Lyset slukkes, og nedtællingen på storskærmen begynder. Et spotlight kører hen over publikum. Hele salen står i spænding og følger lysets søgen, og så står han der. Le président. I sekundet Emmanuel Macrons ansigt dukker op på storskærmen, tændes to ildsøjler, så fire. Publikum går amok. Da han bevæger sig gennem menneskemængden og op mod scenen til stående bifald, strobelys og flammehav, bliver det svært ikke at blive revet med. Hvordan er det her ikke en koncert?
I den franske præsidentvalgkamps hidtil største begivenhed, har Macrons kampagne lagt an til et show uden lige lørdag eftermiddag d. 2. april på stadionet La Défense Arena i Nanterre lidt uden for Paris. Efter at have ladet vente på sig, er det nemlig først nu, med lidt over en uge til primærvalget næste søndag, at præsidenten skal holde sit første og eneste officielle vælgermøde. Et træk, oppositionen beskylder for at være direkte arrogant – hvilket kun understøttes af, at Macron ufortrødent nægter at møde nogen af konkurrenterne i en debat.
Ventetiden har været helt bevidst. Ved ikke at føre kampagne har Macron fået positioneret sig som præsident først og kandidat sekundært. En strategi, der indtil for nylig gav pote i meningsmålingerne. Mens hans modstandere har været i gang med deres kampagner i flere måneder, var det først d. 17. marts på et pressemøde, at Macron præsenterede sine egne visioner for de næste fem år. Det fik han så også gjort i stor stil, for manden talte uafbrudt i over fire timer.
Et un, et deux, cinq ans en plus
Efter at have stået i kø i stiv kuling i halvanden time med det, min sidemakker – en ældre fransk freelancefotograf – tørt bemærker, er alt for mange journalister, og efter en tur forbi bombehunden, bliver vi endelig lukket ind i varmen.
Stemningen er høj. Når man kommer fra et land, hvor valgkamp mest er synonym med en gæstebartender-tjans på Toga Vinstue, føles det her som at være til fest i Parken. Til tonerne af “Sweet Dreams“ af Annie Lennox, opført af et live-orkester, finder jeg min plads. Snart erstattes orkestret af en DJ, der spiller en blanding af følelsesporno og house, kun afbrudt af publikums kampråb: “Et un, et deux, cinq ans en plus!“ De flere tusinde tilskuere bliver kørt i stemning af eftermiddagens hype man, der først får hele stadion til at slukke lyset og holde telefonerne oppe, for efterfølgende at lave bølgen – med premierminister Jean Castex og Brigitte Macron i spids.
Arenaen er indhyllet i trikolorens bleu, blanc og rouge, der tilfældigvis også er kampagnens officielle farvepalette. De 30.000 fremmødte publikummer er alle iklædt de nationale farver, og langt størstedelen står med det franske flag og vifter det ivrigt. Ja, selv Macrons kampagneskilt ligner til forveksling flaget. Og hvis folk ikke står med det franske flag, er det EU’s ditto, der holdes højt.
Hårfine grænser
Efter det, der føles som en meget lang gåtur, når Macron endelig scenen, og showet kan for alvor begynde. Imens er al tvivl om mandens selvagtelse gået helt op i røg. Budskabet er klokkeklart: Macron er Frankrig, En Marche ! det franske projekt, og Frankrig er Europa.
Da Macron et par uger forinden fremlagde sin slagplan for landets fremtid, var det med en klar nationalistisk retning. Især coronakrisen og nu også krigen i Ukraine har ifølge præsidenten bevist, at Frankrig må se indad. De skal blive langt mere selvforsynende, militæret skal styrkes, og for at nå de europæiske klimamål fra Parisaftalen, skal der investeres i atomkraftværker og ny teknologi.
Efterhånden som “Manu“ får talt sig varm på den store scene, bliver det kun tydeligere, at hans Frankrig også er en europæisk stormagt – hvis ikke den europæiske stormagt. En erklæring, der dog synes at klinge lidt hult i kølvandet på den krise, hans regering har befundet sig i den forgangne uge, efter det kom frem, at der er blevet brugt omkring en mia. euro på konsulentfirmaer bare i 2021 – mest fremtrædende hos amerikanske McKinsey & Co., der desuden ikke har kunne specificere, hvorvidt de overhovedet har betalt selskabsskat af den eksorbitante sum i Frankrig.
Krisen, der taler direkte ind i den eksisterende kritik af Macron som værende “de riges præsident“, får da også lige en kommentar med på vejen foran de 30.000 fans. Efter han med store armbevægelser får udtrykt, at Frankrig skal gøre sig uafhængig af netop USA (og Kina), påpeger præsidenten i en slap undvigelsesmanøvre, at det ikke var den amerikanske del af McKinsey, regeringen havde brugt. Nej, McKinsey har også afdelinger i Belgien og Luxembourg, så der var faktisk slet ikke tale om et amerikansk firma, lyder forklaringen.
Alle nævnt, ingen glemt
Eftermiddagen står i hyldestens tegn, og Macron er som en fisk i vandet. Han bevæger sig afslappet – men indstuderet – rundt på scenen mellem de tre opsatte podier og sender bisous til Brigitte efterfulgt af indforståede blink. Talestrømmen afbrydes kun af storladne videomontager, der viser hans sejre og kriser, lovprisninger fra “helt almindelige franskmænd“ og til sidst en patosdryppende in memoriam-sammenklipning, der i flæng hylder Josephine Baker, Jean-Paul Belmondo og Samuel Paty, som værende indbegrebet af “den franske ånd“.
Han kan lide at høre sig selv tale, le président, og i programmets første time fremstår hans plan knivskarp. De to store temaer er fremskridt og justice, der både refererer til retfærdighed, men ligeledes retssystemet. Lovene skal ændres, Frankrig skal beskyttes mod terrorisme, politiet skal reformeres, og der skal være flere gendarmer. Macron gør det for arbejderens skyld, for den enlige mor, der har brug for forsørgelsespension, og for det lesbiske par, der gerne vil være forældre, men har brug for medicinsk hjælp.
Sidstnævnte medfører en kæmpe applaus, og kameraet zoomer ind på en storsmilende Macron, der igen blinker kækt til publikum. Senere bemærker han, at man dog også lige vil hæve pensionsalderen fra 62 til 65 år med begrundelsen, “at vi lever længere, og derfor skal vi arbejde længere“.
I time to begynder det at stikke lidt mere af for den ellers velartikulerede præsident. Frygten for en ny, fire timers lang fabulering truer med at blive til virkelighed. Pointerne kommer nu tilsyneladende i vilkårlig rækkefølge: Først bliver der snakket lidt om klima, så vigtigheden af Europa, så kvinders rettigheder. Frankrig skal være uafhængigt, man skal revolutionere landbruget, revolutionere videnskaben, regulere internettet, stoppe spredningen af disinformation.
Som om det ikke var nok, bringes de franske værdier atter på banen. Macron taler om friheden, som blev billedliggjort af Samuel Paty – læreren, der på brutal vis blev halshugget for at have vist Muhammed-tegningen i sin undervisning i 2020. Da Paty bliver nævnt, holder salen vejret. Macron kigger ned, og med ét bryder de flere tusinde publikummer impromptu ud i “Marseillaisen“.
Efter 2,5 time takker Macron af med hånden på hjertet, og nationalhymnen strømmende ud af højtalerne. Der er vist ikke det emne, han ikke har fået nævnt i talen.
I de sidste par uger er Macron faldet i popularitet og kan lige så stille mærke Rassemblement Nationals Marine Le Pen ånde ham i nakken. Efter at have brugt de sidste fem år på ikke at have vist venstrefløjen den store interesse, ser det nu alligevel ud til, at Macron bliver nødt til at fiske efter deres stemmer her på falderebet. Og det kunne også mærkes til vælgermødet, hvor den erklærede centrist pludselig prøvede at dele sol og vind lige mellem de to fløje.
Om strategien virker, må vi stadig vente med at se til på søndag. Én ting står dog fuldstændig klart efter lørdagens vælgermøde: Hvis der er nogen, der har en superstjernesdrøm, så er det Emmanuel Macron. /Astrid Plum