”Cheer up, old lad; we may be repaid for many a false promise yet,” skrev den britiske digter Edward Bulwer-Lytton. Og sådan kan man godt ha’ det efter en weekend, hvor far og mor gik fra hinanden. Det er trist, men det skal nok gå. Æresord!
Det var, som om Brexit frigav en massiv, indestængt pessimisme, det var, som om det endelig var kommet, det vi havde ventet på: Vestens undergang. Hele den magtbalance, der har eksisteret siden Anden Verdenskrig, alle de institutioner, der har skabt et fredeligt Europa, og enhver aftale, der sikrer en i forvejen skrøbelig økonomi… op i røg på en weekend. Og jo jo, det er slemt, og hvis du slet ikke har mærket pessimismen i dig i løbet af weekenden (Pelle Dragsted, det er dig, vi kigger på), så kan man jo lige tage et kig på dette rædselsgalleri. Det var på mange måder immigranter og flygtninge og ikke bureaukraterne i Bruxelles, de sagde nej til (selv om hele den europæiske åndselite er blevet enige med sig selv om, at det var eliten briterne sagde nej til).
Skilsmissen gjorde folk så underligt utilpasse og ubehagelige. Hvis man ville bevare sit gode humør, skulle man eksempelvis holde sig fra professor Marlene Winds Twitter-profil, hvor man kunne fornemme, at alle uden for Bruxelles var idioter. ”Det, briterne har gang i lige nu, er, som når din kæreste dumper dig, men ikke ønsker at tage konsekvensen og flytte ud!” Professoren, der elsker alt ved den europæiske centraladministration, synes nok, at briterne kunne skynde sig. Det er jo hele tre dage siden, de stemte nej.
”Alt” vil blive værre, end nogen tør forestille sig, skrev Alastair Campbell, som var Tony Blairs nærmeste rådgiver, da han var premierminister. Og ja, det ser skidt ud, men lad os lige se på perspektivet. Hvor meget fylder Storbritannien egentlig i EU? Uden briterne vil den europæiske befolkning på 508 millioner blive reduceret med 13 procent, og uden pundet vil den europæiske økonomi blive reduceret med 17 procent. Det svarer til, at Danmark måtte vinke farvel til Nørrejyske Ø, Amager, Lolland, Als og Falster, og selv om mange københavnere sikkert ville have det underligt med ikke at kunne flytte til Skagen hen over sommeren, ville det nok gå alligevel. Blot fordi England forlader Europa, Skotland (og London) forlader Storbritannien, og alle forlader Labours leder Jeremy Corbyn, betyder det ikke, at Trump bliver valgt til præsident i USA. Og blot fordi hystaderne på aktiemarkedet giver den fuldt skrald lige nu, betyder det jo ikke, at økonomien på sigt får det sværere med en stærk associeringsaftale end med et halvhjertet medlemskab. Styr jeres pessimisme! Cheer up, old lad.
Men når det kommer til stykket, er briternes nej et nej, som ingen rigtig vil stå ved. DR’s fremragende Ole Ryborg mente i går, at det ville blive umuligt at finde en konservativ, der ville sætte gang i artikel 50, og at det derfor aldrig ville blive til et rigtigt Brexit, men blot en lidt forbedret forhandlingsposition for englænderne næste gang de kommer til kontinentet. Nigel Farage ville ikke stå ved sine løfter, og Boris Johnson ville ikke stå helhjertet ved sit strategiske nej. Så meget for de falske løfter.
Det er alt sammen rædselsfuldt – ikke mindst den racisme, som med nej’et fik et gevaldigt rygstød. Men det er ikke begyndelsen på hverken Vestens undergang eller den store europæiske opløsning. EU har overkommet større udfordringer end den jura, der nu skal falde på plads, og briternes europæiske engagement bliver ikke nødvendigvis mindre nu, hvor de kommer til at kigge ind udefra. Når alle parter er kommet sig over frustrationerne over at blive forladt, fraskilt eller forsmået, er Storbritanniens exit først og fremmest et praktisk problem, der kan løses.
Her på Føljeton foretrækker vi at være generøse. Modsat så mange andre tror vi på, at Europa kan rumme et England på kanten af fællesskabet, vi tror på, at tingene lander på en måde, der hverken splitter Vesten eller atomiserer alle dets institutioner. Men så generøse er vi heller ikke, at vi ønsker briterne et Sommeren ’92. Forhåbenligt må det engelske landshold allerede i aften forlade Frankrig efter læsterlige islandske tæsk. Vi er generøse, men forventer, at Sommeren ’16 bliver tysk til sidst.