Philip Davali/Ritzau Scanpix
Større samfundsforandringer sker i små ryk, som ganske langsomt, men næsten altid sikkert ender med at fremstå mere og mere naturlige, ja, hvis ikke ligefrem nødvendige. Det vildeste ryk sker dog ikke først. Efter en stor kommission typisk har præsenteret nogle lidt provokerende forslag, der prompte bliver afvist af de siddende ministre, vinder omvæltningerne gradvist indpas – senere.
Sådan vil det med stor sandsynlighed også gå med idéerne fra Reformkommissionen, som blev fremlagt forleden. I første omgang har uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) afvist de mest radikale forslag om f.eks. at omlægge SU’en på kandidatuddannelserne til lån: “Der er altså ikke tale om et udspil fra regeringen,“ lød den prompte afvisning. Blot 10 minutter efter Reformkommissionens formand, professor Nina Smith, havde præsenteret forslagene, var det mest kontroversielle skudt ned af S-regeringen.
Den hurtige responstid er faktisk uofficiel danmarksrekord. Den bachelor-uddannede Jesper Petersen har klart og tydeligt fejet den ældre cand.oecon. Anders Fogh Rasmussen af banen. Tilbage i 2005 tog det den daværende Venstre-statsminister hele fem timer at afvise udspillet fra Velfærdskommissionen. Fogh kaldte 41 ud af de 43 forslag for “ikke bare politisk tonedøve, men døve i det hele taget“.
Dengang ville Anders Fogh ikke høre tale om f.eks. at hæve folkepensionsalderen med én måned om året fra 2013, ej heller om at forkorte dagpengeperioden fra fire til to et halvt år. Og slet ikke udfase efterlønnen. Dengang vidste Venstres statsminister, at forslagene i første omgang ville være upopulære blandt vigtige vælgergrupper, og derfor afviste han stort set hele Velfærdskommissionens pakke.
Situationen var ikke anderledes, da uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen onsdag understregede, at “det kendte forslag om omlægning af kandidat-SU til lån er ikke på mit tegnebræt“. Forskellen var i virkeligheden kun tidsfaktoren. Afvisningen kommer hurtigere i dag. Men spørgsmålet er om den grundlæggende dynamik ikke stadig er den samme? Eller måske ligefrem også er blevet accelereret?
Tilbage i 00’erne endte forslagene fra Velfærdskommissionen med at blive gennemført. Allerede i 2006 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale, der indførte en såkaldt levetidsindeksering af folkepensionsalderen, og ganske få år senere blev dagpengeperioden også skåret yderligere ned. I 2009 blev efterlønnen ofret, da Lars Løkke Rasmussen havde taget over i Statsministeriet. Nogle gange skal der bare nye politikere til.
Hvis fortiden kan bruges som spejl, er der derfor grund til at forvente, at en række af Reformkommissionens forslag også vil ende med at blive ført ud i livet. Men det bliver næppe de allermest iøjnefaldende forslag, der gennemføres først, og dermed kan Jesper Petersen meget vel have ret, når han i første omgang afviser SU-forslaget.
Båndbredden i moderne politik er nemlig sjældent stor nok til at kunne rumme flere følelsesladede debatter på én gang. Og det kan udnyttes, eller har i hvert fald realpolitiske konsekvenser.
Reformkommissionens forslag om at omlægge SU’en på kandidatuddannelserne er kommet til at fungere som en slags lynafleder, der fjerner fokus fra alle de andre elementer i udspillet. Præcis som det jo også skete, da S-regeringen fremlagde et udspil til en ny sundhedsreform, og hvor forslaget om at forbyde nikotin-produkter til alle, der er født efter 2010, stjal mediebilledet, og dermed også flyttede fokus fra alle de andre elementer.
Koreografien minder om hinanden: Ligesom modstanderne straks kastede sig over S-regeringens forslag om et livslangt forbud mod at købe nikotin-produkter, som nu også ser ud til at være droppet, vil Reformkommissionens idé om at konvertere SU’en til lån på kandidatuddannelserne heller ikke blive omformet til et konkret lovforslag. I hvert fald ikke i første omgang.
Til gengæld vil mange af de øvrige forslag nu kunne glide lettere gennem lovmøllen på Christiansborg. Kommissioner fungerer som en form for murbrækkere, der skal nedbryde hidtidige reservationer og i stedet forberede befolkningen på større reformer forude. Derfor er der grund til at forvente, at grundidéen i Reformkommissionens udspil vil blive til virkelighed, nemlig den endelige forvandling af det videregående uddannelsessystem efter angelsaksisk forbillede.
Efter den tidligere introduktion af titlen ‘bachelor’ er tiden nu kommet til at gennemføre den amerikanske og britiske uddannelsesmodel fuldtonet: Reformkommissionen anbefaler således en todeling af uddannelserne efter bachelor-niveau, så de fleste studerende frem over skal nøjes med en etårig og mere erhvervsrettet uddannelse, frem for den nuværende toårige og akademiske kandidatoverbygning.
Pudsigt nok vil en halvering af kandidatuddannelserne føre til betydelige besparelser, fordi udgifterne til både undervisning og SU’en jo beskæres markant. Men da modellen også rummer mulighed for, at nogle studerende fortsat kan tage den nuværende toårige kandidatuddannelse, vil en sådan omlægning næppe skabe lige stort postyr som f.eks. omlægningen af hele SU’en til lån. Og dermed banes vejen for den angelsaksisk model – ind ad bagdøren. /Lars Trier Mogensen