Matthias Rietschel/Reuters/Ritzau Scanpix
Pushing through the market square/ So many mothers sighing/ News had just come over/ We had five years left to cry in/ News guy wept and told us/ Earth was really dying
– David Bowie, “Five Years“
Ja okay, egentlig er det ikke fem fulde år, men snarere små 30 måneder, vi har, inden den globale opvarmning vil være så godt som umulig at holde under 1,5 grader; senest i 2025 skal udledningerne være toppet. Dommedagstemaet i Bowies gamle klassiker passer dog meget godt: Som det lyder i FN’s klimapanels (IPCC) seneste rapport, er det lige nu, verden skal handle, hvis ikke vi skal gå en uoverskuelig fremtid i møde. Beklager, hvis det hele virker som noget, du har sunget taktfast siden 90’erne. Budskabet fra IPCC er meget lidt overraskende. Til gengæld er det altafgørende.
Efter sidste år at have beskrevet den globale opvarmnings fysiske påvirkning af kloden og i februar konsekvenserne for livet på jorden, kom IPCC mandag med den tredje og afsluttende del af sin nye hovedrapport, der uddyber, hvad vi konkret kan gøre for at afværge katastrofen. Frugten af fire års arbejde fra 278 forskere er blevet kogt ned til en 2.913 siders lang rapport med en dertilhørende opsummering på 145 sider og et yderligere politisk nedkog på 64 sider. Summen af det hele kan dog siges ret nemt: De fossile brændstoffer skal lade livet hurtigst muligt. I IPCC’s store klimatrilogi er der ingen magiske ringe, behændige trylleformularer eller andre nemme deus ex machinas. Klimakampen kræver stadig god, gammeldags knofedt. Den gode nyhed er dog, at vi stadig kan redde Midgård.
Selvom mange af rapportens konklusioner er overvejende dystre, findes der i hvert fald flere lys i mørket: Priserne på sol- og vindenergi, samt elbilsbatterier, er faldet markant siden 2010. I nogle tilfælde kan det derfor være dyrere at satse på fossilforurenende energikilder. Samtidig er en større del af verdens strøm blevet grøn. Det skorter ikke på gode løsninger, der kan implementeres nu og her – og det vil endda være en god forretning. Flere vigtige tiltag som energieffektive bygninger, bedre offentlig transport og grønnere byer vil ikke koste en bondegård (omend de storforurenende bondegårde nok må lade livet). Og lykkes vi med at reducere udledningerne med 43 pct. inden 2030, vil vi stadig stå i en nogenlunde situation.
Men ak, i kulissen spøger dragen Smau- øhm, Smog og alle dens grådige, guldelskende kumpaner. Utroligt som det lyder, står verdens 10 pct. rigeste husholdninger for næsten halvdelen af alle drivhusgasudledninger, mens klimaløfterne fra verdens mest magtfulde lande fortsat ikke er tilstrækkelige. Selv hvis alle nuværende målsætninger overholdes, vil opvarmningen kunne overstige 1,5 grader. Faktisk skal der investeres tre til seks gange så meget, hvis vi skal holde os inden for Parisaftalens grænser. FN’s generalsekretær António Guterres lægger derfor heller ikke fingre imellem, når det kommer til de mangelfulde løfter: “Nogle regeringer og forretningsledere siger én ting – men gør noget andet. De lyver, kort og godt. Og resultaterne vil være katastrofale.“
Paradokset er fortsat, at vi bliver ved med at udlede mere CO2 i atmosfæren, end vi når at opdæmme gennem grønne tiltag. Og som IPCC udpensler på det pinligste, skyldes det ren og skær handlingslammelse, at vi ikke er kommet videre i teksten. Symptomatisk nok blev klimarapporten forsinket nogle timer mandag, da FN-landenes først lige skulle diskutere ordlyden i det 64 sider lange nedkog, sætning for sætning. Forskningen bliver fortsat udsat for kalkuleret spin, men det rykker ikke ved konklusionerne – uanset hvor gentagende de så ellers bliver: Vi har mindre end fem år, førend katastrofen bliver en fait accompli. Det er nu eller aldrig. /David Dragsted