Nyhedsanalyse

Twitter-trolden over dem alle

0:00 / 0:00

Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix

Twitter er for længst sluppet af med Donald Trump, men det sociale medie kæmper stadig med andre indflydelsesrige menneskers uforudsigelige tastefingre. Øverst på listen står Elon Musk, verdens rigeste mand og mest uforbederlige meme-lord. Flankeret en rabiat fanskare, der labber Musks mindste strøtanker i sig, har milliardæren hen over påsken tilbudt at købe Twitter – efter eget udsagn for at skabe et slaraffenland for ytringsfrihedselskende internetbrugere. Seriøse journalister, investorer og finanseksperter er nok engang blevet tvunget til at analysere Musks uforudsigelige indfald som alt andet end en joke. Og det på trods af, at der i købstilbuddet er en tøhø-reference til marijuana-rygning.

Kort fortalt går sagaen sådan her: Til manges overraskelse valgte Elon Musk i begyndelsen af april at købe en 9,2 pct. stor aktieandel i Twitter, efter rigmanden ellers havde kritiseret mediet gennem en længere periode. Med Habermas-lignende henvisninger til offentlig meningsudvikling og Twitter som et afgørende demokratisk redskab, havde Musk meget lidt subtilt antydet, at alt burde være tilladt på platformen. Holdningen var måske ikke videre chokerende, Musks egen tweethistorik taget i betragtning. Men at milliardæren nu også ønskede øget kontrol, var alligevel nyt. Først ville Elon Musk være med i Twitters bestyrelse, så afviste han alligevel sædet. Og bedst som alle troede, at sagaen var ved at ebbe ud, ønskede Musk pludselig købe hele mediet for mere end 40 mia. dollar.

Som så ofte før, virker milliardærens veje uransagelige. Selvom Musk utvivlsomt har råd til opkøbet – han jo er ikke verdens rigeste mand for ingenting – bliver det i praksis svært at gennemføre. Langt størstedelen af Elon Musks formue er fortsat bundet op i Tesla og SpaceX-ejerandele, hvorfor han ikke nødvendigvis har de rede penge i hånden. Samtidig planlægger Twitters bestyrelse at bekæmpe opkøbet med en såkaldt “poison pill“, et slags finansielt forsvarsværn, der vil gøre det noget nær umuligt for Musk at gennemføre en fjendtlig overtagelse af virksomheden. En anden af Twitters storaktionærer, den saudiske prins Alwaleed bin Talal, har allerede givet udtryk for, at han ikke accepterer Elon Musks tilbud. Uanset Musks motiver – og hvor seriøs han reelt er omkring opkøbet – ønsker det sociale medie tilsyneladende ikke at tage nogle chancer.

Tilbage står en rundforvirret offentlighed, der nok engang må finde sig i, at umiddelbart uigennemtænkte shitposts fra verdens rigeste mand kan udvikle sig til en kamp om et af verdens mest indflydelsesrige medier. Som techskribenten Charlie Warzel også skriver, er Elon Musks korstog en ligegyldig pseudobegivenhed, som alligevel får fylde af milliardærens magt, popularitet og indflydelse. Med 280 tegn og et tryk på en knap, kan Musk få internettet til at gå i rundhyl. Tænk blot på den ravage han ville kunne skabe, hvis han faktisk ejede hele Twitter-baduljen. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12