Aamir Qureshi/AFP/Ritzau Scanpix
Siden 1947 har ingen premierminister i Pakistan siddet på magten i en hel femårig embedsperiode. Af den ene eller anden grund – attentater, militærkup, korruptionsanklager – er landets leder altid blevet væltet før tid. Det lyder utroligt, men den er altså god nok. Demokratiet i Pakistan synes altid at hvile på en knivsæg – og militæret er ikke bleg for at bryde ind, skulle stemningen skifte. Heller ikke den nuværende premierminister, Imran Khan, ser ud til at blive manden, der skal bryde den dårlige stime. Efter flere ugers politisk uro bød søndagen på et højdramatisk plottvist, da Khan behændigt undveg en mistillidsafstemning ved i stedet at opløse parlamentet og udskrive lynvalg. Og selvom manøvren nok har købt Khan lidt ekstra tid, lader hans dage som premierminister nu til at være så godt som talte.
Det kan være svært at pinpointe præcis, hvornår det begyndte at gå ned ad bakke for Imran Khan. BBC’s bedste bud lyder, at den tidligere cricketstjerne – som kom til magten i 2018 – sidste år kom på kant med det pakistanske militær, da Khan ikke ville godkende en ny chef for efterretningstjenesten ISI. Sikkert er det i hvert fald, at et utilfredst militær normalt er ekstremt dårligt nyt for den siddende premierminister. Samtidig har en økonomisk krise med stigende inflation bragt sindene i kog hos befolkningen, mens oppositionen har øjnet en mulighed for at kurtisere flere af Khans tidligere allierede. Den resulterende cocktail har virket dødbringende – selv for en mand, der har ført Pakistan til et verdensmesterskab i cricket.
Forud for søndagens ventede mistillidsafstemning, havde et flertal således allerede samlet sig mod premierministeren. Som reaktion herpå havde Imran Khan optrappet beskyldningerne mod oppositionen, som premierministeren mener er i ledtog med USA om at vælte regeringen. Visse kritikere havde frygtet, at Khan kunne finde på at anholde udvalgte oppositionsmedlemmer. De færreste havde dog forudset den undvigelsesmanøvre, det er at opløse parlamentet. Mandag begynder nu en høring i landets højesteret, der skal tage stilling til, om Khans fiksfakserier er forfatningsstridige.
Omstødes aflysningen af mistillidsafstemningen, vil ydmygelsen af premierministeren være så godt som ubærlig. Og selv med et medhold til Khan, kan Pakistan se frem til nok en periode med politisk ustabilitet. Med et fortsat flertal imod sig og en militærledelse på krigsstien, kræver det noget nær mirakler, hvis Imran Khan skal kunne vende et lynvalg til sin egen fordel. Oppositionen vil blot være mere forenede i deres harme, mens premierministerens tilbageværende allierede er spredt stadig mere tyndt. Og selv hvis befolkningen køber Khans søforklaringer, vil den skrantende økonomi formodentlig veje tungere i stemmeboksen. Nok engang må resten af verden holde vejret i spænding, mens atommagten med 220 mio. indbyggere løser de interne stridigheder. Heldigvis er Pakistan dog efterhånden godt vant til de præmature premierminister-udskiftninger. /David Dragsted