“Det er ligesom McDonalds. Kom som du er,“ lød det fra højrefløjens Marine Le Pen, da hun kort forinden det forrige valg ansatte Sébastien Chenu, stifteren af organisationen GayLib, der kæmper for homoseksuelles rettigheder, som sin kulturrådgiver. “Jeg prøver altid at rykke partiet lidt fremad. En leder skal være lidt avantgarde, have en vision.“
Selvom både ansættelsen og udtalelsen var overraskende i betragtning af, at Le Pen, modsat Chenu, er indædt modstander af vielser mellem homoseksuelle, var det blot et af symptomerne på hendes årelange PR-øvelse for at gøre sit parti stuerent. For at tækkes vælgerne forsøger hun bevidst at rense det dårlige ry efter sin far og stifteren af Rassemblement National, Jean-Marie Le Pen – der omtalte homoseksualitet som en “biologisk anomali“ – selvom de er udmærket klar over, at Marines valgprogram ligner faderens til forveksling, og burgeren derfor mest består af tomme kalorier.
Som valgkampen er yderligere snævret ind, og Marine Le Pen i stedet har tanket kroppen med c-vitamin og koffein, inden hun om halvanden uge skal møde den siddende præsident, Emmanuel Macron, har hun nu også skiftet sin valgplakat ud. Væk er navnet, væk er partiet, men der står hun, en let smilende Le Pen i en opsætning, der ligner påfaldende meget Macrons portræt fra skrivebordet i Elyséepalæet.
Det er sådan set ikke nyt, at præsidentkandidaterne smider navn og partitilhørsforhold i anden runde, for deres kampagnerådgivere er pinligt bevidste om franskmændenes mistillid til partierne. Men heller ikke efterligningen af Macron er tilfældig. Valgets helt store joker er, hvor de næsten otte mio. stemmer fra venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon – der har fået påfaldende lidt opmærksomhed herhjemme, men som fik et historisk flot valg og endte på en tæt tredjeplads efter Le Pen – ender.
Vil de stemme på Macron for at vælge det mindste af to onder? Ser de Le Pen som det bedre alternativ? Eller bliver de helt væk?
Svaret er ja til det hele. Selvom langt de fleste unge enten stemte på venstrefløjen eller blev hjemme i første runde, viser de tidligere præsidentvalg, at de unge foretrækker Le Pen over Macron, hvis man fjerner Mélenchon fra ligningen. Og ifølge en meningsmåling af Ifop-Fiducial for TF1 siger omkring 23 pct. af Jean-Luc Mélenchons vælgere i dag, at de er klar til at rykke fra venstre til højre.
Selvom det herhjemme måske ville synes utænkeligt, at man skulle gå fra Mai Villadsen (EL) til Pia Kjærsgaard (DF), er diagnosen mere dyster i Frankrig: Mens vælgerne sagtens kan gennemskue højrefløjens politik, er venstre-højre-skalen i opløsning. Folk er så trætte af Macron, at de bare skal have et eller andet nyt, og så er det næsten ligegyldigt, om navnet er Le Pen, så længe det ikke er Zemmour. Som en tidligere Le Pen-modstander siger til Le Figaro: “Jeg kender ikke rigtig hendes politiske program, men uanset, hvad hun skriver, ved jeg bare, at jeg ikke skal have den her præsident.“
Den viden bruger Le Pen aktivt til at male et sobert og positivt billede af sig selv og afpolitisere sine budskaber for at fremstå mild sammenlignet med Macron, der for mange symboliserer alt, der er galt med det politiske system: Hvor hendes slogan i første runde var ‘Statskvinde’, er det nu ‘For alle franskmænd’, der med partiets egne ord skal “tiltrække og samle alle dem, der ikke længere ønsker Emmanuel Macron, uanset deres politiske side“.
26 pct. af de franske vælgere – eller næsten 13 mio. mennesker – blev væk fra søndagens første valgrunde. Vi talte om det i 2017, og vi gjorde det i 2002. Det franske demokrati er krise, men løsningerne glemmes lige så hurtigt til fordel for dag-til-dag-konflikter, og selvom vælgerne ved, at der skal mere til end burgere og billige point, betyder det ikke, at de nødvendigvis vil afskrive højrefløjen i manglen på bedre alternativer. Stueren bliver hun aldrig, men der er endnu rigeligt grund til at frygte Le Pen, der altså har overraskende gode kort på hånden. /Emma Louise Stenholm