Jorge Silva/Reuters
Da EU-Kommissionens forperson, Ursula von der Leyen, i september holdt sin årlige tale om unionens tilstand, var det under den let flødeskumsagtige overskrift “Strengthening the soul of our union“. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi her på redaktionen synes, at det er en smule letkøbt at tale om en fælles europæisk sjæl, når det – selv i krigstid – har vist sig så besværligt for landene at enes. Eller som vi skrev dengang:
“Hun burde nok som minimum have udfoldet, hvad denne europæiske sjæl egentlig er for en størrelse, for på nuværende tidspunkt skal der mere til end en fælles kærlighed til Wienervals og Apfelstrudel, hvis medlemslande som fx Tyskland og Ungarn skal finde fælles fodslag i en dans om europæiske værdier.“
Derfor har vi besluttet at give Ursula von der Leyen en hjælpende hånd. I en ny reportageserie vil Feuilleton simpelthen undersøge, om EU har en sjæl. Hvad består den af? Er den i fare her 50 år efter, at Danmark trådte ind i unionen? Og er den egentlig værd at bevare?
Dette er første del af serien.
Han nærmest råber: “Præsidenten!“. Det er Recep Tayyip Erdoğan, der kører ud fra hotellet, det er ham, der igen har fået trafikkaosset til at hobe sig op. Første gang på motorvejen, inden vi krydsede Bosporus-strædet, der skiller Sortehavet fra Marmarahavet og deler den tyrkiske storby i Europa og Lilleasien. Og anden gang gennem Beşiktaş-kvarteret og syd forbi Dolmabahçe, der med sit hvide marmor og 45.000 kvadratmeter er byens største palads.
“I Tyrkiet er politikerne bange for befolkningen.“ Taxachaufføren rækker mig sin telefon, hvor han efter vores gensidigt forgæves forsøg på at forstå hinanden har åbnet Google Translate. Denne gang virker det. Han peger på bilen, der med en kortege af tre- fire køretøjer bakker ud fra en bygning, der kunne ligne en hvilken som helst anden i Istanbul. Med hjemmerul mellem fingerspidserne famler han med sin anden hånd efter tobakspakken og vender den igen mod mig, selvom jeg har takket nej første gang.
Med et år til præsidentvalget ved Erdoğan godt, at det ser sort ud. Fra i begyndelsen af nullerne at være vidt hyldet for at forene islam og demokrati, har han det seneste årti afsløret sine autokratiske tendenser. Selv hans egne støtter er nu klar over, at han glædeligt tager beskidte midler i brug for at holde sig på posten, om det så er at slå ned på sine kritikere eller lave politisk ingeniørarbejde i egen favør. Men fra at være den, alle elskede at hade, har krigen i Ukraine betydet, at Erdoğan nu har genvundet en smule af den mistede popularitet, og omverdenen ser på ham med nye øjne.
“Lige nu er der den her joke i Udenrigsministeriet. De undrer sig over, hvad de pludselig har gjort rigtigt,“ siger Mehmet Tuğtan, ph.d. og professor i international politik, da jeg morgenen efter møder ham på Bilgi Universitets santralistanbul-campus.
Fra Laurence Olivier til John Wayne
De seneste år har Erdoğan ført en mere og mere aggressiv udenrigspolitik, hvor Tyrkiet “gik fra at være den milde og sofistikerede gentleman Laurence Olivier til John Wayne, den amerikanske cowboy. Snakker lidt, skyder meget,“ som Tuğtan beskriver det.
Men selvom det har betydet en stigende tyrkisk isolation, der særligt var i højvande under corona, er det også i Dolmabahçe, at Erdoğan har ageret fredsmægler mellem den ukrainske og russiske side, og hvor han håber en dag at kunne invitere Putin og Zelenskij i egne personer. Tyrkiet er bufferstaten, altid frivilligt eller ufrivilligt involveret, uanset hvilket kontinent, problemerne udspiller sig på, og Erdoğan ynder at være manden i midten af det hele. Men han er også klar over, at man skal træde varsomt, for forholdet til Rusland er komplekst og konstant til forhandling.
“Vi har ikke den luksus at kunne kritisere hverken russerne eller ukrainerne. Det er en anderledes og meget svær balance,“ siger Tuğtan. Den ene dag skændes de om flådedominans og naturgas i Sortehavet, krimtatarer, Nagorno-Karabah, Syrien, Libyen – ja, listen er lang – og den næste enes de om at brokke sig over “Vesten“. Andre påpeger, at Erdoğan de seneste år har bevæget sig længere og længere væk fra Putin, selvom han ikke kan sige det højt; at han allerede har valgt side, eller snart bliver nødt til at gøre det.
Mens Erdoğan tilsyneladende har fundet midlertidig diplomatisk våbenhvile i det ellers betændte forhold til også grækerne og Israel, er det samtidig en indenrigspolitisk valgstrategi. Med sin selviscenesættelse bruger præsidenten enhver anledning til at sætte oppositionen i et dårligt lys. Som ved at understrege, at det er ham, der forhandlede en flygtningeaftale med EU og med sikkerhed i stemmen kan sige, at han modsat en række europæiske lande lod sine døre stå åbne for både syrere og ukrainere.
“Det siger han helt uden at nævne det faktum, at Tyrkiet i høj grad forlængede den syriske borgerkrig og faktisk gjorde flygtningekrisen værre. Han vender det på hovedet og beskylder oppositionen for at være egoistiske og hjerteløse.“
Erdoğans historieforståelse rækker helt tilbage til Konstantinopel, det byzantinske riges centrum, indtil det blev erobret af osmannerne i 1453. Det er den tid, han i dag glorificerer i sit identitetspolitiske projekt, der skal skabe et Nyt Tyrkiet. Som en slags omvendt Mustafa Kemal Atatürk, landsfaderen, der 500 år senere skabte republikken Tyrkiet og adskilte stat og religion, vil Erdoğan genfinde islams rolle i samfundet, senest manifesteret ved genomdannelsen af Hagia Sophia til en moské.
Præsidenten ved, at landet både geografisk og historisk er centralt for den europæiske selvforståelse: Det var her, det antikke demokrati nåede sin grænse med den græske revolution, der førte til de første tanker om nationalstaten og det europæiske samarbejde – omend på en dyster baggrund med etniske udrensninger fra begge sider. Samtidig er Erdoğan smerteligt bevidst om, at EU har brug for ham, og at han har brug for EU. Også selvom han ikke altid viser det.
Da han eksempelvis trak sig ud af søsterorganisationen Europarådets Istanbulkonvention sidste år – en konvention, der skal bekæmpe vold mod kvinder og vold i hjemmet – var det til dels et symbolsk træk. Grundlæggende er han træt af at blive peget fingre ad, som den landskære forfatter Orhan Pamuk også antyder i et nyligt interview med Der Spiegel. Det betyder dog ikke, at Erdoğan kan slippe af sted med hvad som helst i befolkningen:
“I sidste ende skal du træffe et valg. Enten er man et land af lovgivning eller lovlighed. Alt, hvad jeg gør med parlamentarisk flertal, er lovgivning. Og jeg er ligeglad med, om det er i orden. Men hvis man ikke længere arbejder inden for rammerne af sin egen forfatning, er det en meget farlig ting, som også skader regeringen,“ uddyber Mehmet Tuğtan.
Erdowie, Erdowo, Erdoğan
Utilfredsheden ulmer i Tyrkiet, omend vi har hørt historien mange gange før. Noget tyder dog på, at der faktisk er noget om snakken denne gang. Det er ikke alle, der køber fortællingen om, at Erdoğans position er blevet forstærket forud for valget. Landet befinder sig lige nu i en historisk stor økonomisk krise, priserne på alt fra kød til papir er på himmelfart, og befolkningen er trætte af, at politikerne lader stå til. De seneste måneder er tyrkerne gået på gaden for at kræve mere i løn, mens også kulturlivet er langsomt døende: Byens ældste boghandlere er lukket på ubestemt tid og erstattet af turistbutikker, mens barer og restauranter også er det.
I denne uge godkendte Erdoğan den lovændring, der på overfladen skal fremme flerpartisystemet: Spærregrænsen er sænket, men i praksis er det kun blevet mere besværligt for de små partier vinde på egen hånd. Samtidig giver Erdoğan sig selv ekstraordinært lov til at bruge det offentliges ressourcer på at føre valgkamp. Det er blot sidste skud på stammen af de mange greb, han har strammet om befolkningen. Det er kun blevet værre efter systemskiftet i 2017, hvor han kunne føje statsoverhoved til sit CV og nu også kunne udskrive dekreter, samt fyre ministre og højesteretsdommere efter forgodtbefindende.
I anledning af lovændringen har oppositionens seks største partier afgivet en erklæring om, at de vil gå sammen til valget, og at de ser Erdoğans træk som et forsøg på at svække demokratiet. At oppositionen står stærkere, end den måske nogensinde har gjort, understreges også af det sidste lokalvalg, hvor Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), som Erdoğan står i spidsen for, fik under halvdelen af stemmerne og tabte i både hovedstaden Ankara og i Istanbul.
“Vi kan se, at flertallet af befolkningen er på oppositionens side. Erdoğan har kun støtte fra en del af samfundet, men han kontrollerer næsten hele staten. Det er irrationelt. Den tyrkiske stat er en smule totalitær, når det er nødvendigt. Men det er altid vigtigt for den tyrkiske stat at have samfundets støtte og loyalitet, selv under kupforsøget. Og virkeligheden er, at regeringen har mistet størstedelen af den. Det betyder, at det er tid til genopbygning,“ siger journalisten Gökhan Biçici på hans kontor i bydelen Kadıköy på den anatolske side.
“Selv for dem, der traditionelt er fjender, er det første skridt at fjerne Erdogan. Nu siger folk, at først når vi har væltet ham, kan vi begynde at kæmpe med hinanden. Det næste valg er et spørgsmål om liv og død for befolkningen. Hvis oppositionen kan bevare dette momentum, vinder de valget. Tiden er der. Især de sidste to år har været dårlige, og den økonomiske situation har forværret landet. Selv lederen af det største oppositionsparti er begyndt at trække stemmer fra de konservative og bruger ikke længere venstrefløjsargumenter. Jeg tror, at taktikken virker.“
Biçici er på fornavn med både Mehmet og statsmagten og kender de sociale bevægelser indefra. Under Gezi-parkprotesterne – der for ni år siden begyndte som et fredeligt miljøoprør mod Istanbuls moderniseringsplan – blev der åbnet ild og tåregas mod demonstranterne, og Biçici var en af dem, der blev overfaldet af politiet. Det var også her, han fik idéen til nyhedsmediet dokuz8NEWS, der skulle levere et alternativ til de statskontrollerede medier, og som i dag er vokset til snarere at være en platform med et netværk af tusindvis mennesker, der fra alle steder i landet sender billeder og historier.
“Gezi-protesterne var den største sociale bevægelse i Tyrkiets historie de sidste 500 år. Den sekulære middelklasse, der havde set sig selv som den dominerende siden oprettelsen af republikken Tyrkiet, begyndte at miste sin position og magt. De stod også over for den virkelighed, at almindelige medier blev kontrolleret af regeringen, og det gav et presserende behov for alternativer. Det var i det klima, borgerjournalistikken opstod. Som en reaktion fra offentligheden og som udtryk for, at nyhederne blev genforenet med samfundet.“
Biçici har en tolk ved sin side. De vælger ordene omhyggeligt, for både demokratiet og pressefriheden er ikkeeksisterende i Tyrkiet. Særligt efter parlamentsvalget i 2015 har de fysiske overgreb og fængsling gjort det vanskeligt at gøre journalistik et arbejde, og som journalist er du derfor også aktivist. Det er den atmosfære, som dokuz8NEWS blev grundlagt og opbygget i.
Særligt under statens toårige undtagelsestilstand var det nærmest umuligt for redaktionen at skrive under almindelige vilkår, selvom de fortsatte under lav profil. I dag er forholdene relativt normaliserede – under omstændighederne – mens oppositionen er i gang med at forberede det næste store træk. Biçici forventer en opstand, der bliver endnu større end den i Gezi, fordi den sociale bevidsthed har forandret sig, og pessimismen er lagt på hylden:
“Jeg var et af de få sindssyge mennesker, der fra starten troede, at vi kunne vinde valget. Det var der ikke mange, der gjorde dengang, men nu er det en udbredt tanke. Folk er vrede. Men de er ikke kun vrede. De ved også, hvordan de skal vælte Erdoğan. Sidste gang var der mange, der ikke stemte. Det fortryder de nu. Erdoğan er desperat. Han forsøger at splitte oppositionen, men det lykkes ikke. Hvis du ikke kan få dem til at bekrige hinanden, kan du ikke vinde,“ siger han og understreger, at det sidste lokalvalg var tungen på vægtskålen.
“Der er stærke sociale dynamikker i det her land. Stærkere end i mange europæiske lande. I fem år har de gjort alt for at tie og ødelægge oppositionen. De har forsøgt at stoppe os. Men det er ikke lykkedes og har kun givet bagslag. De kan presse os lige så meget de vil, men de kan ikke stoppe genopbygningen af medierne og vores land.“ /Emma Louise Stenholm
Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.