Kære læser

Når systemet sætter ud, må mennesket træde frem

0:00 / 0:00

En kurdisk iransk kvinde holdes nede af betjente i civil.

Første gang man ser videoen, kan det være svært at greje, hvad der egentlig sker. Men øjenvidner som Ahmad Samir kan opklare forvirringen for dig: “Jeg ser fire betjente i civil, der voldsomt kaster kvinden i jorden og sætter sig ovenpå hende. Det hele går så hurtigt, at jeg slet ikke ser, at mine børn også er kommet ud på altanen og ser det hele. Jeg kan se, at kvindens to børn sidder i en bil ved siden af og ser, hvordan deres mor bliver kastet ned, og hvordan de fire betjente holder hende nede.“

Tirsdag offentliggjorde medborgerhuset Trampolinhuset en video, der er optaget uden for hjemrejsecenter Avnstrup. Her fandt hændelsen, som Samir beskriver, sted, efter en kurdisk kvinde modsatte sig tvangsdeportation. Det er svært at afgøre, hvordan optrinnet starter, for det ser ikke umiddelbart ud, som om der er tegn på vold fra kvindens side. Alligevel ligger hun snart på jorden med fire civilklædte betjente omkring sig. Én holder hendes hoved nede, mens en anden giver hende en sprøjte med beroligende medicin. Hendes to børn iagttager optrinnet fra bilen, de skal køres væk i. Et tredje barn holdes indespærret på et af centerets værelser sammen med sin far. De to skal blive i Danmark. I skrivende stund er kvinden på vej til Iran med et udløbet pas.

Ifølge familiens tidligere advokat er det “risikabelt“ at sende enlige kvinder med børn til Iran på et udløbet pas. På Twitter kommer kandidat til Radikale Venstres borgerrepræsentation, Jino Victoria Doabi, med en lidt mere bramfri oversættelse af den udmelding: “Risikabelt betyder HENRETTELSE“, skriver hun og fortsætter et andet sted: “Kan forsikre jer, den kvinde bliver henrettet. Jeg ved, at det var min mors skæbne, som kurdisk kvinde i Iran. Hvordan kan jeg være så sikker på, at hun vil blive henrettet? Kurdiske folk bliver henrettet offentligt og brugt som eksempler på, hvad iranerne kan forvente, hvis de gør krav på samme frihed, som kurderne. Plus, jeg har faktisk selv set det som barn.“

Kombinationen af voldelig deportation, en envejsbillet uden gyldigt pas samt tvangsmedicinering- og familieadskillelse har med rette fået folk op af stolene. Men som vi på det seneste har sat fokus på i Føljeton, er der for hver sag, der fanger omverdenens opmærksomhed, en række af samme eller lignende kaliber. Advokaten udtaler, at tvangshjemsendelsen af en person med udløbet pas til Iran er den tredje, han kender til i år. Som vi i sidste uge kunne fortælle, er truslen om politiindblanding standard i sager om tvangsflytninger. Og omend tvangsmedicinering er en omdiskuteret praksis, er eksemplet her heller ikke ligefrem en enlig svale – på trods af, at Lægeforeningen tidligere har udtalt, at de ikke vil medvirke til tvangsmedicinering af asylansøgere, fordi det strider imod de etiske lægelige retningslinjer.

Samlet set peger hændelsen på et asylsystem i en rivende og farlig udvikling. De hurtige og uigennemtænkte tvangsflytninger, vi i sidste uge beskrev, kan måske til dels forklares med den økonomiske nedprioritering, systemet de sidste mange år har været underlagt. Men videoen af en kvinde, som holdes fast mod asfalten og tvangsmedicineres af intet mindre end fire betjente, mens en række repræsentanter for det offentlige ser på, lugter ikke ligefrem af underbemanding. Det skriger til gengæld etisk forfald. Gad vide, hvad de har tænkt, mens de iagttog og fikserede kvinden. Om bare én af dem har overvejet at modsætte sig opførslen. Når systemet sætter ud, må mennesket træde frem. Det skete heller ikke denne gang. /Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12