens tankegods. Læs her hans sønderlemmende kritik af deres analyser.
Citat: ”The Leavers har ikke et begreb om, hvad man skal gøre, når alt det her er forbi.”
London Review of Books
Jan-Werner Müller
Europas vrisne barn
Den store tyske intellektuelle Jan Werner Müller, der også er professor på Princeton, har nok engang et blik på det europæiske samarbejde. Her tager han sit udgangspunkt i det hypotetiske spørgsmål, hvordan den britiske afstemning ville se ud, hvis den var lavet for ti år siden, hvor den europæiske tilstand var mere sorgløs. Det ville være det samme, lyder hans forsigtige konklusion, blandt andet fordi de europæiske ledere dengang som nu anser folkeafstemninger for at være irriterende obstruktioner.
Citat: ”I teorien kunne det måske have været muligt at bygge en koalition rundt om en vision om et Europa à la carte, men i praksis sker der det, at selv de regeringer, som frygter, at deres befolkninger bliver mere og mere EU-skeptiske, finder ud af, at et Europa, hvor alle kan få det, som de lyster, vil være aldeles usammenhængende.” (Forfatterens egen syntaks!)
London Review of Books
Václav Klaus
Officiel meddelelse
Tjekkiets markante europæer og tidligere præsident Václav Klaus har som en af de få ‘Europa-tænkere’ været ude med en officiel meddelelse om briternes farvel, som han mener ikke bare truer verdens økonomi, men selve verdensfreden.
Citat: ”Kun en regering kan manipulere mennesker.”
Anders Henriksen
Europa revner
Der er også et par fine tanker og analyser at finde under hjemlige himmelstrøg. Her er det lektor i folkeret Anders Henriksen, der på forsiden af Information lufter sin nervøsitet for Europas fremtid.
Citat: ”Politikere må forklare os, hvorfor der er behov for en fælles orden på det europæiske kontinent. Og de må godt begynde nu.”
Dagbladet Information
Per Stig Møller
Et spøgelse går gennem Europa
Også vor egen tidligere udenrigsminister og dr.phil. Per Stig Møller er rystende nervøs for den europæiske fremtid og kan ikke lade være med at tænke på Europas dystre fortid.
Citat: ”Med det britiske nej sammenholdt med den udbredte EU-skepsis, der ifølge meningsmålingerne er i talrige medlemslande, går der tydeligvis et spøgelse gennem Europa. Og spøgelser er gengangere fra fortiden. Dette spøgelse inkarnerer drømmen om en tid, der var, men drømmen er en forskønnet og fortegnet gengivelse af den tid, der var.”
Berlingske
Anthony Giddens
Storbritanniens vaklere tættere på et Brexit
Anthony Giddens må om nogen have noget at sige om den britiske afvisning, men har indtil videre været tavs. Her er den nyeste tekst om EU, som måske ikke er den mest oplysende, men den tjener som god forberedelse, når han engang giver sit endelige besyv med.
Citat: ”Euroskeptikerne er meget klare omkring, hvad de er imod, men ikke om, hvad de ønsker i stedet. De må presses til at forklare tydeligt, hvilken slags Storbritannien de ser for sig.”
Europe’s World
Bernard-Henri Levy
Frankrig vil sikkert også forlade EU
Frankrigs filosofiske playboy Bernard-Henri Lévy har ikke selv skrevet en tekst om briternes exit, men The Telegraph har lavet et interview med manden, der godt nok fordømmer højrefløjens retorik og nationalistiske tendenser, men samtidig erkender, at de blot udfylder et vakuum.
Citat: ”Et af Europas problemer – som er forklaringen på en populistisk reaktion, som et Brexit er – er, at Europa ikke længere er ønsket. Og det gør sig ikke ønsket.”
The Daily Telegraph